Gå til hovedindhold

Der er også uønsket kemi i helsekostbutikker

Hvis du tror, du er sikret mod uønskede stoffer, fordi du køber kosmetik- og plejeprodukter i helsekostbutikker, tager du desværre fejl. Det er en god idé at tjekke det enkelte produkt, hvis du vil undgå uønsket kemi.

Sally Ungaretti · Foto: Getty Images · 8. oktober 2025
der er også uønsket kemi i helsekostbutikker

Helsekostbutikker forbindes af mange med sundhed, økologi og omtanke, og der er da også mange gode produkter at finde i de forskellige butikker – lige fra mad-og drikkevarer til kosmetik- og plejeprodukter. Men du er ikke automatisk sikret imod at købe plejeprodukter som cremer, makeup, sæbe og olier med uønskede stoffer, når du træder over dørtærsklen og ind i den urteduftende butik. Det samme gælder for de mærker, der forhandles i butikkerne. 

Der er ingen garanti for "renere" produkter i helsekostbutikkerne

”Vi møder flere, der tror, at det, der bliver solgt i en helsekostforretning, automatisk er renere og bedre end det, du fx kan købe i supermarkedet eller i Matas. Men det er ikke nogen ren selvfølge. I helsekostforretninger er der – ligesom alle andre steder – også produkter, der kan give allergi, være miljøskadelige eller har mistænkt hormonforstyrrende stoffer i sig,” siger konstitueret projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi Christel Søgaard Kirkeby.

Kaster du et blik på ingredienslisterne for nogle af plejeprodukterne fra store mærker som Urtekram, Weleda og Lavera, der ofte forhandles i helsekostbutikkerne, kan du bl.a. finde en lang række parfumestoffer, der er allergifremkaldende og miljøskadelige, samt det mistænkt hormonforstyrrende stof benzyl salicylate. Selvom du godt kan finde produkter fra producenterne, der er fri for uønsket kemi, kan du altså også finde produkter, der får B- eller C-kolben i Forbrugerrådet Tænks app Kemiluppen.

Undgå uønsket kemi med Kemiluppen

”Hvis du vil undgå uønsket kemi i plejeprodukter, er du nødt til at undersøge det enkelte produkt. Heldigvis er det nemt med Kemiluppen, hvor du både får en bedømmelse af produktet og forklaringen på, hvilke stoffer der er problematiske, og hvorfor. Så kan du selv bestemme derfra, om du vil købe produktet, selvom det fx indeholder parfume,” fortæller Christel Søgaard Kirkeby. Alle produkter med parfume får automatisk B-kolben i Kemiluppen, da alle typer af parfume kan være allergifremkaldende. Det gælder også for naturlige æteriske olier. Nogle parfumestoffer er derudover også miljøskadelige eller mistænkt hormonforstyrrende. Er der parfume i et produkt beregnet til børn, får det C-kolben, da børn ikke bør udsættes for parfume, påpeger Christel Søgaard Kirkeby. 

Helsekæde lytter til forbrugerne og justerer sortiment

Butikskæden Helsam, der driver en del helsekostbutikker i Danmark, oplyser, at kæden selv gennem feedback fra sine kunder er blevet gjort opmærksom på en større efterspørgsel efter parfumefrie og allergivenlige produkter. I forbindelse med at Helsam-kæden og Helsemin-kæden blev fusioneret i 2024, har kæden påbegyndt en proces for at definere en fremtidig profil, der bl.a. vil indebære strammere udvælgelseskriterier for produkter i deres sortiment, fortæller kæden til Forbrugerrådet Tænk.