Gå til hovedindhold

Forsinket med tog eller bus? Her får du ikke penge tilbage

Rejsetidsgaranti sikrer dig erstatning, hvis du bliver forsinket med bus eller tog – men ikke i alle tilfælde.

Foto: Getty Images · 19. august 2025
En dansk bus med en stop-knap

Rejser du med bus eller tog, kan du søge om at få penge tilbage eller en taxa, hvis du er forsinket. Det hedder rejsetidsgaranti eller rejsegaranti, og de fleste selskaber har det. 

Men der er situationer, hvor rejsetidsgarantien ikke gælder – og hvor du derfor ikke har ret til kompensation. 

Se, hvilke her.

Er der planlagte ændringer eller forsinkelser gælder rejsetidsgarantien ikke

Informerer selskabet dig mindst 24 timer før din afgang om ændringer i køreplanen eller planlagte forsinkelser, kan du ikke søge om erstatning, når du bliver forsinket. 

Du kan kun søge, hvis bussen eller toget bliver forsinket i forhold til den nye særkøreplan.

Rejsegaranti dækker ikke, hvis du rejser med forskellige selskaber

Bliver du forsinket med bussen og misser toget, får du ikke penge tilbage for hele rejsen, hvis det er forskellige selskaber.

Kommer du fx for sent til DSB eller GoCollective -toget, fordi bussen er forsinket, får du ikke erstatning for den tid, du skal vente på næste tog.

Rejsegaranti dækker ikke altid, hvis forsinkelsen skyldes force majeure

Busselskabernes og metroens rejsegaranti har en undtagelse, så den ikke dækker, hvis bussen eller metroen bliver forsinket på grund af forhold udefra, også kaldet force majeure. Det gælder også for Movias lokaltog.

Arbejdsnedlæggelser, voldsomt vejr og trafikuheld er eksempler på force majeure. 

Togselskaberne har ikke undtagelser for forsinkelser, der opstår på grund af forhold udefra.

Rejsegarantien dækker ikke, hvis forsinkelsen er mindre end 20-30 minutter

Rejsegarantien dækker ikke, hvis din bus er forsinket mindre end 20 minutter. Det gælder også for nogle lokaltog og letbaner. 

Rejser du med DSB eller et GoCollective-tog, og er du forsinket med mindre end 30 minutter, gælder rejsetidsgarantien heller ikke. Det samme gælder for metroen.

Når forsinkelsen er din egen skyld

Tager du hjemmefra i dårlig tid, kan du ikke bruge rejsegarantien, hvis toget eller bussen er kørt til tiden.

Nogle trafikselskaber har desuden krav om, at du skal have planlagt din rejse med rimelig tid til at skifte mellem fx to busser. Det kan betyde, at du skal planlægge din rejse, så der fx er minimum fire minutter ved hvert skift, før rejsegarantien dækker.

Hvis du ikke har informeret om en grupperejse

Rejser du i en gruppe, skal du huske at melde grupperejsen til selskabet. Gør du ikke det, vil rejsegarantien ikke gælde hos nogle selskaber.

Hos nogle selskaber skal du fx informere om rejsen 10 hverdage før, I skal af sted, hvis I er over 15 personer, der rejser sammen.

Det kan også være krav om, at rejsen skal være bestilt fx fire hverdage før afgang.