Test finder store mængder skadelige pesticider i roser
Roser er en god værtindegave, men måske du skal overveje at give noget andet næste gang, du skal til fest. Der kan nemlig være mange uønskede kemikalier i buketten.
Roser er populære at give til konfirmationer, studentergilder, bryllupper, mors dag, valentinsdag og andre store begivenheder.
I vasen derhjemme holder de måske en uge - men dykningen af roser har en noget mere langvarig effekt på både miljø og mennesker. Det viser en ny test fra vores svenske søsterorganisation Råd & Rön.
De har undersøgt 20 forskellige buketter med roser fra supermarkeder, blomsterbutikker og webshops. Testen viser, at de fleste rosebuketter er fulde af problematiske pesticider.
De testede roser er købt i svenske butikker, men dyrket i Kenya, Etiopien og Holland. Det er sandsynligt, at det samme gælder for roser købt i Danmark, vurderer testchef Hanne Damsted Vilsbøll.
22 forskellige pesticider i en rose
Råd & Rön fandt i alt rester af 71 forskellige pesticider i de testede roser, hvoraf 24 er ulovlige at bruge i EU. Men stofferne må altså godt findes på produkter, der importeres til EU.
Pesticiderne bruges til at bekæmpe svampe og insekter, men nogle af dem er mistænkt kræftfremkaldende eller direkte livsfarlige for mennesker.
En buket roser i testen indeholdt rester af hele 22 forskellige pesticider, hvoraf otte er ulovlige at bruge i EU.
Selv om det ikke er farligt for dig at have buketten stående, kan de ekstreme mængder af pesticider skabe problemer i produktionslandet.
Roser kan være skadelige for miljø og mennesker
Pesticiderne, der blev fundet i testen, kan nemlig være skadelige for miljøet, hvor roserne dyrkes, og for de mennesker der arbejder med roserne.
Mange af pesticiderne er farlige at indånde eller få på huden og hele 64 af de fundne pesticider kan skade vandmiljøet. Der findes ingen grænseværdier for pesticidrester på roser.
Alle roserne indeholdt pesticidrester, men der er stor forskel på mængderne af pesticider i buketten.
Mens roserne med færrest pesticidrester indeholdt 0,7 milligram per kilo, indeholdt buketten med den største mængde hele 84 milligram pesticider per kilo.
Fairtrade roser er ikke fri for pesticider
Fairtrade mærket stiller både krav til miljøhensyn og arbejdsvilkår, og derfor kan du gå efter Fairtrade som det mere etiske valg.
Råd & Rön fandt rester af mellem tre og elleve forskellige pesticider i de fem testede Fairtrade buketter, hvoraf flere af dem er ulovlige at bruge til dyrkning i EU.
Den svenske forbrugerorganisation fandt også et stof, som ikke er tilladt i en Fairtrade mærket produktion. Fairtrade oplyser, at de har anmeldt stoffet til deres uafhængige kontrolorgan for at komme til bunds i sagen.
Fairtrade i Sverige oplyser til Råd & Rön, at det er umuligt at undgå pesticider i produktionen på grund af vækstbetingelserne og markedets krav til roserne.
Overvej at købe en anden blomst
Testen fra Råd & Rön peger på, at du ikke kan undgå pesticider i roser.
Køber du en buket roser, kan du derfor være med til at skade miljøet i produktionslandet og de mennesker, der arbejder med roserne.
Næste gang du vil give en blomst, kan du overveje at kigge efter alternativer til roser. Du kan for eksempel gå efter mere lokalt dyrkede blomster.
Vælg økologiske blomster, hvis du helt vil undgå pesticider.
Det siger Fairtrade
-
I en artikel, skrevet i Råd & Rön, som er den svenske pendant til Forbrugerrådet Tænk, og som Forbrugerrådet Tænk refererer på deres hjemmeside, fremgår det, at Råd & Rön i en test fandt spor af pesticider i fem Fairtrade-mærkede rosebuketter. Nogle af de stoffer, der blev fundet, er ikke tilladt til dyrkning inden for EU, og et af stofferne er heller ikke tilladt efter Fairtrade-kriterier.
Herunder forklarer vi, hvordan Fairtrade arbejder for at beskytte mennesker og miljø mod skadelige pesticider i rosendyrkning, og hvordan vi har handlet efter oplysningerne i Råd & Röns artikel.
Pesticider i roser
Mange mennesker er afhængige af Fairtrade-roser for at sikre sig en indkomst. I dag arbejder over 60.000 mennesker på Fairtrade-certificerede plantager i Østafrika, heraf 38.000 i Kenya.
For at beskytte medarbejderne og det omgivende miljø på rosefarmene stiller Fairtrade strenge krav til, hvordan pesticider må bruges. En lang række pesticider er fuldstændig forbudt. For pesticider, der må bruges, er der strenge regler for, hvordan de skal håndteres. Det drejer sig blandt andet om krav til værnemidler, at kun uddannet personale må bruge pesticider og krav om regelmæssige lægetjek for personale, der arbejder med sprøjtning.
Man kunne ønske, at roser kunne dyrkes helt uden pesticider. Det er desværre ikke muligt ud fra nutidens vækstbetingelser og det globale markeds store efterspørgsel og krav om fejlfrie blomster.
Regelmæssig uafhængig kontrol
Fairtrade-mærket betyder, at det uafhængige kontrolorgan Flocert tjekker hele forsyningskæden for at holde øje med, hvordan de Fairtrade-certificerede blomsterplantager lever op til kriterierne. En certificering gælder for tre år ad gangen. I disse år udfører Flocert mindst én kontrol og i nogle tilfælde flere. Derudover kan der til enhver tid udføres uanmeldt kontrol. Kontrol af, hvordan pesticider bruges, er altid en del af kontrolbesøget, da det er et vigtigt fokus i blomsterplantager.
Mistænkte fejl rapporteres til Flocert
Udover de regelmæssige kontroller handler Flocert også på rapporter. Når Fairtrade modtager information om, at der kan være begået en fejl, sker der derfor altid en anmeldelse til Flocert.
For at reducere sundheds- og miljørisici forbundet med pesticider omfatter Fairtrades kriterier en omfattende liste over farlige stoffer. Den opregner forbudte pesticider og pesticider, hvor deres anvendelse er strengt reguleret.
Et pesticid, som Råd & Rön fandt i sin analyse – Lambda-cyhalothrin – har ikke været tilladt efter Fairtrades kriterier siden 2022. At den alligevel blev fundet, kan skyldes en fejl på en plantage. Det kan også skyldes, at nogle plantager under visse særlige omstændigheder kan få dispensation til at fortsat at anvende midlet i en udfasningsperiode (som udløber i juli 2024).
I dette tilfælde har Fairtrade lavet en anmeldelse til Flocert, som har sat en undersøgelse i gang for at finde ud af, hvad der er sket i denne sag. Sådanne undersøgelser er en vigtig del af Fairtrades arbejde med løbende at forbedre opfølgningen og styrke beskyttelsen af medarbejdere på rosenplantager.
Forskellige forhold i EU og Østafrika
Artiklen i Råd & Rön viser også, at nogle af de stoffer, der må bruges i Fairtrade-certificeret dyrkning, ikke er tilladt i rosendyrkning inden for EU. Omvendt er 16 af de pesticider, der er forbudt efter Fairtrade-kriterierne, i øjeblikket godkendt af EU.
Det kan virke mærkeligt, at Fairtrade tillader pesticider, der ikke er tilladt i EU og omvendt. Det er der flere grunde til:
En grund er, at roser i Østafrika dyrkes under helt andre forhold end i Europa. Det betyder, at Fairtrade-mærkede roser har et meget lavere klimaaftryk og kræver mindre vand – men også at der skal visse sprøjtemidler til for at håndtere skadedyr og sygdomme. I varmere og mere fugtige områder har skadedyr en kortere inkubationscyklus, og vejret kan favorisere skadedyrs reproduktion året rundt. Det stiller forskellige krav til effektiviteten af pesticider. Nogle pesticider, der bruges i EU, er heller ikke tilgængelige i Østafrika.
En anden grund er, at Fairtrades og EU's lister over forbudte stoffer opdateres med forskellige intervaller. Fairtrade International gennemfører en fuldstændig gennemgang af sin liste over forbudte stoffer regelmæssigt (mindst hvert femte år) og med en gennem gang derimellem. EU's liste over farlige pesticider opdateres løbende. Det er praktisk talt umuligt at revidere Fairtrades liste, hver gang EU ændrer sin. Fairtrades liste over farlige stoffer i blomsterproduktion bliver revideret i 2024.
For overskuelighedens skyld skal det siges, at EU's forbud mod pesticider gælder for dyrkning af roser inden for EU. Der er ingen forbud mod at importere eller sælge roser med spor af pesticider.
Hvorfor skal jeg købe Fairtrade-certificerede blomster?
Fairtrades mål er at bidrage til en mere bæredygtig handel og mere retfærdige vilkår for befolkningen længst ude i værdikæden. Ved at vælge Fairtrade-mærkede blomster bidrager du til levebrødet for en lang række medarbejdere på Fairtrade-certificerede plantager. Højere lønninger, bedre arbejdsforhold og større fokus på ligestilling er nogle af fordelene ved Fairtrade ifølge ansatte på rosenplantager i Kenya, Uganda og Etiopien.
Også ud fra et miljø- og klimasynspunkt er der flere fordele ved at vælge Fairtrade-roser. En samlet sammenligning – en såkaldt livscyklusanalyse – af forskellige faktorer viser, at Fairtrade-roser fra Østafrika har væsentlig mindre klimapåvirkning end roser dyrket i Holland (også når transporten tages i betragtning). Brug af pesticider er en parameter, der afvejes i en sådan analyse, men der tages også højde for andre parametre som vandforbrug, kuldioxidudledning og energiforbrug. For alle parametre undtagen pesticider har Fairtrade-mærkede roser et væsentligt lavere klimaaftryk end roser dyrket i Holland.
Læs mere om livscyklusanalysen af Fairtrade-roser:
https://fairtrade-maerket.dk/nyheder/pressemeddelse/ny-rapport-fairtrade-roser-fra-kenya-har-mindre-klimaaftryk-end-roser-fra-holland/
Klimaforandringerne vil ændre vores forbrug
Klima- og biodiversitetskrisen kommer til at føre til forandringer i forbruget. Spørgsmålet er blot hvordan og hvor meget.
Hvordan stopper vi overforbruget af tøj?
Ny undersøgelse viser, at vi er knap så gode til at handle på klima- og miljøidealerne, når det handler om vores forbrug af tøj. Politikerne skal på banen, mener bl.a. en forsker og Forbrugerrådet Tænk.
Hummus: Er det bæredygtigt?
Hummus stammer oprindeligt fra Mellemøsten, og er blevet budt velkommen på danskernes menukort. Hummus er både mættende, billig og bæredygtig.