Gå til hovedindhold

Her får du de bedste og billigste bilforsikringer til elbil 

Du kan spare tusinder af kroner ved at se dig for og vælge den billigste forsikring af elbilen, viser vores test. Se de billigste og bedste elbilsforsikringer her.

Lindi Winkel og testansvarlig Dennis Tofting Andersen · Foto: Getty Images · 23. januar 2026
Elbil på vej med Forbrugerrådet Tænks Bedst i Test logo

Din bilforsikring indeholder den lovpligtige ansvarsforsikring, men herudover har du også mulighed for at udvide bilforsikringen med en kaskoforsikring - og typisk også en række andre tilvalgsdækninger.  

Og vælger du at skifte din benzin- eller dieselbil ud med en elbil, er det ekstra vigtigt at tænke udgifterne til bilforsikringen med i budgettet. Elbilen er nemlig typisk billigere i afgifter og brændstof – men dyrere at reparere og forsikre.  

Samtidig er markedet for bilforsikringer meget omskifteligt, og den forsikring, der var det billigste valg for dig sidste år, er det ikke nødvendigvis i dag, og det kan godt betale sig at afsøge markedet for at finde den rigtige forsikring til den rigtige pris.  

Derfor har Forbrugerrådet Tænk testet bilforsikringer til elbil fra 14 forsikringsselskaber, så du trygt kan finde den billigste og bedste forsikring til din elbil. Du kan se hele testen og alle bilforsikringerne her.

Testens hovedkonklusioner

  • Der kan være rigtig mange penge at spare ved at vælge den bedste og billigste bilforsikring. Testen viser, at du kan spare op til 38 procent, eller 3.777 kr., om året ved at vælge det billigste selskab frem for det dyreste, hvis vi ser på de beregnede gennemsnitspriser for bilforsikringerne.  
  • For de enkelte fiktive bilejere, som testen tager udgangspunkt i, kan der være endnu større besparelser at hente på bilforsikringen: For nogle kunder vil prisforskellen mellem det dyreste og det billigste forsikringsselskab være over 7.000 kr. om året.  
  • Du får ikke en bedre dækning med en dyr bilforsikring. De største forskelle på bilforsikringerne i testen er priserne, mens der er langt mindre variationer i dækningerne. 
Læs mere prisforskellene testresultaterne her

Sådan har vi testet prisen på forsikringer til disse elbiler

Fordi prisen på en bilforsikring afhænger af fx model, årgang, din adresse og din alder – og hvor længe, du har haft bil, har vi beregnet priserne i testen på baggrund af 15 fiktive bilejere, der tegner bilforsikringer til 15 forskellige elbiler.  

I vores eksempler indgår der alt fra nye og uerfarne bilister med mindre biler til erfarne og ældre bilister med dyre biler, så vi på den måde får et billede af, hvor det enkelte forsikringsselskab ligger prismæssigt.  

Det betyder samtidig, at du vil opleve at få tilbudt priser hos de enkelte forsikringsselskaber, der adskiller sig fra de priser, du ser her i testen, fordi priserne i skemaet er gennemsnittet af de 15 eksempler. 

Elbilerne i testen af bilforsikringer

Testen af bilforsikringer tager udgangspunkt i 15 af de mest populære bilmodeller:  Tesla Model Y, Tesla Model 3, VW ID.4, Skoda Enyaq, Audi Q4, Polestar 2, Skoda Elroq, BMW i4, VW ID.Buzz, Renault Megane, Volvo EX30, Nissan Ariaya, Renault 5, Hyundai Kona og Kia EV3. 

Billigste og bedste forsikringer til elbil 

Vi har testet bilforsikringer til elbiler, så du kan finde den forsikring, der er bedst og billigst. 

Den beregnede gennemsnitspris for bilforsikringer til elbiler går fra lige over 6.000 kr. til lige under 10.000 kr. - og de dyrere forsikringsselskaber tilbyder ikke væsentligt bedre forsikringsvilkår end de billigere.  

Vi tildeler Bedst i Test til en bilforsikring, som både giver dig testens laveste pris og en meget fornuftig dækning. 

Vil du se, hvor du finder den billigste og bedste bilforsikringer til din elbil?

Få adgang til denne artikel og hele tænk.dk for

58 kr. / måned

Ved køb af 12 måneders medlemskab til 695 kr.

Allerede medlem?