Grøn (f)lyvning? EU sender brev til 20 flyselskaber
Klimakompensation hos en række flyselskaber kan være markedsført i strid med reglerne. 20 flyselskaber har nu 30 dage til at sikre, at de overholder loven.

Fotokredit: Getty Images
EU-kommissionen har undersøgt markedsføringen hos 20 forskellige flyselskaber og fundet mulige eksempler på greenwashing.
Det er blandt andet løftet om, at en flyvetur kan gøres CO2-neutral, hvis du betaler for klimakompensation, og såkaldt bæredygtigt brændstof, der bliver kritiseret - samt generel markedsføring af flyrejser med ord som ”grøn” eller ”bæredygtig”. Flyselskaberne har nu 30 dage til at svare på kritikken.
Baggrunden for EU-kommissionens tjek af området er en fælles klage fra en række europæiske forbrugerorganisationer, der er samlet i paraplyorganisationen BEUC.
Forbrugerrådet Tænk repræsenterer de danske forbrugere i samarbejdet og har også bidraget til klagen. Her er chefkonsulent Vagn Jelsøe glad for, at myndighederne har taget problemstillingen op:
”En flyrejse bliver ikke grøn af, at du køber dig til kompensation. Samtidig ved vi, at mange klimakompensationsordninger slet ikke leverer, hvad de lover, ligesom der i dag er alt for lidt såkaldt bæredygtig flybrændstof på markedet til, at det har nogen reel betydning for flyenes klimabelastning. Så det er virkelig tiltrængt, at der bliver sagt fra over for flyselskabernes grønne, tomme løfter,” siger han.
Hvis flyselskaberne efter de 30 dage ikke har gjort nok for at imødekomme myndighedernes kritik, kan virksomhederne blive ramt af sanktioner.

Greenwashing: Undgå at blive snydt af grøn salgsgas
Greenwashing er grøn, vildledende markedsføring. Få hjælp til at gennemskue, om produkter er så gode for klima, miljø og mennesker, som de påstår.

Grønne anprisninger kan vildlede forbrugerne
Der er brug for en mere ensartet regulering af klimaanprisninger på fødevarer, så forbrugerne ikke bliver misinformeret, mener Forbrugerrådet Tænk.

Klimabevidste flyrejser? SAS anmeldt for greenwashing
Et koncept målrettet de klimabevidste flyrejsende har nu resulteret i en anmeldelse hos Forbrugerombudsmanden for greenwashing.