Forsinket med bus på tværs af landet? Det har du ret til
Skal du rejse 250 kilometer eller derover med bus indenfor EU, har du ret til en række ting, hvis du bliver forsinket.

Flixbus og andre langtursbusser kan være en billig måde at rejse på tværs af landet eller til byer udenfor Danmark.
Men hvordan er du stillet, hvis bussen bliver forsinket eller aflyst?
Hvornår gælder dine rettigheder?
Passagerer i EU, der rejser med bus på strækninger over 250 kilometer, har nogle EU-bestemte rettigheder.
Rejser du mellem Aarhus og København, og bussen kører over broen, er afstanden cirka 300 kilometer, og derfor træder dine rettigheder i kraft. Rejser du mellem Odense og Aarhus er rejsen kun cirka 150 kilometer, og du er derfor ikke dækket.
Busselskabet kan dog vælge, at rettighederne gælder til alle rejser uanset længde og i de tilfælde, vil du selvfølgelig også være dækket.
Du har ret til information
Du har altid ret til at få at vide, hvad der sker, hvis din bus bliver forsinket eller aflyst.
Busselskabet skal informere dig så hurtigt som muligt, og under alle omstændigheder senest 30 minutter efter planlagt afgang. Har du givet de relevante oplysninger og anmodet om det, har du ret til information elektronisk, for eksempel via sms eller e-mail.
Du har blandt andet ret til information om det forventede afgangstidspunkt og information om alternative forbindelser, hvis der er et skift, du ikke kan nå på grund af forsinkelsen.
Du har ret til at få pengene tilbage eller komme hurtigst muligt videre
Bliver bussen forsinket mere end to timer eller aflyst, har du ret til at blive kompenseret. Forsinkelsen skal dog ske før afgangstidspunktet, så opstår forsinkelsen undervejs på din rejse, har du ikke de samme rettigheder.
Bliver din rejse aflyst, har du ret til at få dine penge tilbage, uanset hvor lang rejsen er. Busselskabet må ikke nægte dig at få pengene tilbage og i stedet give dig et tilgodebevis/ en voucher. Den eneste undtagelse er, hvis det meget klart og tydeligt fremgår af vilkårene for din rejse, at du ikke kan få pengene tilbage ved aflysning.
Du kan få kompensationen på to måder. Du skal selv vælge, hvilken du vil have:
- Du kan vælge at få pengene tilbage for billetten og – hvis det er relevant – få betalt transport tilbage til der, hvor din rejse startede. Det er en fordel, hvis formålet med din rejse ikke længere kan lade sig gøre på grund af forsinkelsen.
- Du kan vælge at blive transporteret hurtigst muligt til din destination og med samme vilkår, som den billet, du havde. Det må ikke koste dig ekstra.
Tilbyder busselskabet dig ikke valget mellem disse to ting, så snart din bus bliver forsinket, kan du senere klage og få billetten refunderet. Derudover kan du få erstatning på et beløb, der svarer til på 50 procent af billettens pris.
Du har ret til mad og drikke
Har du købt billet til en rejse med fjernbus, der varer over tre timer, har du ret til mad og drikke, hvis bussen bliver aflyst eller mere end 90 minutter forsinket. Den forplejning, du har ret til, skal være rimelig i forhold til den konkrete ventetid.
Du har ret til overnatning
Har du en billet til en rejse på over tre timer, der bliver aflyst eller forsinket mere end 90 minutter, har du også ret til overnatning, hvis du først kan starte eller fortsætte din rejse dagen efter den afgang, du har købt billet til.
Du kan få betalt to overnatninger, men prisen må højest være 80 euro per nat, svarende til cirka 600 kroner per nat.
Der er dog én undtagelse: Skyldes bussens forsinkelse force majeure, som for eksempel meget dårligt vejr eller naturkatastrofer, er busselskabet ikke forpligtet til at sørge for overnatning til dig.

Det har du ret til, hvis dit tog er forsinket
Rejser du med tog, og bliver du forsinket, har du en række rettigheder. Få styr på dem her, så du undgår du at blive snydt.

Forsinket på tog- eller busrejse i Europa? Her er dine rettigheder
Rejser du med tog eller bus gennem flere lande i EU, skal du ofte skifte flere gange for at nå din destination. Men hvad har du ret til, hvis du ikke når en afgang? Få svaret her.

Bus, tog eller metro: Sådan klager du over din rejse
Oplever du noget i bus, tog eller metro, som du er utilfreds med, kan du klage. Men hvem skal du klage til, og hvordan gør du? Få svaret her.