Der kan være flere tusinde kroners forskel på, hvad du betaler for at være kunde i banken. Og da der samtidig er tale om løbende årlige udgifter, har dit valg af bank – og den pris, du betaler for at være kunde – stor betydning for din privatøkonomi.
I Forbrugerrådet Tænks test af banker kan du se, hvad det koster at være kunde i 17 forskellige banker og pengeinstitutter afhængigt af, hvilken type kunde du er. I testen indgår både store banker som Danske Bank og Nordea, mellemstore pengeinstitutter som Middelfart Sparekasse, og små pengeinstitutter som Merkur Andelskasse.
Vi har undersøgt priserne for syv forskellige typer af husstande, fx boligejeren med realkreditlån, andelshaveren og den unge kunde medkassekredit. For hver husstand har vi sammenlignet renter, gebyrer og bidrag på relevante bankprodukter – for eksempel boliglån, andelsboliglån og kassekredit. I testen kan du også se, hvor tilfredse kunderne er i de enkelte pengeinstitutter. Bemærk, at den samlede bedømmelse, du kan se her på testforsiden, er den samlede bedømmelse på tværs af de syv modelhusstande, øvrige priser, kundetilfredshed og resultater fra vores tidligere test.
Derfor har vi testet banker
Betaler du for meget for at være kunde i din bank? Det er der mange, der gør – uden at vide det. Forbrugerrådets Tænks test af banker viser, at mange forbrugere kan spare mellem 5.000 og 20.000 kr. om året – og i nogle tilfælde helt op til 45.000 kr. – ved at skifte fra den dyreste til den billigste bank. I testen kan du se, hvilke banker der tilbyder de laveste og højeste priser for netop din type husstand – og hvilke produkter, fx boliglån, prioritetslån eller kassekredit, der især gør forskellen. Brug testen som et værktøj til at finde ud af, om du betaler for meget – og om det er tid til at skifte bank.
Bemærk: Testen er lavet inden den seneste renteændring fra Nationalbanken den 6. juni.