Guide: Sådan kommer du i gang med at investere i fonde og ETF’er
Få en trin-for-trin guide til, hvordan du kommer godt i gang med at investere i fonde.
At komme i gang med at investere kan føles som at træde ind i en helt ny verden. Der er begreber, tal og beslutninger overalt – og det kan hurtigt føles uoverskueligt. Mange, der aldrig har investeret før, tøver simpelthen, fordi de er usikre på, hvor de skal starte, og hvad de skal vælge. Det er helt normalt.
Denne guide er lavet til dig, der gerne vil i gang, men som har brug for konkrete trin, der ikke kræver, at du er økonomiekspert.
Investeringsfonde er et godt sted at starte
Investeringsfonde og ETF’er er et rigtig godt udgangspunkt, hvis du vil i gang med at investere en del af din opsparing. Her er du sikret en god spredning af dine investeringer både i forhold til brancher og lande, så du får en bred portefølje – og dermed mindre risiko for at tabe dine penge.
Samtidig viser Forbrugerrådet Tænks test, at du kan finde fonde, som har lave omkostninger, så du får mest muligt ud af dit afkast.
3 ting, du skal overveje, inden du går videre i guiden
- Der følger risici med alle former for investeringer – også fonde. Gør dig klart, hvor meget du er villig til at risikere at tabe.
- Inden du investerer, skal du sikre dig, at du har 2-3 månedslønninger stående til uforudsete udgifter. Vil du investere, skal du tænke langsigtet, og så nytter det ikke noget, at du har brug for pengene, du har sat i investeringsfonde, efter kort tid.
- Har du et dyrt forbrugslån eller anden dyr gæld, kan det bedst betale sig for dig at betale lånet af først.
Sådan investerer du i en fond
- Først skal du bruge et depot. Det er egentlig bare en konto, men i stedet for penge opbevarer den dine investeringer. Den kan du oprette i din bank eller via fx Nordnet, Saxo eller andre af de mere specialiserede handelsplatfome, som det også kaldes. Her skal du overveje, om du vil oprette en aktiesparekonto, hvor der følger et særligt sæt skatteregler med, eller et almindeligt frit depot. Er det første gang, du investerer dine penge, så er aktiesparekontoen det oplagte sted at starte.
- Nu skal du overføre penge til depotet. Det er de penge, du vil bruge til at købe investeringsfonde for. Det kan gøres med en almindelig bankoverførsel.
- Find en fond. Søg en investeringsfond frem på platformen. Du kan evt. bruge Forbrugerrådet Tænks test af investeringsfonde og ETF’er og søge på fondens unikke ISIN-nummer.
- Køb investeringsbeviser. Et investeringsbevis er din andel af fonden. Du køber det ligesom et produkt i en netbutik: søg fonden frem, vælg antal beviser eller beløb, og bekræft købet.
- Nu har du investeret i en fond. Herefter behøver du ikke gøre mere, før du en dag beslutter dig for at sælge.
OBS: Det kan være dyrt at handle ofte
Investering giver bedst mening på den lange bane og med et rimeligt beløb. Køber og sælger du værdipapirer hyppigt, kan fortjenesten hurtigt blive ædt op af omkostninger.
Et godt udgangspunkt at starte med er omkring 25.000 kr., men investerer du løbende, fx 1.000 kr. om måneden, kan en månedsopsparing være et oplagt alternativ.
Test: Tjek hvad en aktiesparekonto koster i din egen bank
Vores test viser, at prisen kan se anderledes ud, hvis du allerede er kunde i banken og betaler visse gebyrer i forvejen. Tjek din bank her.
Trin-for-trin: Sådan kommer du i gang med at investere via en aktiesparekonto
Aktiesparekontoen er et godt sted at starte, hvis du gerne vil i gang med at investere.
Overvejer du en aktiesparekonto? 5 ting du skal vide først
Vi har testet priser og forskelle på aktiesparekonti – dette skal du vide, før du opretter en konto.