Lovforslag koster flypassagerer i Danmark 277 millioner kroner om året
EU vil med opbakning fra den danske regering forværre rettighederne for flypassagerer, der bliver ramt af forsinkelser.

Fotokredit: Getty Images
Sommerferien er booket i sydens sol og du har valgt de helt rigtige flybilletter, hvor I lander klokken 18, så der er tid til at nå ud af luften og frem til hotellet i god tid inden aftensmad, så I kan nå at finde en restaurant i området.
Det var planen – men så bliver flyet forsinket. Først en time, okay, så holder planen. Så to; det bliver svært. Det ender med, at I først lander klokken 22, og den første aften i ferieparadis er erstattet af lang ventetid i lufthavnen, ondt i ryggen og en tarvelig sandwich fremfor lokale specialiteter på din destination.
I den situation ville du i dag have ret til kompensation fra flyselskabet. Et økonomisk plaster på såret, der måske kunne forsøde de kommende dage på ferien, eller betale for en direkte taxa til hotellet sent om aftenen fremfor den bus, du egentlig skulle have været med.
Men fremover må du bare tage det i stiv arm. For hvis det står til EU – og den danske regering – så skal du ikke længere have krav på kompensation, hvis du er under 5 timer forsinket.
Lægger du din egen snart manglende kompensation sammen med den spanske forretningsrejsende, der ikke nåede frem til mødet i Bruxelles alligevel, og den polske musicalfan, der gik glip af hele showet i London, så bliver det til rigtig mange penge.
Ifølge beregninger fra Forbrugerrådet Tænk hele 16 milliarder kroner på europæisk plan. 277 millioner kroner af dem er penge, som rejsende til og fra danske lufthavne går glip af.
”Det er en voldsom forringelse af passagerrettighederne. I Forbrugerrådet Tænk har vi længe arbejdet for bedre passagerrettigheder, men EU går nu den stik modsatte vej. De lægger op til at tage forbrugernes retmæssige penge og forære til flyselskaberne,” siger Winni Grosbøll, der er direktør i Forbrugerrådet Tænk.
Vi har kontaktet Transportministeriet for at få en kommentar fra transportminister Thomas Danielsen. Ministeriet henviser til et interview i P1 Morgen, hvor ministeren fortalte, at han tror, at regelændringen vil betyde, at flyselskaberne vil være motiverede til at aflyse færre afgange:
”Hvad er flyselskabernes motivation så for at prøve at se om de hurtigt kan få et erstatningsfly på vingerne, hvis nu man alligevel bare får en hurtig straf fordi, der sker en fejl. Der tror jeg på, at hvis nu man forlænger kompensationen fra tre til fem timer, jamen så vil der være flere, der kommer frem, og det er alt andet lige også det, som de fleste ønsker og foretrækker,” siger Thomas Danielsen.

Forsvundet, forsinket eller ødelagt flybagage? Det skal du gøre
Hvad skal du gøre, hvis din bagage er forsinket, gået i stykker eller slet ikke dukker op i lufthavnen? Og hvad er dine rettigheder? Find svarene her.

Det har du ret til, hvis flyet er aflyst eller forsinket
Aflyste eller forsinkede fly kan være til stor irritation, men du kan have ret til kompensation, hvis du bliver forsinket på din rejse.

Flyrejser: Sådan klager du ved forsinkelse eller aflysning
Er dit fly aflyst eller forsinket, kan du have ret til kompensation. Og får du ikke, hvad du har ret til? Så kan du klage. Se, hvordan du gør her