Sådan vælger du det bedste og det billigste billån
Hvad koster billånet? Skal du vælge billån med fast eller variabel rente? Og hvilket lån er bedst til benzinbiler og elbiler? Få hjælp her.

Skal du låne penge til en bil, så gælder det om at finde det bedste og billigste billån.
Få hjælp her.
Hvor skal jeg låne pengene: Bank eller bilforhandler?
Udover prisen er der ikke den store forskel i kvaliteten på billån. Det viser flere test, som Forbrugerrådet Tænk har lavet.
Om du låner pengene hos banken, et finansieringsselskab eller en bilforhandler, betyder altså ikke det store, så længe du går efter et billån i stedet for et dyrere forbrugslån.
Prisen på billånet er det vigtigste. Sammenlign derfor altid priser på billån og vælg det billigste billån.
Hvor meget koster billånet?
Prisen på billån afhænger blandt andet af:
- Biltypen – køber du en elbil eller en bil, der kører på fossil brændsel som benzin eller diesel?
- Bilens alder
- Bilens pris
- Din økonomiske situation
- Løbetiden på lånet
- Låneudbyderens tilbud
Låner du penge til en bil, skal du betale rente, etableringsomkostninger og løbende betalingsgebyrer på dit lån. Stir dig ikke blind på renten – det billigste billån finder du ved at sammenligne priser via ÅOP, Årlige Omkostninger i Procent.
ÅOP fortæller, hvor meget lånet koster dig i procent om året, altså hvor dyrt det reelt er at låne penge for dig. Alle låneomkostninger som renter, etableringsgebyrer og andre løbende gebyrer er medregnet i ÅOP.
Vær opmærksom på, at du kun kan sammenligne ÅOP, hvis lånebeløbet, rentetypen (om det er fast eller variabel rente) og låneperioden er ens.
Få mindst 2 eller 3 tilbud på billån.
Skal du vælge mellem to billån med samme kontantpris, samme udbetaling på bilen og samme løbetid? Så vælg det lån med de laveste ÅOP.
Har 2 lån samme ÅOP? Så gå efter det lån med den højeste rente og de laveste etableringsomkostninger. Det giver dig bedre låneøkonomi, hvis du sælger bilen, før lånet er udløbet.
Renten kan du trække fra i skat, hvilket ikke er tilfældet med etableringsomkostninger.
Hvor meget skal du betale i lånegebyr?
Optager du et billån, skal du være opmærksom på ekstra udgifter i form af renter, etableringsomkostninger og løbende gebyrer.
-
Etableringsomkostninger:
Etableringsomkostninger er inkluderet i ÅOP’en på dit lån og bliver fordelt over dine månedlige ydelser.
En del af etableringsomkostningerne går til en fast tinglysningsafgift til staten.
Gå altid efter et billån med lave etableringsomkostninger. Udgifter til etableringsomkostninger kan du nemlig ikke trække fra i skat, som du kan med renter.
-
Løbende gebyrer
Løbende gebyrer kan blandt andet være administrationsgebyr eller betalingsgebyr. De er medregnet i ÅOP.
Løbende gebyrer kan hurtigt komme til at koste dig dyrt. Tager låneudbyderen for eksempel 45 kroner om måneden i administrationsgebyr, løber det op i 3.780 kroner over en 7-årig låneperiode.
Optager du et billån? Brug ÅOP til at sammenligne prisen og finde det bedste billån, da alle udgifterne er medregnet i den.
Renter: Billån med fast eller variable rente?
Billån kan du få enten med fast eller variabel rente.
-
Fast rente
Billån med fast rente er lidt dyrere end et billån med variabel rente, men det giver til gengæld en større sikkerhed i dit budget. Med fast rente ved du, hvor meget du skal betale i rente i hele din låneperiode.
Er billånet en stor andel af din samlede gæld? Så vælg et billån med fast rente, da du sikrer, at låneydelsen eller løbetiden ikke stiger ved en rentestigning.
-
Variabel rente
Vælger du et billån med variabel rente, kan renten svinge op eller ned i lånets løbetid.
Variabel rente på billånet er generelt ikke så risikofyldte som boliglån med variabel rente som for eksempel et rentetilpasningslån (flexlån), fordi du låner færre penge.
Et billån med en variabel rente kan være et godt supplement for dig, hvis du for eksempel allerede har et boliglån med fast rente.
Lånets løbetid: Hvor lang tid skal dit lån løbe?
Lånets løbetid skal du vælge efter dit kørselsbehov. Jo mere du kører, desto hurtige taber din bil værdi – og desto kortere skal lånets løbetid være. Du skal være gældfri, når din bil maksimalt er 8 år gammel.
Brugte biler, der er ældre end 8 år, skal du købe kontant, fordi en bil med den alder ikke vil holde meget længere.
Tager du alligevel et lån for at købe en 8 år gammel bil, skal du vælge et lån med en løbetid på højst 2 år.
Kan det betale sig at låne penge i realkreditinstituttet?
Er din bil under 8 år gammel, har du til udbetalingen, og er du boligejer? Så kan det i nogle tilfælde være billigere at vælge et realkreditlån eller et tillægslån i dit realkreditinstitut i stedet for at tage et billån.
-
Realkreditlån
Ved større billån vil du ofte kunne optage et billigere lån i dit realkreditinstitut, hvis du har tilstrækkelig friværdi. Skal du for eksempel omlægge dit realkreditlån, kan det være en billig måde at finansiere din bil.
Løbetiden på realkreditlånet må ikke være for lang. Pas derfor på med at finansiere bilen med for eksempel et lån over 20-30 år. Er bilens levetid 10 år med et lån som løber i 20 eller 30 år, står du efter 10 år uden bil og med en betydelig restgæld.
-
Tillægslån i realkreditinstitut
Tillægslån i et realkreditinstitut kan du optage, hvis du har friværdi i din bolig. Jo større friværdi du har i din bolig, jo billigere vil dit lån være.
En test i magasinet Forbrugerrådet Tænk Penge viser, at tillægslån i dit realkreditinstitut kan være et billigt billån. Med et tillægslån i realkreditinstituttet får du en lav ÅOP, og du slipper samtidig for at skulle lægge en udbetaling for bilen.
Køb først din bil, når du har til udbetaling
Bilkøbet skal du vente med, til du har penge nok til en udbetaling på minimum 20 procent. På den måde får du typisk en lavere rente på dit lån, end hvis din udbetaling er lille, eller du slet ikke betaler noget.
Mangler du et mindre beløb - for eksempel på 10.000 kroner - til udbetalingen af bilen? Så kan du bede din bank om en kredit eller et almindeligt forbrugslån.
Renten af de 10.000 kroner til udbetalingen vil være noget højere, men til gengæld får du ofte en lidt lavere rente på den store del af gælden på billånet. Betal altid det dyre forbrugslån hurtigst.
Klimavenlig bil: Skal du vælge grønt billån?
Køber du en el-bil eller plug-in hybrid bil? Så kan du tage et "grønt billån".
"Grønne billån" vil i langt de fleste tilfælde være den billigste og mest oplagte løsning – også bedre end et traditionelt billån eller et realkreditlån.
Hos nogle banker og finansieringssider kan du ansøge om at tage et grønt billån.
Beregn gratis dit lån på deres hjemmesider, eller tjek om din bank tilbyder et grønt billån.
Fortryder du dit billån? Du har 14 dages fortrydelsesret
Har du fortrudt din aftale om billån? Så har du en fortrydelsesret på 14 dage.
Din fortrydelsesret gælder fra den dag, du har lavet din låneaftale, eller du har modtaget din skriftlige aftale fra din låneudbyder.
Send en mail eller et brev til din bank, din bilforhandler eller dit realkreditinstitut, hvor du skriver, at du fortryder aftalen. Gem dokumentation, der viser, at du har fortrudt billånet.
Lånebeløbet og renter har du 30 dage til at betale tilbage til din låneudbyder. Gebyrer i forbindelse med aftalen skal din låneudbyder betale tilbage til dig.

Dette lån tiltrækker mange modne boligejere
Én type lån med fast rente og afdragsfrihed er nu slået igennem hos dem med store friværdier.

Sådan undgår du kviklån
Hurtige lån lokker med lette penge, men det er en dyr fælde, og der er andre muligheder. Få hjælp til, hvordan du løser et akut behov for penge.

Rykkere og inkasso: Her er dine rettigheder
Har du for mange ubetalte regninger, og har du fået rykkere? Så kan du ende i inkasso. Bliv klogere på dine rettigheder her.