
Mød holdet bag kemitesten af håndcreme
Stine og Anne fra Forbrugerrådet Tænk Kemi står bag denne test.

Stine Müller

Anne Beck Christensen
Sådan har vi testet håndcremer
-
Forbrugerrådet Tænk Kemis test af håndcremer er en deklarationstest.
Testteamet har købt et stort udvalg af håndcremer i butikker og på nettet.
Håndcremernes ingredienslister er derefter gennemgået for indhold af problematiske stoffer. Produkterne er ikke sendt til kemisk analyse på et laboratorie og er heller ikke testet for, hvor gode de er i brug.
Håndcremernes ingredienser er vurderet efter, om de for eksempel er mistænkt for at være hormonforstyrrende, allergifremkaldende eller problematiske for miljøet.
I appen Kemiluppen finder du vurderinger af mange flere håndcremer end dem, der er medtaget her. Bedømmelsen af håndcremerne i denne test er identisk med bedømmelserne i Kemiluppen.
OBS, testen er opdateret i juni 2020, så den tager højde for ændrede vurderinger for nye stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
-
I alt er der testet 61 håndcremer:
- 20 får den bedste kemibedømmelse, A-kolbe
- 24 får en middel kemibedømmelse, B-kolbe
- 17 får en lav kemibedømmelse, C-kolbe
De problematiske stoffer, som er fundet i testen, er alle lovlige, og det enkelte produkt udgør ikke i sig selv en risiko ved brug.
Men de problematiske stoffer har uønskede egenskaber. De er eksempelvis mistænkt for at kunne påvirke hormonsystemet eller kunne give allergi. Derfor er det en god ide at mindske din samlede udsættelse for stofferne for at nedsætte bidraget til den såkaldte cocktaileffekt.
Testen viser fund af følgende stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende:
- BHT – fundet i 4 håndcremer
- Parabener (Methyl-, ethyl-, butyl- og/eller propylparaben) – fundet i 6 håndcremer
- Butylphenyl methylpropional – fundet i 4 håndcremer
- Benzyl salicylate - fundet i 9 håndcremer
- Ethylhexyl methoxycinnamate - fundet i 1 håndcreme
- Octocrylene - fundet i 2 håndcremer
- ethylhexyl salicylate - fundet i 1 håndcreme
- Cyclopentasiloxane - fundet i 3 håndcremer
I alt indeholdt 17 håndcremer stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende
Kun en enkelt håndcreme indeholdt et allergifremkaldende konserveringsmidler i form af Imidazolidinyl urea. Det er et af de konserveringsmidler, der virker ved at fraspalte formaldehyd, der er allergifremkaldende.
40 håndcremer indeholdt parfume, parfumestoffer eller planteekstrakter, der kan give allergi. Nogen af parfumestofferne blandt andet limonene og benzyl benzoate kan også være problematiske for miljøet.
Vi fandt også andre stoffer, såkaldte EDTA-forbindelser, der ligeledes kan være problematisk for miljøet.
Det siger virksomhederne
-
"EU’s videnskabelige Komité har vurderet, at BHT, der også er kendt fra fødevare som E321 eller E320, er sikkert at anvende i kosmetiske produkter i koncentrationen 0,0002 procent til 0,5 procent. I det testede produkt ligger koncentrationen inden for denne ramme, endda i den lave ende. BHT optages i øvrigt kun i ringe grad i huden, og slet ikke i blodet. De tests som indikerer, at BHT kan virke hormonforstyrrende er foretaget på fødevarer, som jo optages i kroppen, og her kan en negativ effekt end ikke påvises. Der findes endnu ingen offentliggjorte undersøgelser, som afdækker en hormonforstyrrende påvirkning af BHT fra hudplejeprodukter."
"Parfumestofferne i produktet er alle af naturlig oprindelse, hvilket er vigtig information for forbrugeren, så denne kan træffe et oplyst valg."
Forbrugerrådet Tænk Kemi-kommentar:
BHT har vist hormonforstyrrende effekter i dyreforsøg, og Miljøstyrelsen vurderer stoffet som muligt hormonforstyrrende blandt andet i deres kortlægning af børns samlede udsættelse for hormonforstyrrende stoffer.
Ifølge Videncenter For Allergi er parfumestoffer allergifremkaldende, uagtet om de er af naturlig oprindelse.
-
"Clinique er stolt over at kunne tilbyde sine kunder sikre og effektive produkter. Alle produkter og emballager opfylder og/eller overgår de miljøstandarder, der er gældende på de markeder, hvor Clinique er repræsenteret."
"Alle Origins’ produkter og ingredienser gennemgår en omfattende sikkerhedsgennemgang og evaluering. Vi identificerer de allergener, der findes i vores produkter, for forbrugere, der har behov for denne information, som det er påkrævet af EU. Derudover opfylder og/eller overgår alle Origins produkter og emballager de miljøstandarder, der er gældende på de markeder, hvor produkterne er repræsenteret."
-
"Som alle andre produkter fra MAVALA er håndcremen blevet evalueret nøje af en uafhængig toksikolog inden markedsføringen for at sikre dens sikkerhed for menneskers sundhed under normalt og forventet brug. Denne vurdering dækker alle potentielle risici, inklusive en potentiel hormonforstyrrende effekt, og vurderingen er designet til at forhindre, at stoffer med sådanne effekter findes i koncentrationer, der kan forårsage uønskede virkninger. Det er i øvrigt ikke i offentlighedens interesse at anvende udtrykket ”hormonforstyrrende” for en lang række forskellige ingredienser uanset deres anvendelse."
"Hvad angår duften og parfumestofferne i produktet, så er det naturligvis vigtigt for folk, der har allergi over for disse specifikke stoffer, at undgå dem. Vi er dog af den opfattelse, at det ikke er rimeligt at begrænse anvendelsen af parfumestofferne for hele befolkningen, når det kun er få procentdel af personer, der ikke tåler dem."
Læs mere om dette
Få gode råd til hvordan du vælger det rigtige produkt og meget mere.

Parfume: Sådan minimerer du din risiko for parfumeallergi
Parfumestoffer kan være allergifremkaldende. Har du først fået parfumeallergi, varer den hele livet. Få hjælp til at mindske risikoen.

Cocktaileffekten: En podcast til gravide om uønsket kemi
I podcasten undersøger gravide Tanja kemiske stoffer, og hvordan du kan minimere din og dit barns samlede udsættelse af uønsket kemi – også kaldet cocktaileffekten.

Håndsæbe og håndsprit: Få hjælp til at vælge
God håndhygiejne er vigtigt for at mindske smitte. Vask dine hænder tit og grundigt. Brug håndsprit, hvis du ikke har vand og sæbe ved hånden.

Test: Vær opmærksom på kemien i din håndcreme
Håndcreme kan være din vigtige følgesvend i kampen mod tørre hænder. Testen af håndcremer viser, at der er mange gode valg uden uønsket kemi.

Håndcreme: Disse håndcremer er Bedst i test
Kold og tør luft tørrer huden ud, og vil du tilføre så meget fugt som muligt til dine hænder, er der især 4 håndcremer, du bør overveje.