Sådan passer du på din elcykel
Elcyklen skal passes som en cykel, men der er ting ved elcyklen, som kræver særlig opmærksomhed.
Elcyklen kræver den samme vedligeholdelse som en almindelig cykel, og så lidt mere til. En pumpet og smurt cykel kører bedre og bruger mindre batteri, end en cykel der er halvflad og har en rusten kæde.
Batteriet er den del på elcyklen, som du selv skal være mest opmærksom på.
Selve elmotoren kan du ikke selv vedligeholde, og hvis den går i stykker, skal du henvende dig der, hvor du har købt cyklen eller hos en reparatør.
Forbrugerrådet Tænk har testet elcykler og elcykelmotorer og har derfor også set på hvilke udfordringer elcyklerne kan have, når de bliver brugt.
Her får du 7 tips til vedligeholdelse og hvordan du ellers passer på din elcykel.
1. Lav et rasletjek
Et rasletjek er en hurtig måde at finde ud af, om alle dele på din cykel sidder som de skal.
Rasletjekket laver du ved at løfte cyklen 5 centimeter over jorden og slippe den.
Lyden, som cyklen giver, når den er ny, må du meget gerne lære at kende. Så kan du høre, hvordan den skal lyde, når du gør det efterfølgende.
Sidder nogle dele løst, kan du høre, at det rasler og lyder anderledes. Spænd eventuelt selv efter, hvis du kan se hvilke dele, der sidder løst.
Besøg cykelsmeden hvis du ikke kan se, hvilke dele der rasler.
2. Pump dækkene helt op
Halvflade dæk gør din cykel tungere at køre på, og det er dårligt for dine dæk i længden, hvis de ikke er pumpet til maksimumgrænsen.
Dækkene på din cykel bliver slidt op meget hurtigere, hvis du kører med halvflade dæk. Til sidst flækker dækkene i siden, og så skal du bruge penge på nye dæk.
Maksimumgrænsen for lufttryk står på dækket. Med en dæktryksmåler kan du sørge for, at dækket ikke pumpes for meget.
En dæktryksmåler findes på nogle nyere cykelpumper. Hvis din pumpe ikke har en dæktryksmåler, kan du få trykket målt hos cykelsmeden.
3. Giv kæden olie
Kæden på din cykel bliver løs eller rusten med tiden.
Forlæng kædens levetid ved at kigge på kæden indimellem. Den må gerne se lidt våd ud, men den skal ikke søbes til i olie.
Kæden har brug for at få olie med jævne mellemrum, men det skal ikke være for ofte:
- Om sommeren: Smør kæden hver 2. måned
- Om vinteren: Smør kæden 1 gang om ugen
4. Rod ikke selv ved kablerne
Håndbremser og gear er afhængige af velfungerende kabler.
Kablerne til din håndbremse og dit gear kan hurtigt gå i stykker, sætte sig fast eller blive for løse på grund af rust eller slid.
Kablerne er vanskelige at gøre noget ved, medmindre du er en habil hobbymekaniker. Du kan let komme til at gøre mere skade end gavn.
Cykelmekanikeren kan stramme eller skifte kablerne. Så tag cyklen forbi værkstedet, hvis den er gal med kablerne.
5. Tjek bremserne
Bremserne skal altid fungere på din cykel. På en elcykel bliver bremserne dog hurtigere slidt, fordi du kører hurtigere og typisk har flere opbremsninger.
Sørg for at tjekke dine bremser ofte og få dem skiftet, når de er slidte
6. Rens cyklen for salt
Vejsalt er virkelig skidt for en cykel, fordi saltet får cyklen til at ruste. Skyl saltet af med en børste og en haveslange, hvis du har kørt på saltede veje om vinteren.
Spuler du cyklen, skal du være opmærksom på, at du risikerer at spule olien af eller få presset vand ind i kuglelejerne og kablerne. Undgå at bruge en højtryksspuler, da den spuler for kraftigt.
7. Pas på batteriet
Batteriet er ekstra følsomt overfor lave temperaturer. Det tåler ikke frost, og når det er koldt i vejret, skal du altid huske at tage batteriet med indenfor. Et koldt batteri tager længere tid at oplade.
Batteriet må helst ikke køres helt fladt, og det må heller ikke oplades for længe af gangen.
Bruger du ikke cyklen i et par måneder, bør du sikre dig, at batteriet ikke bliver helt afladt. Det dræber nemlig cellerne i batteriet, og kan betyde, at kapaciteten forringes betragteligt.
8. Få en serviceaftale
Elcykler kræver mere vedligeholdelse og flere dele er elektriske. Det er derfor en god i de at få en serviceaftale med forhandleren eller et cykelværksted, så din cykel holder længere..
Du skal vedligeholde din elcykel
Skader eller problemer med cyklen, der opstår på grund af manglende vedligeholdelse fra din side, dækkes måske ikke af reklamationsretten.
Reklamationsretten gælder som udgangspunkt kun, hvis det er forhandleren eller producenten, der er skyld i fejlen. Cykelforhandlere kan ikke kræve, at reklamationsretten kun gælder, hvis du overholder bestemte serviceintervaller.
Stel, fælge og problemer med bremserne (der ikke skyldes slid) dækkes sandsynligvis af reklamationsretten. De fleste sliddele på en cykel går ikke under reklamationsretten.
Hvis elcyklen bliver stjålet
Forsikringsvilkår er de samme for elcykler som for almindelige cykler. Prisen på elcykler er højere, og du skal være opmærksom på, om din forsikring dækker hele cyklens værdi.
Tjek vilkårene i din forsikring for at se, om der er en maksimumværdi på cyklens værdi.
10 ting du skal tjekke inden du køber elcykel
Elcykler adskiller sig fra almindelige cykler på en række centrale områder. Undgå dyre fejlkøb ved at tjekke disse ti detaljer, før du køber din elcykel.
Elcyklens motor: Hvilken placering er bedst?
Elcykler drives enten af en frontmotor, centermotor eller baghjulsmotor. Hvad er forskellen på de tre motorplaceringer, og er det vigtigt? Få hjælp her.
Fordele og ulemper ved en elcykel
Elcykler fylder mere og mere på vejene. Det er der mange gode grunde til, og måske overvejer du også selv en at købe en elcykel? Men er det noget for dig?