Sådan bruger du bælgfrugter
Bælgfrugter som bønner og linser er fyldt med proteiner, fibre og vitaminer. De er mindre klimabelastende og billigere end kød. Få tips til at bruge dem her.
Du kender måske kikærter og kidneybønner, men hvad med røde linser, sortøjebønner eller mungbønner? Bælgfrugter er et godt alternativ til kød og virkelig lækre i supper, gryderetter og salater.
Hvad er bælgfrugter?
Bælgfrugter er modne, tørrede frø fra bælgplantens frugter og tilhører ærteblomstfamilien. Udvalget er stort, og de findes i mange forskellige farver, størrelser og smage.
De kan inddeles i tre kategorier: Bønner, linser og ærter. Du kan købe dem spiseklare som konserves og frosne og som tørrede – økologiske og ikke-økologiske. Og så kan du købe bælgfrugter som mel, fx kikærtemel (grammel) og linsemel.
Bælgfrugter har lavt klimaaftryk
Kikærter, kidneybønner og andre bælgfrugter er et godt valg, når du vil spise proteinrigt. Samtidig er de fulde af fibre, vitaminer og mineraler. Det høje proteinindhold i bælgfrugter gør, at du helt eller delvist kan erstatte kød i dine måltider og samtidig holde dig mæt over længere tid.
Bælgfrugter er blandt de fødevarer, der generelt har et lavt klimaaftryk. De kan dyrkes mange steder i verden, og også i Danmark er der stadig flere, der dyrker bælgfrugter som hestebønner, linser, kikærter og gule ærter økologisk og konventionelt.
Læg dine tørrede bønner i blød, og kog dem korrekt
Du skal altid lægge dine tørrede bønner i blød, før de koges. Ofte er det 10-12 timer, men følg anvisningen på pakken. Iblødlægningen skal foregå i køleskab for at undgå sundhedsskadelige bakterier, der udvikler sig ved stuetemperatur. Bagefter skal vandet kasseres.
Når bønnerne er blødgjorte, skal du koge dem møre. Bælgfrugter indeholder fra naturens hånd lektiner, der er naturligt forekommende giftstoffer, som skal nedbrydes. Det gør du ved at koge bønnerne ved mindst 100 grader, hvor de ødelægges. Kog bønnerne helt møre, da du ellers kan du få ondt i maven.
Du kan godt bruge kogevandet i madlavningen, hvis det bruges straks eller er kølet hurtigt ned i køleskab.
Der er et par få enkelte undtagelser: Fx skal mungbønner ikke ligge i blød inden kogning, og de kan derfor være gode at have på lager til de dage, hvor du har glemt at lægge bønner i blød aftenen før. Et andet fif er, at koge en stor portion og fryse bønnerne ned med det samme, så du altid har til en gryderet eller en gang hummus.
Gode retter med bønner og ærter
- Chili sin Carne (kidneybønner, sorte bønner, brune bønner)
- Bønnecreme (hvide bønner)
- Hummus og falafler (kikærter)
- Madpandekager (kikærtemel)
- Krydrede og ristede kikærter som snack eller ekstra knas i salaten eller på suppen
- Bønnedeller (kidneybønner, sorte bønner m.m.)
- Som fyld i eller topping på supper
- Brownies (sorte bønner)
Giv dine bønner og linser smag
Bønner og linser skal have lidt ekstra hjælp for at smage af noget. Bælgfrugter optager smag fra fx krydderier, så du kan med fordel koge dine bønner og linser med krydderier eller løg for at tilføje smag.
Du kan også søge inspiration i retter fra Indien, Mellemøsten, Nordafrika eller Latinamerika, der er områder, som ofte er gode til at bruge krydderier og bælgfrugter.
Gør hverdagen lettere med bønner fra dåse
Hvis du bruger bønner fra dåse, kan du bruge dem direkte i retten, da de er tilberedt korrekt. Dåsebønner er lige så sunde som de tørrede, men til gengæld er konsistensen lidt lækrere på dem, du selv udbløder. Prisen er væsentlig højere på konservesbønner.
Brug linser direkte i din ret
Linser skal ikke først lægges i blød som bønner, men du kan bruge dem direkte i din suppe eller gryderet. Linser indeholder et lavt indhold af lektiner. Du skal huske at skylle dem grundigt inden kogning.
Gode retter med linser
- Dhal (røde linser)
- Linsebolognese (beluga)
- Lasagne (røde, grønne, puy, beluga)
- Karryret med linser (grønne, puy, beluga)
- Linsedeller (røde, grønne, beluga, puy)
- Linsepandekager (røde eller linsemel)
- Supper (alle linser)
Kilder: altomkost.dk, Fødevarestyrelsen og raadetforsundmad.dk
Bønne Burrito
Nem, lækker burrito, der kan blive en af hverdagens favoritter. Prøv den i dag.
Det skal du vide om belugalinser
Belugalinser er små, sorte linser. De har en fast struktur, når de er kogt, og derfor er de velegnet til at erstattet kød helt eller delvis i retter. Læs hvor længe, du skal koge linserne, og få tips til at give dem ekstra smag.
Disse kidneybønner anbefaler vi
Der er meget stor forskel på kvaliteten af de kidneybønner, du kan købe i supermarkedet. Det viser vores test.