Du kan godt bruge sidste års solcreme
Hvis solcremen lugter normalt, ser normal ud og har normal konsistens, kan du godt bruge den, selvom den har været åben sidste sommer.
Fotokredit: Getty Images
Skal den solcremerest, der er tilbage fra sidste sommer, smides ud eller smøres på? Vi har testet, om beskyttelsen stadig holder efter et år.
Konklusionen er, at det gør den, så du kan trygt bruge resterne af solcreme fra sidste år.
Testen af solcremernes holdbarhed viste, at de holdt den lovede solfaktor – i testens tilfælde SPF 30 og 50+. Det vil sige, at cremernes evne til at beskytte mod både UVB- og UVA-stråler var intakt, et år efter at flaskerne blev åbnet.
De fleste solcremer holder deres SPF efter 14 måneder
Resultatet viste, at seks af de otte produkter var helt fine. De lugtede fint og så fine ud, og de beskyttede mod solens UV-stråler som lovet.
Af de to produkter, hvor UV-beskyttelsen var lavere var den ene ”skilt”, og derfor tydelig forandret ved opbevaringen. Begge produkter gav fortsat en del UV-beskyttelse, men dog mindre end lovet efter de næsten 14 måneders brug og opbevaring.
Sådan tjekker du om din solcreme er i orden
På baggrund af vores test konkluderer vi således:
- En solcreme, der ser normal ud, kan stadig bruges et år senere. Omvendt bør du lade være, hvis der er tegn på forringelse.
- Start med at bruge lugtesansen. Hvis produktet lugter mærkeligt eller anderledes end normalt, bør det ikke bruges. Det kan både være ineffektivt og give hudirritation.
- Tjek også farve og konsistens. Hvis det ikke er en ensartet cremet masse, men fx en klumpet eller adskilt konsistens, der kommer ud, skal du smide solcremen ud. Nogle solfiltre er kun opløselige i enten vand eller olie, så hvis de to dele er skilt, kan du risikere at smøre dig med den del, der ikke indeholder filter.
Smid din solcreme ud, hvis:
- Lugten er forandret eller mærkelig
- Farven har skiftet
- Konsistensen har ændret sig, så den fx skiller
- Hvis du er i tvivl, så køb en ny
Solcreme kan godt blive for gammel
Solcreme kan blive harsk eller inficeret med bakterier og svampe. Risikoen for, at solcremen bliver dårlig, er størst, hvis solcremen opbevares længe ved høj varme – for eksempel på stranden eller i bagruden af bilen.
Tjek derfor altid din gamle solcreme, inden du smører dig ind i den.
Testen af solcremers holdbarhed er lavet i 2024 -2025 af Forbrugerrådet Tænk.
Disse solcremer dumper i test
Vælger du solcreme efter den solfaktor, der står på emballagen? Så vær opmærksom – vi har fundet tre solcremer til både børn og voksne, hvor solfaktoren ikke er så høj som lovet. To af solcremerne indeholder desuden uønsket kemi.
Test viser: 30 solcremer er uden uønsket kemi
Du har rigtig gode muligheder for at finde en solcreme fri for problematiske stoffer. Hele 30 ud af 50 solcremer er fri for uønsket kemi i vores årlige kemitest.
Kemi i solcreme: Ingredienser du skal holde øje med
Solcreme kan indeholde UV-filtre, parfume og konserveringsmidler, som kan være mistænkt for at være hormonforstyrrende eller allergifremkaldende. Her er dem, du bør kende.