Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet mobiltelefoner og smartphones

Skærm, holdbarhed, batterilevetid er blot nogle af elementerne i vores test af mobiltelefoner, som også omfatter vand- og faldtest. Men først og fremmest skal mobilerne fungere som telefoner.
Af Mikkel William Nielsen
28. Marts 2019

Kamera og video

Mobilens evne til at tage billeder med både front- og bagsidekamera er bedømt, og kameraet er testet under forskellige lysforhold fra dagslys til mørke. Kameraets videofunktion er testet i dagslys, og eksponering, kontrast, skarphed og farvekvalitet er bedømt.

Skærm

Det er undersøgt, om skærmen har en høj kvalitet, og om den reagerer hurtigt på input. 

Hastighed

Mobilens evne til at afvikle apps og surfe på nettet er målt.

Musik

Der er testet, hvilke musikfil-formater telefonen kan afspille. Lydkvaliteten er bedømt med de medfølgende høretelefoner og et par kvalitetshøretelefoner. Telefonens højttaler er også testet. 

Batteri

Mobilen er testet for, hvor lang tid den kan holde sig kørende uden opladning ved normal brug. Der benyttes en robotarm, som er programmeret til at benytte telefonen, og den holder pauser med bestemte intervaller for at simulere et almindeligt brugsmønster. Det er også undersøgt, hvor lang tid det tager at lade mobilen op.  

Opkald

Lydkvaliteten er undersøgt i forskellige situationer med skiftevis stilhed og larm i baggruden. Det gælder både for modtager og afsender. Brugervenligheden før og under opkald er også bedømt.  

Holdbarhed

Med en ridse-, fald- og vandtest afgøres det, hvor holdbar mobilen er. Faldtesten foregår i en tromle, hvor mobilen slynges rundt og får et kontrolleret fald på cirka 1 meter ned på en plan betonflise. Ved vandtesten rammes telefonen af dråber i en periode på 5 minutter. Det svarer til at være ude i en kraftig byge. Vandtætte telefoner nedsænkes desuden i vand for at afgøre, om de reelt kan holde til det. 

Brugervenlighed

Det er undersøgt, hvor nemt det er at bruge mobiltelefonen. Det gælder blandt andet menustruktur, låseskærm og placering af knapper.  

Navigation og GPS

GPS-antennens præcisionsevne er efterprøvet. Rutevejledning med og uden stemme er desuden testet. 

Alsidighed

Antallet af sensorer og porte på mobilen er undersøgt. Det er også afprøvet, om telefonen kan håndtere eksterne hukommelseskort. 

Sådan er testens bedømmelse sammensat

Kamera og video: 25 %
Skærm: 20 %
Hastighed: 15 %
Musik: 10 %
Batteri: 7,5 %
Opkald: 5 %
Holdbarhed: 5 %
Brugervenlighed: 5 %
Navigation: 5 %
Alsidighed: 2,5 %

Testen er udført i samarbejde med de andre europæiske forbrugerorganisationer i International Consumer Research & Testing, ICRT.

Læs mere om det internationale testsamarbejde i icrt.org

 

Læs mere om, hvordan Forbrugerrådet Tænk tester

Forbrugerrådet Tænks test er uafhængige. Vi køber og betaler selv de produkter, vi tester. Og henter dem ofte selv i butikken.

Læs mere om hvordan vi tester produkter