En indboforsikring er en nødvendig forsikring for alle. Det er din indboforsikring, der skal dække dig i forbindelse med indbrud eller tyveri af genstande, men det er også den, der skal dække dine ejendele, hvis du skulle være så uheldig, at dit hus eller din lejlighed brænder ned.
Din indboforsikring indeholder også en ansvarsforsikring. Ansvarsforsikringen skal træde til, hvis du skulle være skyld i, at en anden person kommer alvorligt til skade, og du skal betale en erstatning.
Vi har testet indboforsikringer fra Alka, Alm. Brand, Codan, EasySure, FDM Forsikringer, Forsia, GF Forsikring. Gjensidige, IF, Købstædernes Forsikring, Lærerstandens Brandforsikring, Popermo, TJM, Topdanmark, Tryg og Vestjylland Forsikring.
Prisen på indboforsikringer
Priserne på indboforsikringerne, som du kan se i testskemaerne herunder, er beregnede priser. Det betyder, at priserne i testen giver et billede af, hvilke selskaber der generelt tilbyder de henholdsvis billigste og dyreste indboforsikringer. Men det betyder også, at priserne på forsikringer, du ser i testen her, kan adskille sig fra de priser, som du vil blive tilbudt.
Priser på forsikringer er blandt andet afhængig af, hvor du bor, din alder og din skadeshistorik, så se priserne i testen som en indikator og ikke som et facit.