Vaskepulver til kulørt vask: Enkelte indeholder uønsket kemi
I en ny test af vaskepulver til kulørt vask indeholder få produkter uønskede stoffer for miljø og sundhed. Se, hvilke stoffer du skal gå udenom i dit vaskemiddel.
I Forbrugerrådet Tænk Kemis nye test af vaskepulver til kulørt vask er 9 ud af 15 produkter uden uønsket kemi og får den bedste kemibedømmelse, A-kolben.
Enkelte produkter i testen indeholder kemikalier, der kan være problematiske for sundheden og miljøet.
Et enkelt vaskepulver indeholder mistænkt hormonforstyrrende stof
I testen får et enkelt produkt den laveste kemibedømmelse, C-kolben. Det drejer sig om vaskepulver fra Omo, der blandt andet indeholder parfumestoffet Benzyl salicylate, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Det enkelte stof i dit vaskemiddel er ikke hormonforstyrrende i sig selv. Men det kan bidrage til din samlede udsættelse for uønsket kemi – også kaldet cocktaileffekten.
Omo Brilliant Color
Produktet indeholder disse stoffer, der kan have problematiske effekter:
- Benzyl salicylate, som er et parfumestof, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
- Parfume og parfumestofferne Hexyl cinnamal og Benzyl salicylate, der kan give allergi.
- Sodium dodecylbenzenesulfonate, også kaldet LAS, der kan være problematisk for miljøet.
Fire vaskepulver indeholder miljøbelastende stoffer
Vaskepulver fra Neutral Storvask, Biotex, Omo og Maxitrat indeholder de problematiske stoffer LAS i testen.
LAS er en forkortelse for Lineære alkylbenzensulfonater, som er vaskeaktive stoffer, der kan opløse fedt og snavs.
Disse stoffer er især problematiske for vandmiljøet, fordi de kan have svært ved at nedbrydes i iltfattige miljøer og har tidligere givet problemer på renseanlæg i Danmark.
I en rapport fra 2020 udtrykker EU’s videnskabelige komite SCHEER også bekymring for stoffernes belastede effekt på vandmiljøet baseret på forskning fra 2009-2019.
Vil du gerne undgå LAS i dine vaskemidler? Vælg vaskepulver med Svanemærket, der ikke tillader stofferne.
Er der forskel på kemien i flydende vaskemiddel og vaskepulver?
Tidligere test viser, at der kan være flere uønskede stoffer i flydende vaskemidler end i vaskepulver.
I en kemitest fra efteråret 2021 af flydende vaskemidler fandt vi både de problematiske stoffer LAS og allergifremkaldende konserveringsmidler - eller isothiazolinoner - som fx det stærkt allergifremkaldende konserveringsmiddel Methylisothiazolinone (MI).
Vaskepulver indeholder ikke allergifremkaldende konserveringsmidler, fordi der ikke er det samme behov for konservering som i flydende vaskemidler.
I testen af flydende vaskemidler fandt vi også borater, som er på EU's liste over særligt problematiske stoffer.
Borater kan godt være i vaskepulver, men vi har ikke fundet disse stoffer i vores kemitest af vaskepulver.
Gå efter Svanemærket og allergimærkerne
Selvom der kan være forskel på kemien i vaskemidler, kan du sagtens finde gode kemivalg – uanset om du bedst kan lide at bruge vaskemidler i flydende form eller pulver.
Hvis du vil undgå uønskede stoffer, er det altid bedst at gå efter Svanemærket i kombination med allergimærker som fx Den Blå Krans.
Disse mærker stiller krav til, at produkterne er miljøvenlige og tager hensyn til sundheden.
6 tips til at undgå uønsket kemi i vaskemidler
- Brug appen Kemiluppen til at tjekke vask og rengøring for uønsket kemi.
- Køb vaskemidler, som er mærket med Svanemærket, Blomsten, Den Blå Krans og/eller AllergyCertified.
- Vælg vaskemiddel uden parfume. Duftstoffer er tilsat for at give en "ren" duft, men har ikke betydning for, om tøjet bliver rent.
- Undgå klor og optisk hvidt, der kan være problematisk for miljøet. Vælg i stedet pulvervaskemidler med blegemiddel til hvidt tøj.
- Vær opmærksom på allergifremkaldende konserveringsmidler. Tjek ingredienslisten for stoffer, der slutter på ’–thiazolinone’ som fx methylisothiazolinone eller benzisothiazolinone.
- Tjek ingredienslisten på virksomhedens hjemmeside, hvis du vil undgå stoffet sodium borate. Stoffet er mistænkt for at kunne påvirke evnen til at få børn. Indhold af stoffet skal nemlig ikke fremgå af emballagen.
Undgå disse kemikalier i uldvaskemidler
I vores test indeholder 10 ud af 33 vaskemidler til uldtøj kemikalier, der kan give allergi eller som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Disse uldvaskemidler er uden uønsket kemi
Hver tredje vaskemiddel til uldtøj og hjemmestrik er gode valg uden uønsket kemi for din sundhed og miljøet. Se dem her.
Disse vaskemidler til hvid vask indeholder problematiske stoffer
Vores test af vaskemidler til hvid vask viser, at nogle produkter indeholder stoffer, der er allergifremkaldende eller mistænkt hormonforstyrrende.