En bordgrill eller Paninigrill steger på begge sider som en toaster og kan på den måde hurtig forsegle kød og grøntsager, så saft og kraft bevares.
Vi har testet 14 bordgrill for at se hvilke der er bedst til den opgave. I testen har vi grillet kyllingefileter, laksefileter, en blanding af grøntsager og to ostesandwich. Vi har undervejs bedømt på blandt andet lugt- og stegesaftproduktionen under grilningen, og set på hvor gode de forskellige bord- og paninigrill var til bruning, sprødhed og tekstur.
I testen så vi også på brugervenlighed, hvor nemme de er at rengøre og hvor meget strøm de bruger.
Disse mærker har vi testet
Biltema, Champion, Cuisinart, George Foreman, OBH Nordica, Princess, Sage, Steba, Tefal, Tristar og Wilfa.
PFAS i bordgrill og Paninigrill
De fleste bordgrill har en nonstick-belægning, derfor har vi kontaktet producenter og importører for at høre, om der er PFAS i belægningerne. I langt de fleste af de testede bordgrill har svaret været, at der er PFAS i. Enkelte har ikke svaret. I de bordgrill hvor der er PFAS, eller hvor vi ikke har fået svar, har svaret trukket ned i det samlede testresultatet.
Derfor tester vi bordgrill og paninigrill
Der findes mange elektriske køkkenapparater, som kan hjælpe dig med tilberedningen af mad. Men det kan være svært at vurdere hvor gode de reelt er til den opgave de skal løse.
Vi tester bordgrill for at se, om de kan stege fx kylling, så kødet ikke bliver sort uden på og råt indeni. Det er også vigtigt at grillen kan gøres ordentlig ren, så man har lyst til at bruge den igen og igen. Vores test hjælper dig med at vælge et produkt der passer til dit behov.
Bordgrill har ofte en nonstick-belægning. Vi ved fra airfryers og stegepander, at det er muligt at lave gode nonstick-belægninger uden PFAS. Derfor er det skuffende, at så få af de bordgrill vi har testet, er fri for PFAS. Vi tester for at skubbe både producenter og hele markedet i den rigtige retning, hvor PFAS forsvinder fra produkter som fx bordgrill.