Gå til hovedindhold

Så meget vand bruger du på opvasken – vi har testet tre metoder

Hvad bruger egentlig mest vand: Opvaskemaskinen, opvask i en balje eller opvask under rindende vand? Vi har smurt ærmerne op og undersøgt det for dig.

Sally Ungaretti · Foto: Getty Images · 18. december 2025
Opvaskemaskine vs opvaskebalje vandforbrug

Du kan ikke undgå at bruge vand, når opvasken skal tages. Der er dog forskel på, hvor meget du bruger, alt efter om du starter opvaskemaskinen eller vasker op i hånden – og hvordan du i så fald gør det. 

Undersøgelse af vandforbrug når du vasker op

Vi har taget opvasken og målt, hvor meget vand vi bruger, når vi vasker op i henholdsvis opvaskebalje og under den rindende vandhane for at kunne give dig et bud på, hvor meget vand, der fosser gennem hanen til de forskellige metoder. 

Vores undersøgelse kan ikke kategoriseres som en egentlig videnskabelig test, men er tilrettelagt, så vi mener, den giver et retvisende billede af, hvordan vandforbruget kan se ud under en opvask af service svarende til, hvad der kan være i en fyldt opvaskemaskine. 

I vores undersøgelse blev det til service for otte personer – men det afhænger af, hvilken type service, du har, og hvor stort det er, hvor meget der kan være i opvaskemaskinen. Som tommelfingerregel vil der typisk kunne være service op til 14 kuverter, før opvaskemaskinen er fyldt. Fylder du din maskine helt op, vil du spare mest muligt vand, og dermed vil forskellen på opvask i hånden og maskinen være størst.

Det vaskede vi op

  • Otte middagstallerkener
  • Otte dybe tallerkener
  • Otte desserttallerkener
  • Otte små morgenmads-/dessertskåle
  • Otte glas
  • Otte kopper
  • Otte gafler, knive, skeer og teskeer

Baljen og maskinen er bedst 

Hvis du vasker op i hånden, er der meget vand at spare ved at bruge en balje frem for at vaske op under rindende vand, viser vores undersøgelse. Vi brugte nemlig 16,3 liter vand på at vaske op i opvaskebaljen, hvorimod der skulle hele 43,25 liter vand til for at komme gennem opvasken under den rindende hane.

En 60 cm bred opvaskemaskine bruger mellem ni og 13 liter vand på maskinens standardprogram. Det bliver altså let til mindre vand, end du bruger, når du vasker op i hånden, uanset om du bruger balje eller ej.

vandforbrug_opvask

Sådan sparer du på vandet, når du bruger opvaskemaskine

Selvom opvaskemaskinen bruger mindst vand, er der stadig penge og energi at spare ved at benytte den rigtigt. Spar på vandet og pengepungen med disse tre tips.

1. Skyl ikke af

Du skal fjerne grove madrester, før du sætter tallerkner og bestik i opvaskemaskinen. Du behøver ikke skylle servicet af. Moderne opvaskemaskiner klarer opvasken alligevel, og du sparer både vand og tid, hvis du undlader at skylle af.

Hold opvaskemaskinen lukket – også når den ikke kører. På den måde sørger du for, at der er en vis fugtighed i maskinen, så madrester ikke tørrer ind. Så kan maskinen få dine ting rene, selv hvis der går et par dage, før du vasker op igen.

Vælg et program med forskyl, hvis det er nødvendigt. Maskinen bruger mindre vand på at skylle servicet, end du gør, hvis du skyller det af i hånden.

2. Fyld maskinen helt op

Fyld opvaskemaskinen helt op, inden du sætter den i gang. Så sparer du vand og strøm, fordi du vasker op færre gange.

"Elektronisk mængdekontrol" er en funktion, du kan finde i flere nyere vaskemaskiner. Det betyder, at opvaskemaskinen bruger mindre vand, hvis du ikke fylder maskinen helt. Det er dog stadig mest energivenligt at fylde opvaskeren helt.

3. Skru ned for temperaturen

Programmer med lavere temperaturer bruger mindre strøm. Til gengæld bruger maskinens quick-program ofte mere vand og strøm, end man regner med.

Skruer du temperaturen ned fra 65 til 55 eller 50 grader, sparer du strøm.

Eco-programmet vasker ofte dit service lige så rent som de programmer, der bruger mere energi. Det tager bare længere tid. Alle nyere opvaskemaskiner har et eco-program. Synes du det er irriterende at have opvaskemaskine til at stå og køre i mange timer, så sæt eventuelt maskinen over om aftenen - så kan du tømme den om morgenen.

Sådan har vi undersøgt vandforbruget i en opvask

Sådan lavede vi undersøgelsen

For at fastsætte mængden af service til undersøgelsen fyldte vi en almindelig opvaskemaskine op med service, til den var fuld. 

Det blev til service for otte personer – mere nøjagtigt otte flade tallerkener, otte dybe tallerkener, otte mindre skåle, otte desserttallerkener, otte glas, otte kopper samt otte gafler, knive, skeer og teskeer. 

Den service, vi brugte i undersøgelsen, er meget stor, og det vil afhænge af størrelsen på dine tallerkener, skåle og glas, hvor meget, der kan være i din opvaskemaskine, før den er fyldt op. Vi benyttede brugt service til undersøgelsen for at skabe en så realistisk opvaskesituation som muligt.

Vi startede med at vaske op i opvaskebalje – helt på samme måde som vi ville have gjort det derhjemme. Alt det vand, der blev brugt til at skylle af og vaske op, blev samlet i en stor balje og målt til sidst. Dernæst vaskede vi samme mængde brugte service op under rindende vand og målte ligeledes her mængden til sidst.