Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Hovedtelefoner og øretelefoner: Hvad er bedst?

Over ear og on ear hedder de store hovedtelefoner, mens små øretelefoner kaldes in ear eller around ear. Læs, hvilke typer høretelefoner er bedst og dårligst, når du vil høre musik, podcast, radio og lydbøger på løbeturen, til træning og derhjemme.
Af Mikkel William Nielsen
26. Februar 2015
Hovedtelefoner og øretelefoner: Hvad er bedst?
Foto: iStockphoto

Øretelefoner er små og handy

Høretelefonerne, der ligner små propper, følger ofte med nye mobiltelefoner, men kan tilkøbes. De placeres i eller ved øregangen. Enkelte modeller har en krog, som fæstnes bag øret.

Øretelefoner sender ofte lyden via et kabel, men det er også muligt at købe udgaver, der virker trådløst via Bluetooth. Disse modeller er især beregnet til træning og løb, hvor kablet kan komme i vejen.

Mikrofon vil ofte være indbygget i øretelefonerne, så de fungerer som headset med mobiltelefonen til håndfrie samtaler.

På farten er øretelefoner praktiske

Øretelefonerne er gode at have med på farten, hvis du skal lytte til musik, podcast og radio. De fylder og vejer ikke meget og kan nemt kobles til mobiltelefonen.

Cykler du og bruger øretelefoner, så vælg en model, der ikke lukker al lyd fra omverdenen ude, da det kan være farligt i trafikken.

Støj udsender øretelefoner i mindre grad end hovedtelefoner, så du generer ikke dine omgivelser med de små propper i ørene.

Hovedtelefoner leverer ofte bedre lyd

Klassiske hovedtelefoner sidder enten uden på øret eller omslutter øret helt – ligesom et høreværn. En bøjle forbinder de to hørebøffer.

Hovedtelefoner er i nogle tilfælde trådløse, mens andre har kabel. Flere af de trådløse udgaver har mulighed for at tilkoble kabel for at spare på strømmen.

Lydoplevelsen fra hovedtelefoner er typisk bedre end øretelefoners. Til gengæld er der også større sandsynlighed for lydlækage, så omverdenen kan høre, hvad du lytter til. Det er ikke generende for ejermanden, men for omgivelserne.

I hjemmet har hovedtelefoner fordele

Hovedtelefoner er især velegnede til musik i hjemmet eller på kontoret, da de fylder mere end øretelefoner og er mindre handy at have med på farten.

Trådløse hovedtelefoner giver frihed til at bevæge sig lidt væk fra lydkilden uden at skvatte i ledningen.

Mikrofonen mangler på en del hovedtelefoner, så de ikke kan fungere som headset med mobilen, som de fleste øretelefoner kan.