Gå til hovedindhold

Dine flyrettigheder står til at blive forringede

Du har i dag krav på kompensation, hvis dit fly bliver mere end tre timer forsinket. I fremtiden skal der dog gå fire eller seks timer, før du kan gøre dig forhåbninger om at få penge tilbage, hvis det står til EU’s ministerråd for transport.

Foto: Foto: Getty Images · 6. oktober 2025
Gruppe af mennesker der sidder med deres bagage og venter i en lufthavn.

EU’s transportministre er i juni 2025 kommet med et udkast til ændringer af den forordning, der gælder for flyrejser. Hvis deres forslag bliver stemt igennem, skal dit fly fremover ikke være tre, men fire eller seks timer forsinket, før du har ret til kompensation. 

Ministerrådet mener selv, at ændringerne vil føre til klarere og forbedrede regler for forbrugerne – men det har Vibeke Myrtue Jensen svært ved at se logikken i.

“Det er en klar forringelse at indføre længere ventetid uden ret til kompensation. Det vil betyde, at 60 procent af passagererne går glip af  deres rettigheder i forhold til i dag – og sandsynligvis også, at vi fremover vil se flere forsinkelser. For flyselskaberne kan det betale sig at komme i luften, inden fristen for kompensation udløber, og den frist bliver nu skubbet. Revisionens formål er bl.a. at gøre det enkelt for forbrugeren, men EU lægger op til, at tidsgrænsen skal afhænge af flyturens længde og distance – enten fire eller seks timer – i stedet for den nuværende faste grænse på tre timer. Det gør systemet mere kompliceret, ikke enklere,” siger hun.

Det vil den nye forordning betyde for din ventetid

Bliver den nye forordning vedtaget, lægges der fra ministerrådet op til, at du vil være berettiget til kompensation for følgende:

  • Rejser under 3.500 km og rejser inden for EU: kompensation efter forsinkelser på mindst fire timer.
  • Rejser over 3.500 km: kompensation efter forsinkelser på mindst seks timer.

Den nye forordning forventes at blive færdigbehandlet i løbet af vinteren 2025/2026.

Flyselskabernes effektivitet forventes forringet

Hos analysevirksomheden Lennoc indsamler og behandler man data om flytrafikken i Europa. Her er Paul Vaneker, der er Senior Flight Intelligence Officer, også skeptisk over for transportministrenes planer.

“Reglen om kompensation ved tre timers forsinkelse, som blev indført med den oprindelige forordning, medvirkede til, at det var mere økonomisk fornuftigt at sørge for supplerende tilgængelige reservefly i lufthavnene end at betale kompensation til deres kunder hver gang, der opstår problemer. På den måde har direktivet virket – det har forbedret flyselskabernes effektivitet og dermed forbrugernes produkt, flyrejsen. Vi forventer, at det modsatte vil ske, hvis reglerne ændres til fire og seks timer,” siger han. 

Uenighed om effekten af nye flyregler

Den danske transportminister Thomas Danielsen argumenterer for, at de ændrede regler vil give flyselskaberne incitament til at fikse de bagvedliggende problemer og få fly på vingerne snarere end at aflyse dem. Men den påstand er der ingen hold i, siger Paul Vaneker:

“Aflysninger skaber et kompleks problem for flyselskaberne, der skal ombooke deres kunder på begge sider af flyrejsen. Derfor vælger flyselskaberne ikke bare at aflyse fly uden god grund. Med ændringerne vil flyselskaberne få længere tid til at håndtere de forsinkede fly, uden at de skal betale kompensation, men det vil ikke føre til færre aflysninger.”

Automatisk kompensation kan sikre bedre forbrugerrettigheder

Ministerrådets forslag skal behandles i Europa-Parlamentet i oktober 2025. Forbrugerrådet Tænk arbejder i øjeblikket sammen med den europæiske forbrugerorganisation BEUC på at forbedre, og som minimum opretholde, de nuværende rettigheder, fortæller Vibeke Myrtue Jensen.

“For forbrugerne ville det fx være en klar forbedring, hvis der blev indført en regel om, at flyselskaberne automatisk skal betale kompensation til de kunder, der er berettiget til det som følge af forsinkelser eller aflysninger af fly. Det vil være administrativt nemmere for passageren og for flyselskabet og mindske sagsbehandling af klager. I dag er det ofte en lang og sej kamp for forbrugerne at gøre krav på deres penge fra flyselskaberne,” siger hun.

Det vil ministerrådets udkast koste forbrugerne

  • Mere end 72.000 passagerer i Danmark vil årligt miste deres nuværende ret til kompensation, hvis forordningen vedtages i sin nuværende form. Passagererne vil årligt gå glip af knap 200 millioner kroner i kompensation.
  • På EU-niveau vil 4 millioner passagerer på årsbasis miste retten til kompensation, hvilket svarer til ca. 11,8 milliarder kroner i tabt kompensation.