Det skal du vide om frugt og grønt på frost
Der er masser af frugt, grønt og diverse farverige blandinger på frost, som kan tilføre god næring til dit måltid og spare dig for skrælle- og snittetid. Der er dog nogle ting, du skal være opmærksom på.

Frossen frugt og grønt kan være et nemt alternativ til de friske varianter, der først skal skrælles og skæres i stykker. Det kan serveres som tilbehør eller bruges i smoothies, babymos, supper eller andre retter. Det er også let at undgå madspild med frossen frugt og grønt i modsætning til friske råvarer, der skal spises inden for en kortere tidsperiode.
Stort udvalg af frossen frugt og grønt
Stuvet spinat, smoothieblanding og wokgrønt: Frossen frugt og grønt kommer i mange varianter og blandinger, og det kan være en god idé at orientere sig om indholdet, før du køber en blanding. Produktnavnet må ikke direkte vildlede forbrugerne, og selvom der kan forekomme mindre variationer i indholdet fra pose til pose, skal der eksempelvis være en rimelig mængde broccoli i en broccoliblanding.
Er frosne grøntsager sunde?
Når grøntsager fryses, går en del af deres vitaminer og næringsstoffer tabt. Det viser en undersøgelse, som DTU Fødevareinstituttet har foretaget, hvor de har undersøgt næringsindholdet i frosne grøntsager sammenlignet med de værdier, der er opført for frisk frugt og grønt i Fødevareinstituttets fødevaretabel. Det er dog mere end bare nedfrysningen, der spiller ind på næringsindholdet i frugt og grønt. For det første er der variationer mellem de forskellige sorter inden for hver enkelt type frugt og grøntsag, årstiden og tilberedning har også indflydelse på næringsindholdet.
Det er dog altid godt at spise frugt og grønt – også det, der kommer fra frost. Der er også mange gode ting som eksempelvis fibre i frugt og grønt, der ikke påvirkes under nedfrysningen.
Frossen frugt og grønt har en blødere tekstur
Der er forskel på smag og struktur på frugt og grønt, der har været frossen, hvis du sammenligner med friske råvarer. Det skyldes det høje vandindhold i frugt og grønt. Når eksempelvis en gulerod eller et blåbær fryses ned, udvider vandet sig og ødelægger nogle af de cellevægge, der holder på strukturen. Ved optøning bliver vandet frigivet og kan gøre frugten eller grøntsagen mere blød, slatten og vandet.
Tilbered frosne grøntsager korrekt
Når du tilbereder frugt eller grønt fra frost, har det stor betydning for smagen og teksturen, hvordan du gør det. Undgå at koge råvarerne for længe. Overvej hellere at dampe dem i en gryde med ganske lidt vand og med grydelåget på skrå eller at stege dem, hvis de skal spises hele som eksempelvis tilbehør til en ret. Det bevarer bedst smag, farve og struktur.
Skal de frosne bær koges?
Husk at læse på posen med frossen frugt eller grønt, om den skal opvarmes før brug. Der kan nemlig være en risiko for bakterier, som kræver varmebehandling, inden du kan spise råvaren eller putte den i en smoothie. Det vil fx ofte være tilfældet for frosne bær, som kan være blevet forurenet med vira under plukning eller håndtering. Nogle grøntsager varmebehandles, fx ved blanchering, før de fryses.

Her er de bedste broccoliblandinger
Vi har testet frosne grøntsagsblandinger med broccoli, gulerødder og blomkål. Broccoliblandingerne har både været i laboratoriet og forbi et panel af smagseksperter.

Her er de bedste frosne bær
Frosne bær er gode til bl.a. smoothies og desserter, men hvad skal du vælge, og hvad er bedst: de økologiske eller de ikke-økologiske bær? Vi har testet 7 frosne bærblandinger og anbefaler en.

Kend de 2 typer af blåbær i supermarkederne
Køber du friske blåbær, får du næsten altid den amerikanske type, men på frost kan du vælge mellem amerikanske og nordiske blåbær – og der er forskel.