Sådan vasker du uld og silke
Tøj af uld og silke kan let gå i stykker, hvis du vasker det forkert. Men hvordan vasker du bedst disse materialer? Læs vores guide her.
Er der kommet en plet på din silkeskjorte eller uldsweater? Så bør du være forsigtig, når du skal vaske den af. Silke og uld er nemlig sarte materialer, der let kan gå i stykker, hvis de bliver vasket forkert.
Det er vigtigt, at du bruger det rigtige vaskemiddel og de rigtige metoder til at vaske uld og silke.
Vi guider dig til, hvordan du gør her.
Brug ikke almindeligt vaskemiddel
Uld og silke kan ikke tåle at blive vasket med almindeligt vaskemiddel. Det skyldes, at almindeligt vaskemiddel ofte indeholder enzymer. Enzymerne fremmer vaskeeffektiviteten men ødelægger uld og silke.
Det ene enzym er protease, der kan nedbryde proteinerne i uld og silke. Det kaldes også subtisilin.
Det andet enzym er lipase, som nedbryder fedt. I fåreuld er fedtstoffet lanolin naturligt forekommende, men det bliver nedbrudt af lipase. På den måde kan uld tage skade af vaskemidler med lipase.
Du kan ikke nødvendigvis se på emballagen, præcis hvilke enzymer et vaskemiddel indeholder. Derfor skal du vælge et vaskemiddel, der er beregnet til uld og silke.
Undgå problematisk kemi i dit finvaskemiddel
Finvaskemiddel til uld og silke kan indeholde uønskede kemikalier. Det kan for eksempel være parfume, allergifremkaldende konserveringsmidler og mistænkt hormonforstyrrende stoffer. Det viser vores kemitest af uldvask.
Vælg derfor gerne et finvaskemiddel, som får A-kolbe i vores test eller i Kemiluppen. Gå også efter svanemærkede og allergimærkede vaskemidler. Så får du vaskemidler, der både er uden parfume og en række problematiske stoffer for sundhed og miljø.
Har vaskemidlet kun miljømærke skal du være opmærksom på, at det godt kan indeholde parfume.
Virker vaskemidler til uld og silke?
Forbrugerrådet Tænk testede i 2016 en lang række enzymløse vaskemidler, beregnet til uld- og silketøj. Konklusionen var, at ingen af dem var særligt effektive til at fjerne pletter.
Siden er der dog kommet uld- og silkevaskemidler på markedet, som indeholder enzymer, der kan hjælpe med at fjerne pletter. Vi har ikke testet, hvor godt uldvaskemidler med enzymer vasker.
Vaskemidler til uld og silke, som indeholder enzymer, er fri for protease (subtilisin), som er det enzym, der nedbryder proteinerne i uld og silke.
Hvordan vasker jeg uld?
Du kan vaske uld på flere måder.
Vaskemaskine:
- Ved vask i vaskemaskine skal du vaske ved lave temperaturer og bruge et program, der er beregnet til uld.
- De fleste vaskemaskiner har et uldprogram. Vask enten uden et vaskemiddel eller brug et vaskemiddel, som er beregnet til uld.
Håndvask:
- Ved håndvask så skyl tøjet grundigt og dup det så tørt, du kan uden at vride det.
-
Lad så tøjet ligge frit og tørre.
- Undgå at lægge uld i blød, da der vil være risiko for skjolder, farveudløb og afsmitning.
Pletter:
Lad være med at gnubbe pletter væk, da uld let filtrer.
Uldundertøj der skal vaskes ved 60 grader:
Du kan godt koge uldtøj for at desinficere det, men du skal være forsigtig.
Hvis du kogevasker dit tøj, så gør det for eksempel i en gryde, men lad være med at røre rundt i gryden. Det er kombination af varme og bevægelse, der får tøjet til at krympe.
Du kan ikke vaske uldtøj i vaskemaskinen ved 60 grader.
Kilder: Teknologisk Institut og Forbruksforskningsinstituttet SIFO (Norge).
Hvordan vasker jeg silke?
Du kan vaske silke på flere måder.
Vaskemaskine:
- Hvis du bruger en vaskemaskine, skal du vaske ved lave temperaturer og bruge et program til finvask.
- Vask enten uden et vaskemiddel eller brug et vaskemiddel, som er beregnet til silke finvask.
- Det er også en god ide at bruge en vaskepose, som kan forhindre slid, når silken bliver vasket.
Håndvask:
- Vasker du silke i hånden så skyl tøjet grundigt og dup det forsigtigt tørt.
- Lad tøjet ligge frit og tørre, men undgå direkte sollys.
- Undgå at lade silken ligge i blød, da der er risiko for skjolder, farveudløb og afsmitning.
Pletter:
- Gnub ikke pletter væk, da der let kommer ”støvede” områder på silken.
- Olie eller fedtpletter på silketøj kan ofte være så svære at få af at det er bedre at sende tøjet til rens.
Pletter kan forbehandles inden vask med lidt koncentreret flydende finvaskemiddel eller håndopvaskemiddel. For nogle farvede silkestoffer er der risiko for skjolder. Vent i cirka 10 minutter før du vasker dit silketøj.
Skal jeg vælge uldvask med lanolin?
Nogle uldvaskemidler er tilsat fedtstoffet lanolin, som findes i fåreuld. Når ulden bliver forarbejdet, fjerner man en stor del af lanolinen. Nogle vælger dog at tilføje lanolin til ulden igen efterfølgende – eller at tilføje lanolin til uldvaskemiddel – fordi lanolin har nogle særlige egenskaber, fortæller Vera Friis Knudsen, adjunkt ved Center for bæredygtig tekstilproduktion på VIA University College.
Lanolin kan gøre uld en smule vandafvisende
Der er delte meninger om nødvendigheden af lanolin i uldvaskemiddel.
“Lanolin har den fordel, at uldtøjet får lidt smøremiddel, hvilket uldfibre har godt af. Derudover gør lanolin tøjet en lille smule smuds- og vandafvisende. Man skal dog være opmærksom på, at lanolin kan give enkelte personer overfølsomhedsreaktioner. Det vides ikke, om lanolin kan påvirke uldens evne til at være en smule mindre svedabsorberende, men jeg tvivler på, at det vil have en praktisk betydning. Personligt synes jeg, det er en fordel med lanolin i vaskemidlet, men der vil nok være andre, der har den modsatte holdning.”
Lanolin kan nedsætte uldens evne til svedabsorbering
Hos Dilling, der sælger uldtøj og forhandler deres eget uldvaskemiddel, mener de som udgangspunkt ikke, at man bør bruge lanolin, fortæller Morten Dilling, der er direktør i virksomheden:
“Vi tilsætter ikke lanolin til vores vaskemiddel, fordi den vandafvisende effekt, som lanolin har på ulden, også nedsætter uldens evne til at absorbere sved og fugt fra huden. Derfor mener vi ikke, der bør være lanolin i uldundertøj eller uldtøj, som man bruger indendørs. Det kan dog være en god ide at bruge lanolin i vaskemidlet til overtøj som uldfrakker, som skal beskyttes mod vind og regn.”
Forbrugerrådet Tænk bedømmer ikke indhold af lanolin i vaskemidler og har ikke testet, om det er en fordel med eller uden lanolin i uldvaskemidlerne.
Er det nødvendigt at bruge skyllemiddel?
Skyllemiddel kan gøre gøre tøjet mere blødt, men har det også betydning for, hvor rent tøjet bliver? Og er det overhovedet nødvendigt at bruge skyllemiddel?
Bedste vaskemaskine – se hvilke modeller, der klarer sig bedst i test
Skal du have ny vaskemaskine? Vi har testet, så du undgår at købe en dårlig maskine. Se hvilke vaskemaskiner, vi anbefaler, og som er de bedste i testen.
4 gode vaskemaskiner til børnefamilien
I børnefamilier er det vigtigt med en god vaskemaskine, der uden problemer vasker tøjet rent hurtigt og effektivt uden at bruge for meget energi.