Leder: Et dyrt bekendtskab| Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Leder: Forbrugere skal kunne forvente gennemsigtighed i finanssektoren

Anja Philip · 7. marts 2022
Formand for Forbrugerrådet Tænk Anja Philip

”Jeg har talt med vores bank, Nordea, og de kræver, at det er Danbolig, der skal stå for salg af vores hus, da de samarbejder med dem.”

Sådan lyder det i en mail fra en forbruger til en uafhængig ejendomsmægler, som vi i Forbrugerrådet Tænk har set. Henvendelsen er én blandt mange fra forbrugere, som oplever, at de ikke frit kan vælge ejendomsmægler. Det er naturligvis dybt problematisk og bunder i, at bankerne de senere år har organiseret sig i finansielle supermarkeder, hvor de tilbyder en vifte af forskellige finansielle ydelser, herunder ejendomshandel og boliglån.

Nordea og Danske Bank afviser i dette nummer af dit medlemsmagasin, at de presser forbrugerne over i bestemte ejendomsmæglerkæder. Men Danske Bank fortæller, at de selvfølgelig gør kunden opmærksom på de fordele, som de mener, der er ved at benytte bankens ejendomsmægler Home.

Det lyder uskyldigt, men for os forbrugere kan disse forbindelser inden for de finansielle  supermarkeder koste dyrt, fordi de gør det svært at gennemskue, hvad der er rådgivning, hvad der er salg, og om prisen er konkurrencedygtig, når vi sendes rundt i en salgskarrusel mellem  forskellige dele af én og samme koncern.

Det lyder uskyldigt, men for os forbrugere kan disse forbindelser inden for de finansielle  supermarkeder koste dyrt. Anja Philip Formand i Forbrugerrådet Tænk

Også for samfundet kan de finansielle supermarkeder koste dyrt. Det risikerer nemlig at svække konkurrencen, at bankerne, når huskøbet skal finansieres, sender kunden direkte videre til koncernens eget realkreditselskab, der i øvrigt kan tilbyde en husforsikring via forsikringsselskabet og desuden har et par forskellige investeringstilbud, som man kan sætte et eventuelt provenu fra hussalget i.

Vi gjorde forrige år erhvervsminister Simon Kollerup opmærksom på problemet, og en  undersøgelse fra Erhvervsministeriet af de finansielle supermarkeder er i skrivende stund på trapperne. 

I Forbrugerrådet Tænk har vi lanceret ti anbefalinger til bedre konkurrence i den finansielle sektor. Vi foreslår bl.a., at lovgivningen i langt højere grad skal sørge for, at rådgivningen i de finansielle supermarkeder sætter forbrugeres interesser og behov først. Vi anbefaler også, at det bliver nemmere at sammenligne vilkår og priser fra finansielle supermarkeder. Og så ønsker vi et forbud mod formidlingsprovisioner, der betales ved formidling af salg, fx inden for investeringer og
boliglån, og som kan skabe forkerte incitamenter og interessekonflikter. 

Vi ser frem til at høre, hvad politikerne, som opfølgning på undersøgelsen, vil gøre for at hjælpe forbrugerne og styrke konkurrencen. Danske forbrugere, og det danske samfund, skal kunne forvente gode forhold og gennemsigtighed i finanssektoren, og vores anbefalinger bør derfor ikke være særlig kontroversielle at gennemføre.

Med venlig hilsen 
Anja Philip, formand

Vil du læse mere nu?

Få adgang til alle test og artikler på tænk.dk for kun 65 kr. om måneden.

Spar 10 % og få adgang i et helt år for kun 695 kr.

Allerede medlem?