De mest tilfredse passagerer er dem, der kører mest med bus, tog eller metro
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

De mest tilfredse passagerer er dem, der kører mest med bus, tog eller metro

· 9. maj 2023
Formand for Forbrugerrådet Tænk Anja Philip

”Selv hvis DSB kørte til tiden, og Postnord afleverede alle pakker til tiden, ville de stadig få en dårlig rating,” udtalte kommunikationsekspert Morten Lintrup for nylig til Berlingske om en imagemåling, der placerede DSB på en 97.- plads ud af 100 virksomheder.

Mange genkender nok fortællingen om, at DSB og den kollektive transport generelt ikke kører for godt. For   er der ikke noget med sporarbejder og forsinkelser? Med dyre billetter og problemer med rejsekortet?

Der går som bekendt sjældent røg af en brand, uden at der er ild, og der er bestemt plads til forbedringer i den kollektive transport. Vi skal bl.a. have flere unge ombord og sørge for, at bussen også kører uden for byerne.

Men når noget bliver en etableret sandhed, er der god grund til at gå bag om myterne og se på de kolde fakta. De fortæller en noget mere nuanceret historie.

Faktisk har passagerernes tilfredshed med den kollektive transport samlet set været stigende over de seneste fem-seks år, og de mest tilfredse passagerer er dem, der kører mest med bus, tog eller metro. Jo mere man kører med den kollektive transport, jo mere tilfreds er man altså med den.

De mest tilfredse passagerer er dem, der kører mest med bus, tog eller metro. Jo mere man kører med den kollektive transport, jo mere tilfreds er man altså med den. Anja Philip Formand for Forbrugerrådet Tænk

Det er en vigtig nuance at få med i vores fælles samtale. Hvis der er noget, som den kollektive transport har brug for netop nu til at kunne binde Danmark og danskernes hverdag sammen og levere sit bidrag til den grønne omstilling, er det nemlig flere passagerer. Og hvis fortællingen bliver, at den kollektive transport ikke fungerer, skræmmer vi passagererne væk. Færre passagerer betyder færre indtægter, hvilket kan føre til færre afgange – og så er man havnet i en rigtig negativ spiral.

Det skal selvfølgelig ikke negligeres, at der i disse tider bliver nedlagt buslinjer og hævet priser. Det er vi kritiske overfor i Forbrugerrådet Tænk. Samtidig vil vi gerne have nuancerne med, så den kollektive transport ikke tales ned under gulvbrædderne.

Det er vigtigt for forbrugerne, for sammenhængskraften og for klimaet, at vi gør alt, hvad vi kan, for, at passagererne oplever den kollektive transport som et godt alternativ til andre transportformer. Det kræver en kollektiv transport, der hænger sammen, kører jævnligt og til tiden i hele landet, og som er til at betale. Og det kræver, at vi også husker at fortælle de mange gode historier om vores kollektive transport.

Med venlig hilsen

Anja Philip, formand