Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Coronakrise: Sådan får du styr på din økonomi

Coronakrisen kan påvirke din økonomi - uanset om du mister dit job eller stadig har det. Få hjælp til at polstre din økonomi, så du kan stå imod en økonomisk krise.
Af Mette Andrea Boesgaard
22. April 2020
coronakrise faa styr paa oekonomien
Foto: Getty Images

Følg med - skriv dig op til vores nyhedsbrev

Har coronavirussen påvirket din ferie? Eller påvirker den dine rettigheder, når du handler?

Coronakrisen påvirker din økonomi

Coronakrisen betyder, at mange allerede har mistet deres job eller dele af deres indkomst. Og endnu flere kan være i fare for at blive fyret eller gå ned i indtægt, hvis den økonomiske krise vokser sig større.

Er din økonomi rustet til en krise? Og hvordan forbereder du dig, så du står bedst muligt, hvis du bliver nødt til at leve for færre penge? Få hjælp her.

Få overblik over din økonomi

  • Er du blevet fyret?
  • Har du mistet en del af din indtægt, for eksempel fordi din virksomhed har holdt lukket, du har mindre overarbejde, du har mistet din bonus eller fordi du som provisionslønnet har mindre at lave?
  • Har du været nødt til at lukke din virksomhed?
  • Er du i fare for at blive arbejdsløs eller miste din indtægt, hvis krisen bliver lang?

Coronakrisen kan få stor indvirkning på din økonomi. Sørg for at ruste dig ved at kigge grundigt på din økonomi både nu og på lang sigt, så din økonomi bliver så modstandsdygtig som mulig.

Regn på det værst tænkelige scenarie, selv om det er ubehageligt at tænke på. Hvor lang tid kan du klare dig uden løn eller på dagpenge eller kontanthjælp?

Det skal du gøre:

Lav et budget eller efterse det budget, du allerede har. På den måde kan du få overblik over din udgifter og indtægter.

Lav også et budget, hvor du kan se, hvordan din økonomi ser ud, hvis du er på dagpenge eller en lavere indtægt. Husk at din udbetaling ikke falder så meget ved ledighed, som det ser ud til, da skatten bliver mindre.

Sådan laver du et budget

Hvor meget får du udbetalt? Beregn din indtægt på skat.dk

Lønsikring: Skal du forsikre dig mod arbejdsløshed?

Spar op og lav en økonomisk buffer

En opsparing gør din økonomi mere robust. Med penge på opsparingskontoen kan du dække dine udgifter i en overgangsperiode, mens du leder efter nye indtægter, uden du skal skære for meget ned på din livsstil.

En god buffer er for eksempel, at du har penge nok i banken til at leve med en væsentlig reduceret indkomst i mindst et halvt år – og gerne længere.

Det skal du gøre:

Lave faste udgifter er den enkleste måde at skabe overskud på bundlinjen hver måned. Fjern løbende overflødige udgifter med det samme, så du kan ruste din økonomi, hvis krisen bliver lang.

Sportsaktiviteter, fitnessabonnementer, rengøringshjælp, kabel-tv, online streaming-tjenester og magasin- og avisabonnementer  kan du måske undvære eller udskifte med en billigere løsning.

Bilen, sommerhuset og andre store faste udgifter kan du også se nærmere på. Regn på, hvad det vil koste at transportere dig på en anden måde, eller hvad du kan spare ved at leje et sommerhus i stedet for at eje det.

Tjek også husholdningsbudgettet og skær ned, hvor det kan lade sig gøre. Oplagte steder at skære ned er take away og færdigmad, restaurant og cafébesøg og indkøb af møbler og køkkenudstyr.

Sparetips: Her kan du skære i budgettet

Bil: Så meget koster det

Problemer med økonomien? Kontakt straks banken

Har du et realkreditlån, et banklån, et billån eller andre lån, som du kan få svært ved at betale af på, hvis du mister dit job eller går ned i indtægt?

Lad være med at vente, til du ikke kan betale dine regninger, eller du har et overtræk på kontoen - gør noget med det samme.

Det skal du gøre:

Kontakt din bank hurtigst muligt og lav en aftale med banken om, hvad I kan gøre med dine aftaler.

Bankerne har sagt, at de gerne vil hjælpe kunder, der er i midlertidige økonomiske problemer på grund af coronakrisen. Og det er i bankens interesse at hjælpe dig, så de får deres penge igen.

Banken kan måske give dig mulighed for at betale dine lån af over en længere periode, så du skal betale en lavere ydelse per måned. Det kan også være, at du kan få afdragsfrihed. Tal med din bankrådgiver, så I sammen kan lægge en plan.

Banktilbud: Det skal du tjekke

Sådan forhandler du med banken

Arbejdsløs? Husk pensionen!

Bliver du arbejdsløs? Så betaler du ikke længere til din pensionsordning.

Pensionordningens forsikringer som for eksempel sundhedsforsikringen eller forsikringen ved kritisk sygdom dækker ikke, når du ikke betaler til din pensionsordning.

Det skal du gøre:

Kontakt dit pensionsselskab. Mange selskaber kan hjælpe dig med at finde en løsning, så forsikringerne fortsætter i den periode, hvor du ikke indbetaler.

Pension: Få styr på forsikringerne

Investeringer: Hold din investeringsstrategi

Investerer du i aktier eller obligationer? Så kan du måske se din formue skrumpe lige nu, hvor du har allermest brug for en solid opsparing.

Men investering er en langsigtet plan, så lad være med at sælge i panik - eller købe i håb om at score en let gevinst. Hold i stedet din investeringsstrategi.

Det skal du gøre:

Skal du først bruge pengene om over 7 år? Så skal du som udgangspunkt kun justere din portefølje, så du får en fornuftig balance mellem aktier og obligationer. Måske vil du investere med lidt lavere risiko, og så skal du sørge for, at obligationer udgør en større del af dine investeringer. Juster dine investeringer gradvist over en periode, så du undgår store tab.

Skal du bruge pengene før om 7 år - for eksempel fordi din økonomi har ændret sig? Så kan du reducere dit tab ved at sælge ud af de værdipapirer, der er faldet mindst.

Investering: Sådan gør du

Gå ikke i pensionspanik

Din pensionordning falder i værdi, når aktiekurserne falder. Men lad være med at gå i panik.

Det skal du gøre:

Er du ung? Så tag det helt roligt - markedet kan nå at udligne sig, inden du skal på pension.

Er du tæt på pensionsalderen? Så er mange pensionsordninger indrettet, så risikoen aftrappes, når du nærmer dig pensionering. Derfor er risikerer du ikke at tabe så meget.

Er du allerede på pension? Så er din pension sandsynligvis investeret med lav risiko. Får du lavere udbetaling, vil det først få effekt næste år, så du kan nå at forberede din økonomi. For nogle vil den mindre udbetaling fra pensionsordningen ikke betyde så meget, fordi den lavere udbetaling bliver modregninget i folkepensionen.

Pension: Sådan får du mest ud af den

Få hjælp til økonomien i Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning

Står du i en akut økonomisk krise, fordi du har mistet dit job eller din indtægt?

Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning giver fortrolig, gratis og uvildig rådgivning per telefon til dig med lav indkomst, lavt rådighedsbeløb og stor gæld.