Anja Philip: Forbruger i krigens skygge | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Leder: Forbruger i krigens skygge

· 19. april 2022
Anja Philip

Der er i skrivende stund krig i Europa.

Det er først og sidst en kolossal tragedie for dem, der bliver dræbt eller drevet på flugt i Ukraine. Det påvirker samtidig os alle på forskellige måder. Og mange af os vil gerne gøre noget for at hjælpe og vise, at vi tager afstand fra de rædselsfulde krigshandlinger, fx ved ikke at støtte russiske virksomheder og dermed Rusland gennem vores indkøb. Derfor ser vi også, at der bliver opfordret til forbrugerboykot af virksomheder, der fx er russisk ejede.

Det er den ret og magt, vi har som forbrugere – at vi frit kan vælge, hvem vi vil handle med. Det er desværre bare ikke altid så let at gennemskue.

Vi har derfor i Forbrugerrådet Tænk længe arbejdet for mere gennemsigtighed i form af mærkning af  produkter med, hvor de er fremstillet. Men der er fortsat for mange varer, hvor det ikke er obligatorisk at  oplyse, hvor de primært er produceret. Det bør politikerne få gjort noget ved. Samtidig bør virksomhederne være så åbne som muligt – også om deres ejerforhold. Det er udtryk for det stik modsatte, når det fx har været fremme, at virksomheden Humac har fjernet oplysninger på deres hjemmeside om deres russiske ejere.

Konsekvensen af krigen i Ukraine er, ud over de enorme menneskelige ofre, en international krise, hvis økonomiske effekter vil kunne mærkes på privatøkonomien hos langt de fleste danskere. Anja Philip Formand i Forbrugerrådet Tænk

I den aktuelle situation er det i høj grad beslutninger og sanktioner fra det internationale samfund, der for alvor flytter noget. Men at man – også som forbruger – selv har brug for at handle, er helt legitimt.

Konsekvensen af krigen i Ukraine er, ud over de enorme menneskelige ofre, en international krise, hvis økonomiske effekter vil kunne mærkes på privatøkonomien hos langt de fleste danskere. Inden krigen i Ukraine var vurderingen, at stigende priser kunne betyde en ekstraregning på ca. 20.000 kroner om året for en familie. Den regning bliver nu markant større, og vi gør i Forbrugerrådet Tænk i denne tid en ekstra  indsats ved at afholde webinarer og producere indhold til dit medlemsblad og vores hjemmeside, der kan guide os forbrugere i netop de her situationer, hvor prisstigninger på energi og stigende inflation rammer hårdest.

Forbrugerrådet Tænk blev dannet for 75 år siden i 2. verdenskrigs efterdønninger af visionære kvinder, der brugte deres frihed til at demonstrere og kritisere magthaverne. Det er netop de  frihedsværdier, der er under pres i disse dage i Ukraine og viser, hvor tæt forbundne vi mennesker er, uanset hvor i verden vi hører hjemme.

Med venlig hilsen

Anja Philip, formand