Sorte bønner
Sorte bønner er en bælgfrugt med en fyldig smag og cremet konsistens, der gør dem til en favorit i køkkener verden over. Bønnerne fungerer også godt i kager. Læs her, hvordan du koger og tilbereder sorte bønner.

Sorte bønner - også kendt som "black beans" - er velegnede til alt fra gryderetter og supper til salater og wraps. Har du mod på det, kan du også give dig i kast med at tilføje sorte bønner i kager, hvor de også fungerer godt.
Her får du svar på:
- Hvad er sorte bønner?
- Hvor længe skal sorte bønner koge?
- Det kan du bruge sorte bønner til
- Sorte bønner er gode i kager
- Sådan giver du dine sorte bønner smag
- Sådan opbevarer du dine sorte bønner
- Kan sorte bønner fryses?
- Hvor længe kan de holde sig?
- Spis eller smid ud?
- Karton er bedre end dåse
Hvad er sorte bønner?
Sorte bønner er ikke overraskende sorte og indgår ofte i de syd- og mellemamerikanske køkkener. De er mindre end kidneybønner og har en fin, mild smag. Sorte bønner har en mere fast konsistens og er ikke melede på samme måde som nogle andre bønnetyper.
Hvor længe skal sorte bønner koge?
Hvis du køber tørrede sorte bønner, skal de først udblødes i vand i 10-12 timer i køleskabet. Kassér vandet, og kog dem derefter i 30-45 minutter.
Tørrede sorte bønner indeholder lektiner, der er naturligt forekommende giftstoffer. Lektinerne skal nedbrydes, før de kan spises. De bliver ødelagt ved kogning ved mindst 100 grader. Vi anbefaler altid, at du følger anvisningen på pakken.
Du kan også købe sorte bønner i lage på dåse eller karton, og her kan du bare skylle dem - så er de klar til brug.
Det kan du bruge sorte bønner til
Måske kender du sorte bønner fra quesadillas, tacos eller bønnemos? Men sorte bønner er også meget gode i salater, i kager eller som bønne-deller pga. deres lidt mere faste konsistens.
De er også meget populære i Buddha bowls og er gode at bruge i gryderetter og supper.
Sorte bønner er gode i kager
Sorte bønner fungerer rigtig godt i det søde køkken, og du kan finde mange opskrifter på kager, brownies og romkugler med bønnerne. De tilføjer en god og svampet konsistens til kagerne. Lad være med at salte vandet, hvis du koger dine egne bønner til kager.
Sådan giver du dine sorte bønner smag
Sorte bønner har en mere delikat smag end mange andre bønnetyper, men de har godt af ekstra krydderier, fedt, salt og surt, når de tilberedes. Kog dem fx sammen med bouillon, hvis de skal bruges i det salte køkken.
Vil du bruge de sorte bønner i salaten eller i en taco, kan du lægge dem i en marinade af krydderier, olie og citron og lade dem trække i mindst 15 min. i køleskabet.
Hvis du bruger bønner som erstatning for kød, eller vil du have en mere fyldig smag i dine bønner, er det en god ide at bruge godt med fedtstof som olie eller smør, fordi bønner i sig selv ikke indeholder meget fedt. Derudover kan ingredienser, der indeholder umami også give en bønneret mere dybde. Det kan fx være soyasauce, tomatpure, svampe, tang, parmesanost eller soltørrede tomater.
Sådan opbevarer du dine sorte bønner
Bønner på karton/dåse og tørrede bønner kan holde sig i op til ca. 2 år. Ofte til efter bedst før-datoen.
Bønner, der har ligget i blød og er kogt, og bønner fra en åben dåse kan holde sig ca. 3-4 dage i køleskabet.
Hvis du ikke skal bruge alle bønnerne fra en dåse, skal du opbevare resterne i en anden beholder på køl.
Kan sorte bønner fryses?
Sorte bønner, der har ligget i blød og er kogt kan fryses. Spiseklare bønner kan også fryses og bruges senere.
Hvor længe kan de holde sig?
Bønner på karton/dåse og tørrede bønner kan holde sig i op til ca. 2 år. Ofte til efter bedst før datoen.
Bønner, der har ligget i blød og er kogt, eller bønner fra en åben dåse kan holde sig ca. 3-4 dage i køleskabet.
Spis eller smid ud?
Brug sanserne. Bønner, der smager eller lugter dårligt, skal smides ud. Hvis der er mug på en portion bønner skal hele portionen kasseres - også selvom det kun er en del af portionen, der er berørt.
Karton er bedre end dåse
Hvis du vil have sorte bønner, som du kan bruge med det samme, er det en god idé at købe dem i karton fremfor på dåse. det skyldes, at der kan være uønskede stoffer på indersiden af dåser.
Støttet af


Det skal du vide om mungbønner
Mungbønner er små, grønne bønner med en mild smag. De er rige på protein, fibre og vitaminer, og de er gode i både salater, supper og som spirer. Læs her, hvordan du koger dem og giver dem smag.

Det skal du vide om ingrid ærter
Du kender med garanti kikærter, men mon du har hørt om ingrid ærterne? Ingrid ærter har gode vilkår for at gro i Danmark og har på mange måder samme kvaliteter som kikærten. Læs her, hvordan du koger og bruger ingrid ærter.

Sådan bruger du bælgfrugter
Bælgfrugter som bønner og linser er fyldt med proteiner, fibre og vitaminer, og de har et lavt klimaaftryk. Få tips til at bruge dem her.