Reklametrykket på vores børn er ude af kontrol
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Reklametrykket på vores børn er ude af kontrol

Børn bombarderes med reklamer for usunde fødevarer - særligt fra influencere. Umiddelbart kan det se ud som om, at branchens frivillige aftale har spillet fallit, mener direktør i Forbrugerrådet Tænk, Winni Grosbøll.

· 8. oktober 2024
Portrætfoto af Winni Grosbøll

Der er ting, som børn ikke kan, og hvor de har brug for hjælp.

Det er fx veldokumenteret, at børn kan have svært ved at afkode og forstå reklamer – særligt, hvis markedsføringen er pakket ind i underholdning. 

Derfor har de voksne, i form af danske politikere, erhvervsliv og medier, over årene lavet forskellige regler og retningslinjer, der har haft til formål at beskytte børn mod reklamer. Både ved at sætte grænser for hvor og hvor mange reklamer børnene kan møde, og hvad virksomheder må reklamere for, når børn er målgruppen. 

Men især fremkomsten af influencermarketing har givet nye udfordringer. For selvom fødevarebranchen og danske medier har underskrevet en frivillig aftale om, at man ikke reklamerer for usunde fødevarer overfor børn, har vi i Forbrugerrådet Tænk haft utroligt nemt ved at finde eksempler på, at landets største børne- og unge-influencere reklamerer for slik, chips, fast food og sodavand. 

I to af sagerne anmeldte vi tidligere på året Kims Chips og Burgerkæden The Burger Concept til fødevarebranchens egen klageinstans. Klageinstansen gav os ret i begge sager. 

Især fremkomsten af influencermarketing har givet nye udfordringer. Winni Grosbøll

Alligevel kørte Kims videre med deres markedsføring, selvom afgørelsen klokkeklart sagde, at de brød med den frivillige aftale, de selv havde underskrevet. The Burger Concept stoppede deres kampagne, da afgørelsen kom, men da var budskabet afleveret og pengene tjent. Og hverken virksomhederne eller influencerne fik bøder eller andre sanktioner. 

Umiddelbart kan det altså se ud som om, at branchens frivillige aftale har spillet fallit, og de to sager er samtidig symptom på et større problem. Nemlig at reklametrykket på vores børn er ude af kontrol, og at det alt for ofte er produkter, der er usunde eller direkte uegnede for børn, som der reklameres for. 

Vi ved, at sunde madvaner etableres i barndommen og er afgørende for vores børn og unges sundhed og trivsel. Samtidig viser en undersøgelse, at langt størstedelen af den markedsføring for fødevarer, som børn møder, er reklamer for usunde fødevarer. Det er et modsætningsforhold, der er til at få øje på, og man fristes til - lidt polemisk - at spørge om der er en voksen til stede? 

Måske er der. I hvert fald har erhvervsminister Morten Bødskov bebudet, at han vil se på om der skal laves ny lovgivning, der kan beskytte børnene bedre end fødevarebranchens frivillige kodeks. 

I Forbrugerrådet Tænk hilser vi ministerens udmelding velkommen. For vores børn skal have lov til at være børn uden at blive dænget til med mere eller mindre skjulte reklamer for usunde og egnede produkter. 

Med venlig hilsen 

Winni Grosbøll, direktør i Forbrugerrådet Tænk