Alternativer til nonstick-pander
Nonstick-pander egner sig ikke til alt, og der kan være god grund til både at have en nonstick-pande og en jernpande, der kan tåle høje temperaturer.

Stegepander med nonstick-belægning er populære pander, som er gode til det fleste stegeopgaver. Vi har testet nonstick-stegepander uden PFAS, og er du på jagt efter en god en af den slags, så kan du i vores test af stegepander finde flere gode pander
Afhængig af hvad dine behov er, og hvordan du godt kan lide at stege, så er der måske andre typer af stegepander, som er bedre for dig.
Vi har set på forskellige typer af pander.
Nonstick-pander er ikke gode til høj varme
Pander med nonstick-belægning er oftest bedst til lav og middel varme, og belægningen gør, at du kan bruge meget lidt eller intet fedtstof
Belægningen kan tage skade ved meget høje temperaturer, og derfor er de ikke bedste pander til for eksempel at stege bøffer ved høj temperatur. På de stegepander vi har testet, er den generelle anbefaling fra producenterne at panderne kan klare en maks. temperatur på omkring 150-270 grader C. Vi har ikke efterprøvet det.
Panden skal ikke komme i berøring med redskaber lavet af metal, da de kan ridse belægningen.
Pander af pladejern
Pander af pladejern egner sig til alle temperaturer – også høje temperaturer. Pladejern er et materiale, der tåler høje temperaturer, men panden skal varmes forholdsvist langsomt op ellers risikerer du, at jernet slår sig. Især med induktion og gas, som kan varme meget hurtigt, skal du være opmærksom på dette.
Pander af pladejern og støbejern er typisk tungere end nonstick-pander.
Før du køber en stor pande af jern, kan det være en god ide at prøve i butikken, hvordan den er at holde og løfte.

Pander af pladejern skal køres ind
Nye pladejernspander er lyse i metallet, men med tid får panderne en mørk belægning.
Når du får en ny pande af pladejern, skal den hjælpes på vej til at få den naturlige belægning, der nærmest fungerer som en nonstick-belægning.*
- Vask panden i varmt vand. Der kan være urenheder, fedstof eller bivoks på panden. Tør panden helt tør med køkkenrulle.
- Varm et par spiseskefulde olie i panden på middel varme.
- Hæld olien ud, og tør panden let af.
- Varm panden op på middel varme, så den ryger og begynder at danne en belægning.
Gode råd til rengøring af pladejernspander
- Rengør altid panden alene i varmt vand. Brug ikke sæbe, og kom den ikke i opvaskemaskinen. Det vil ødelægge belægningen.
- Tør panden grundigt efter vask.
- Giv panden lidt olie, før du stiller den væk.
Pander af støbejern
Støbejernspanden er modsat pladejernspanden mørk fra starten af.
Støbejernspander kan bruges ved høje temperaturer, og støbejern leder varme godt, og det holder godt på varmen. Til gengæld er de ofte tunge, så det er ikke den type pande du skal bruge, hvis du vil vende pandekagerne i luften.

Gode råd til rengøring af støbejernspander
- Lad panden køle helt af inden rengøring.
- Rengør altid panden i varmt vand uden sæbe.
- Giv panden lidt olie efter rengøring.
Sådan redder du en slidt støbejernspande
Er panden blevet slidt at se på, kan du give panden en grovere omgang og nærmest ‘genstarte‘ panden med en saltrengøring.*
- Hæld et kilo salt i panden og sæt den på et varmt blus. Det kan ryge noget, så tænd for udluftningen.
- Lad panden stå på blusset i 15-20 minutter og rør i saltet hvert femte minut. Snavs og fedt sætter sig i saltet, og derfor skal du røre i saltet.
- Lad panden køle af og smid saltet ud. Nu skulle panden gerne være renset for urenheder, og vask nu panden i varmt vand. Stil panden tilbage på blusset, så alt vand fordamper.
- Hæld nu madolie i panden, og lad den stå på middel varme i 10 minutter. Sluk derefter for blusset og lad panden stå og 'trække' med olien i 12 timer. Du kan eventuelt varme olien op igen i 15 minutter, og lade den trække i 12 timer igen.
*Disse anbefalinger er ikke efterprøvet i laboratorie, men er mere generelle råd for disse typer af stegepander

Undgå at ødelægge din stegepande med disse 7 råd
Stegepander med nonstick-overflade kan nemt ødelægges, hvis du ikke behandler dem ordentligt. Pas på din stegepande med disse syv nemme råd.

Disse nonstick-stegepander er Bedst i Test
En stegepande med nonstick-belægning kan bruges til mange stegeopgaver. Vi har testet 11 pander uden PFAS, se hvilke der er de bedste i test.

Kapselkaffemaskiner med mælkeskummer
Espresso og mælkeskum hører sammen. Vi ser på kapselkaffemaskiner med mælkeskummer.