Gå til hovedindhold

Sådan vælger du den rigtige autostol

Autostole skal passe til både dit barn og din bil. Barnets sikkerhed skal være i top, og regler skal overholdes. Få hjælp til at sikre dine børn i bilen.

Niels Søndergaard · Foto: Getty Images · 22. maj 2026
Baby sover i autostol

Autostolen er et vigtigt valg for dit barns sikkerhed i bilen de første år. Den skal altid passe til barnets størrelse. Men hvad skal du vælge?

Vægt og højde har betydning for valg af autostol:

  • Babyer i alderen 0-15 måneder (0-13 kilo eller op til cirka 85 centimeter)
  • Børn i alderen 1-4 år (9-18 kilo eller op til cirka 105 centimeter)
  • Større børn i alderen 4-10 år (15-36 kilo eller cirka 100-150 centimeter)
  • Børn skal ifølge loven sidde i autostol, indtil de er over 135 centimer (typisk i 8- til 10-årsalderen).

Du skal udskifte autostolen, når barnet er blevet så stort, at hovedet stikker op over kanten på stolen, eller når barnet ikke længere holder sig inden for stolens vægtgrænse.

Find en god og sikker autostol i vores test af autostole

Dit barn er 0 til 15 måneder gammelt

Babyer der er 0-13 kilo eller op til cirka 85 centimeter skal sidde i en bagudvendt autostol. Der er beregnet til børn i den størrelse og godkendt til nyfødte.

Børn skal vende bagud så længe som muligt

  • Eksperter anbefaler, at børn sidder bagudvendt så længe som muligt. Bagudvendte autostole er derfor også bedst til de lidt større børn på 1-4 år.
  • Selvom dit barn er vokset ud af babyautostolen, er det vigtigt, at den nye autostol også er bagudvendt, hvis dit barn endnu ikke er 15 måneder og/eller under 75 centimeter.

Dit barn er 1 til 4 år gammelt

Børn vokser typisk ud af babyautostolen omkring et-årsalderen. Det er barnets længde og vægt, der er afgørende for, hvornår du skal skifte og ikke alderen.

Den nye autostol må også meget gerne være bagudvendt.

Der findes efterhånden mange bagudvendte autostole til de lidt større børn. Nogle af dem kan vendes rundt, så barnet også kan sidde fremadvendt, når det har en vis længde.

Dit barn er ældre end 4 år

Børn på 4 år og derover kan skifte autostolen ud med en selepude med ryglæn, som vender fremad. De er typisk godkendt fra 15 til 36 kilo eller fra 100 til 150 centimeter.

Isofix-montering er ikke afgørende for sikkerheden i denne aldersgruppe. Isofix holder udelukkende stolen fast til bilen. Men det er bilens 3-punktssele, der holder barnet.

Nogle autostole kan have en ekstra pude, ved barnets skulder for at fordele trykket fra 3-punktsselen på barnet, når der bliver rykket hårdt i selen. Prøv stolen i din egen bil før købet, da enkelte har oplevet, at selen ikke glider godt nok igennem puden – og dermed ikke strammer op, hvis barnet har lænet sig forover.

Vælg ikke en selepude uden ryglæn til dit store barn

 

Isofix eller selemonteret autostol - hvad er sikrest?

Isofix er en teknik, hvor du kan klikke autostolen fast. Det er let og generelt mere sikkert, fordi risikoen for at spænde stolen forkert fast er væsentligt mindre med isofix.

Sikkerheden er også god ved mange selemonterede autostole. Men vær opmærksom på, at der er større risiko for, at du monterer stolen forkert.

Sæt dig derfor grundigt ind i manualen til, hvordan du skal sætte autostolen fast. Spørg forhandleren, hvis du oplever problemer.

Husk altid at tjekke, om din bil er godkendt til den stol du kigger på. Spørg i butikken, hvis du er i tvivl.

5 råd til at spænde dit barn sikkert fast

1: Stram selerne ordentligt

Selen i autostolen må ikke sidde for løst. Du skal stramme selen, så du kun lige akkurat kan få en flad hånd ind under.

Skråseler eller trepunktsseler skal stramme korrekt til af sig selv. Kontrollér, at selen ikke bliver "fanget" af autostolen nogen steder. Selen skal også stramme til igen, hvis barnet for eksempel har lænet sig fremover.

2: Tag tykt overtøj af

En tyk vinterjakke eller flyverdragt gør det næsten umuligt at stramme selen godt nok. Tag enten overtøjet af barnet, så selen kommer tættere på barnets krop, eller vær ekstra opmærksom på, at du får strammet selen godt.

3: Skråselen skal altid over skulderen

Større børn må ikke sidde med skråselen under armen eller bag ryggen.

4: Selen må ikke være snoet

Sørg for, at selen ikke er snoet. Er den det, kan du nemlig risikere, at den ikke kan strammes effektivt nok til at holde barnet i sædet.

5: Hold hofteselen væk fra barnets mave

Store børn skal have hofteselen siddende korrekt hen over hoften. Det kan ske, at hofteselen kravler op på barnets mave, hvis selen ikke er strammet ordentligt til.

Sørg derfor for at stramme selen ordentligt henover hoften, og at selen sidder rigtigt under selestyret, som er de små ”armlæn” på autostolen.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Autostolen skal være godkendt 

Den autostol du bruger, skal have et godkendelsesmærke for at du må bruge den:

  • R129 – alle nye autostole der sælges, hos forhandler skal have dette mærke
  • R44 (ECE 44-03 og 44-04) – Må ikke længere forhandles, men må gerne anvendes

Autostole godkendt efter andre (tidligere) forordninger er det ikke længere lovligt at anvende. 

I-size godkent

På det orange mærkat fremgår det også, om autostolen er I-size-godkendt. Det er langt de fleste nye isofixmonterede autostole, og det betyder, at stolen kan anvendes i en bil med I-size-godkendelse.

Hvis din bil ikke har i-size godkendelse skal du tjekke listen over godkendte biler hos autostoleproducenten for at se, om den kan anvendes i din bil. 

Universal godkendt

Der kan også stå på det orange mærkat, at autostolen er Universal godkendt. Det gælder for de fleste autostole, der skal fastgøres med bilens trepunktssele. I så fald kan den anvendes i alle biler, der har trepunktsseler. 

Isofix-autostol med topstrop 

Nogle isofix-monterede autostole har en topstrop (top tether). Det er en sele, der typisk går fra toppen af autostolen og skal fastgøres til et fastgørelsespunkt et sted bag i bilen. Det kan også være i loftet. 

Siden november 2014 har det været et krav, at alle nye biler skal være forsynet med et fastgørelsespunkt til topstroppen.