Det skal du vide, før du køber en juicemaskine
Juicere – både juicemaskiner med centrifuge og slowjuicere – giver dig mulighed for selv at lave frugt og grønt om til juice. Men selvom maskinerne kan virke ens, er der store forskelle. Få tips til, hvilke detaljer du skal være opmærksom på.
Fotokredit: Getty Images
Det er lækkert at lave sin egen friskpressede juice. Overvejer du at købe en juicer, hvad enten det er en juicemaskine med centrifuge eller en slowjuicer, er der nogle ting, du skal være opmærksom på.
Der er nemlig ret stor forskel på maskinerne, viser vores test af juicemaskiner. Her har vi testet, hvor godt 21 juicemaskiner er til at lave juice ud af forskellige typer frugt og grønt. Vi har også set nærmere på, hvor meget juice de får ud af ingredienserne, og hvor lang tid det tager at lave juice. Derudover har vi målt deres strømforbrug og støjforbrug, og vi har bedømt, hvor nemme de er at bruge og gøre rent.
Ud fra vores erfaring fra den uafhængige test får du her otte gode råd til at vælge den rigtige juicemaskine.
1. Juicemaskine med centrifuge eller slowjuicer?
Juicemaskiner kan inddeles i centrifugejuicere og slowjuicere.
- Centrifuge-juicemaskine: Maskinen river frugt og grønt i fine dele og slynger dem rundt i en centrifuge for at få saften ud. Den er hurtigere til at lave juice end de fleste slowjuicere, og du slipper for at skære frugt og grønt i meget fint stykker. Den kan godt larme lidt, men er som regel nemmere at rengøre.
- Slowjuicer: Slowjuiceren kvaser frugt og grønt i en kværn og presser saften ud. Det tager ofte lidt længere tid at lave juice, og du skal skære frugt og grønt i mindre stykker. En slowjuicer er mere støjsvag, men lidt mere besværligt at rengøre.
Helt generelt får de fleste juicemaskiner en fin bedømmelse, men der er forskelle, når man dykker ned i testen af de forskellige slags juice.
2. Er juicebeholderen stor nok?
På de fleste juicemaskiner følger der en juicekande med. Er den for lille, risikerer du, at du skal tømme den undervejs, når du laver juice. Se efter, hvor meget der kan være i kanden, så du undgår det besvær, hvis du ved, at du ofte laver meget juice.
3. Er beholderen til pulp stor nok?
Juicemaskinens beholder til pulp må gerne være stor. Er den for lille, risikerer du, at det bliver mere besværligt at lave juice, fordi du skal tømme beholderen undervejs.
4. Er der et filter til skum?
Æbler og andre typer af frugt skummer, når du laver most af dem med centrifuge-juicemaskiner. Du kan vælge en juicemaskine med et filter, som tager skummet.
5. Hvor stor er tragten?
Juice er nemmere at lave, hvis saftpresserens tragt er stor. Så slipper du for at skære frugt og grønt i små stykker. Hvis du skal bruge meget tid på at skære ingredienserne i mindre stykker, kan det blive mere tidskrævende at juice
6. Er juiceren nem at rengøre?
Det kan tage langt tid at rengøre en juicer. Læg derfor mærke til, hvor mange dele der skal rengøres. Hvor lang tid det tager at skille maskinen ad? Kan delene komme i opvaskemaskinen. I vores test kan du se, om juicemaskinens dele kan komme i opvaskemaskinen, og du kan også se testlaboratoriets vurdering af brugervenligheden.
7. Hvor meget vejer juicemaskinen?
Vores test af juicemaskiner viser, at der er stor forskel på, hvor meget en juicer vejer. De juicemaskiner, vi har testet, vejer fra lidt under 2 kilo for den letteste model til over 6 kilo for den tungeste model.
Skal din saftpresser ikke stå fremme på køkkenbordet, kan du derfor med fordel have maskinens vægt og størrelse med i dine overvejelser. Det gør en forskel, hvis du skal have den ud af køkkenskabet og sætte den tilbage igen, hver gang du skal bruge den.
8. Hvor meget må juicemaskinen koste?
Der er stor forskel på, hvor meget juicemaskinerne koster. Den dyreste maskine i vores test koster over 3.000 kroner, mens den billigste koster under 300 kroner. De billigere juicemaskiner laver også god juice, og der er en juicemaskiner til under 1.000 kroner, der klarer sig godt i testen.
Er en juicemaskine pengene værd?
Nogle juicemaskiner er hurtige og nemme at bruge – men hvor får du mest for pengene? Og er en juicemaskine egentlig pengene værd? Vi har testet juicemaskiner.
Hvilken type blender skal jeg vælge?
Blendere fås i flere forskellige typer. Du kan få en traditionel blender, en stavblender eller en smoothie blender. Men hvilken skal du vælge?
Her er blenderne, der klarer sig bedst i test
Der er mange gode blendere på markedet, og nogle af de dyreste kan lave varm suppe. Se hvilken der bliver Bedst i test.