Ingrid ærter
Du kender med garanti kikærter, men mon du har hørt om ingrid ærterne? Ingrid ærter har gode vilkår for at gro i Danmark og har på mange måder samme kvaliteter som kikærten. Læs her, hvordan du koger og bruger ingrid ærter.

Hvis du er glad for kikærter, så skulle du prøve ingrid ærterne, der både i smag og struktur ligner kikærter.
Bælgfrugten trives godt i det danske klima, og mange af de ærter, du kan købe i butikkerne, er danske. De er derfor et godt valg, hvis du gerne vil have en lokal produceret bælgfrugt.
Her får du svar på
- Hvad er ingrid ærter?
- Disse retter er gode med ingrid ærter
- Test af kikærter og ingridærter
- Sådan koger og udbløder du ingrid ærter
- Sådan giver du ingrid ærter smag
- Opbevaring
- Holdbarhed
- Spis eller smid ud?
- Kan ingrid ærter fryses?
Hvad er ingrid ærter?
Ingrid ærter er en bælgfrugt, der dyrkes i Danmark. Ærten er tørret og gul og minder om kikærter både i smag, struktur og udseende. De smager lidt mere af ærter og er en smule mindre, men de kan bruges i mange af de samme retter.
Ingrid ærter kan gro i Danmark, og derfor er de et oplagt alternativ til kikærter, hvis du ønsker en dansk variant.
Test af kikærter og ingridærter
I vores test af kikærter havde vi også ingridærter med. I testen klarer ingridærten sig godt på flere parametre.
Sådan koger og udbløder du ingrid ærter
Tørrede ingrid ærter skal udblødes i 10-12 timer i køleskabet. Kassér vandet efterfølgende, og kog dem i friskt vand i ca. 30-60 minutter. Producenterne skriver forskellige kogetider og iblødsætning, så følg altid anvisningerne på emballagen.
Vil du gemme kogevandet, skal du afkøle det hurtigt og opbevare det i køleskabet i max 3-4 dage. Kogevandet kan du bruge som aquafaba - ligesom med kikærter.
Det er en god idé at udbløde og koge en hel pose af gangen og putte i fryseren i mindre portioner. Så er du sikret at have spiseklare ingrid ærter, når du skal bruge dem.
Sådan giver du ingrid ærter smag
Ingrid ærter har en god ærtesmag, men de har som andre bælgfrugter stadig glæde af lidt ekstra krydderi, salt og surt, fx citron eller eddike, uanset om de kommer i en marinade eller gryderet.
De indeholder ikke meget fedt, så for at fremhæve smagene, kan det være en god ide at tilsætte lidt ekstra fedt i form af smør eller olie.
Hvis de ikke indgår i en ret med fx kød, kan det også være en god ide at tilføre ingredienser, der giver umami. Det kan fx være soltørrede tomater, tomatpure, soyasauce, svampe, parmesanost og tang.
Disse retter er gode med ingrid ærter
Ligesom kikærter er ingrid ærter gode at bruge i mange forskellige retter. De kan både laves til hummus og deller, men smager også godt enten marinerede eller ristede på panden til brug i salater, wraps eller som topping på fx supper.
Derudover er de oplagte at bruge i gryde- eller karryretter, hvor de giver fylde og bid, og så egner de sig også godt til en klassisk omgang gule ærter - ligesom med flækærter.
Ingrid ærter kan også godt bruges i det søde køkken. Ingrid ærter kan også bruges i kager og bagværk enten blendede eller i form af ærte-mel. Som med kikærter kan kogevandet – aquafaba – også bruges som alternativ til æggehvider i fx mousser, marengs eller til en plantebaseret mayo.
Opbevaring
Tørrede ingrid ærter kan opbevares bedst i køkkenskabet.
Holdbarhed
Tørrede ingrid ærter kan holde sig i op til ca. 2 år. Ofte til efter bedst før-datoen.
Ingrid ærter, der har ligget i blød og er kogt, kan holde sig 3-4 dage i køleskabet.
Spis eller smid ud?
Brug sanserne. Ingrid ærter, der smager eller lugter dårligt, skal du smide ud. Hvis der er mug på en portion ærter, skal du kassere hele portionen - også selvom det kun er en del af portionen, der er berørt.
Kan ingrid ærter fryses?
Du kan godt fryse ingrid ærter, der har ligget i blød og er kogt, så du kan brue dem senere.
Kog gerne en hel pose af gangen og frys ned i mindre portioner, så har du alligevel altid ærter klar til brug.
Støttet af


Det skal du vide om mungbønner
Mungbønner er små, grønne bønner med en mild smag. De er rige på protein, fibre og vitaminer, og de er gode i både salater, supper og som spirer. Læs her, hvordan du koger dem og giver dem smag.

Sådan bruger du bælgfrugter
Bælgfrugter som bønner og linser er fyldt med proteiner, fibre og vitaminer, og de har et lavt klimaaftryk. Få tips til at bruge dem her.

Bønne Burrito
Nem, lækker burrito, der kan blive en af hverdagens favoritter. Se opskriften her.