Forsinkelse, aflysning eller overbooking: Her er dine rettigheder, hvis du skal flyve
Hvad har du ret til, hvis dit fly er forsinket, aflyst eller overbooket? Få styr på dine rettigheder her.
Hvad har du ret til, hvis dit fly bliver forsinket i flere timer? Eller hvis det er overbooket eller bliver aflyst?
Få overblik over din rettigheder herunder – klik på de enkelte overskrifter for at komme frem til de relevante afsnit:
Hvornår gælder dine rettigheder?
Dine rettigheder som flypassager gælder altid, hvis du:
- flyver mellem to EU-lande, uanset hvor flyselskabet er fra.
- flyver fra et EU-land til et land uden for EU, uanset hvor flyselskabet er fra.
- flyver til et EU-land fra et land uden for EU, hvis flyselskabet er fra et EU-land.
Rettighederne omfatter ud over EU-lande også Schweiz, Island og Norge.
Vær opmærksom på, at du skal møde op til check-in i lufthavnen senest 45 minutter før den planlagte afgang, medmindre flyselskabet på skrift har oplyst andet.
Hvis dit fly er forsinket: Her er dine rettigheder
Din flyafgang skal være mindst to timer forsinket ved afrejse, før du kan gøre krav på visse rettigheder.
Du skal altid møde op i lufthavnen senest 45 minutter før planlagt afrejse – også selvom du ved, at flyet er forsinket. Den eneste undtagelse er, hvis flyselskabet på skrift har meddelt andet.
Det har du ret til, hvis flyet er forsinket
-
Du har ikke som det første ret til en ny flybillet, selvom flyet er forsinket.
Er flyet mere end fem timer forsinket, kan du aflyse turen og få pengene igen. Du har ikke ret til at omlægge rejsen.
Hvis flyselskabet ikke kan eller vil tilbyde dig en alternativ afgang, har du krav på at få dækket dine udgifter til en anden flyafgang.
Hvis forsinkelsen betyder, at du ikke når det næste fly på en eller flere mellemlandinger, så er flyselskabet eller rejseselskabet ansvarlig for at finde en ny forbindelse til dig – men kun, hvis du har købt rejsen samlet.
-
Du kan have ret til forplejning, mens du venter på dit fly.
Du har ret til forplejning, hvis din afrejse er forsinket i:
- To timer eller mere, og du skal flyve op til 1.500 kilometer.
- Tre timer eller mere, og du skal flyve over 1.500 kilometer inden for EU eller mellem 1.500 og 3.500 kilometer uden for EU.
- Fire timer eller mere, og du skal flyve over 3.500 kilometer uden for EU.
Flyselskabet skal sørge for mad og drikke. Du kan selv lægge ud og få refunderet nødvendige og rimelige udgifter af flyselskabet, hvis flyselskabet ikke tilbyder forplejning. Husk derfor at gemme kvitteringerne.
-
Betyder forsinkelsen, at du først kan flyve videre dagen efter? Så skal flyselskabet sørge for indkvartering og transport mellem lufthavn og overnatning.
-
Du har ret til økonomisk kompensation, hvis dit fly bliver forsinket tre timer eller mere ved ankomst. Størrelsen på kompensationen afhænger af, hvorfra eller hvortil samt hvor langt du har fløjet.
Din ret til kompensation er:
- 250 euro for flyvninger under 1.500 kilometer.
- 400 euro for flyvninger over 1.500 kilometer inden for EU og alle andre rejser på mellem 1.500 og 3.500 kilometer.
- 600 euro for flyvninger uden for EU over 3.500 kilometer.
Afhængigt af forsinkelsens længde ved ankomst, kan kompensationen blive halveret.
Er dit fly forsinket på grund af usædvanlige omstændigheder – fx krig, terror, uvejr, naturkatastrofer og visse strejker – så har du stadig rettigheder, men du har ikke længere ret til kompensation.
Hvis dit fly bliver aflyst: Her er dine rettigheder
Hvis flyselskabet opgiver at flyve en afgang – og overfører passagererne til andre afgange – er flyet i praksis blevet aflyst.
Du skal altid møde op i lufthavnen senest 45 minutter før planlagt afrejse – også selvom du ved, at flyet er forsinket. Den eneste undtagelse er, hvis flyselskabet på skrift har meddelt andet.
Det har du ret til, hvis flyet bliver aflyst
-
Er dit fly blevet aflyst, har du ret til at vælge mellem:
- Refusion af hele billetprisen. Hvis du fx er i gang med en mellemlanding, og dit næste fly bliver aflyst, har du derudover krav på at blive fløjet tilbage til dit første afrejsested, så snart det er muligt.
- Omlægning af rejsen til det endelige rejsemål, så snart det kan lade sig gøre. Flyselskabet skal betale for turen med et andet flyselskab, hvis selskabet ikke selv kan tilbyde den første ledige afgang.
- Omlægning af rejsen til en senere dato efter eget valg, hvis der er ledige pladser.
Den nye, omlagte rejse skal som udgangspunkt ligne den rejse, der blev aflyst så vidt muligt. Det betyder både, at du er beskyttet mod at blive nedgraderet, men at du heller ikke kan kræve at blive opgraderet, hvis der er andre muligheder.
Du har ikke ret til at skifte mening, når du først har valgt én af de tre muligheder.
-
Du kan have ret til forplejning, mens du venter på en ny afgang eller på at blive fløjet retur til dit første afgangssted.
Du har ret til forplejning, hvis du skal vente i:
- To timer eller mere, og du skal flyve op til 1.500 kilometer inden for EU.
- Tre timer eller mere, og du skal flyve over 1.500 kilometer inden for EU eller mellem 1.500 og 3.500 kilometer uden for EU.
- Fire timer eller mere, og du skal flyve over 3.500 kilometer uden for EU.
Flyselskabet skal sørge for mad og drikke. Du kan selv lægge ud og få refunderet nødvendige og rimelige udgifter af flyselskabet, hvis flyselskabet ikke tilbyder forplejning. Husk derfor at gemme kvitteringerne.
-
Hvis aflysningen betyder, at du først kan flyve videre dagen efter, skal flyselskabet sørge for overnatning og transport.
-
Du har ret til økonomisk kompensation, hvis dit fly bliver forsinket tre timer eller mere ved ankomst. Størrelsen på kompensationen afhænger af, hvorfra eller hvortil samt hvor langt du har fløjet.
Din ret til kompensation er:
- 250 euro for flyvninger under 1.500 kilometer.
- 400 euro for flyvninger over 1.500 kilometer inden for EU og alle andre rejser på mellem 1.500 og 3.500 kilometer.
- 600 euro for flyvninger uden for EU over 3.500 kilometer.
Flyselskabet kan halvere kompensationen, hvis flyselskabet tilbyder dig at rejse med et andet fly til din destination, som ikke er mere forsinket ved ankomst i forhold til det oprindelige ankomsttidspunkt end:
- to timer for rejser op til 1.500 kilometer.
- tre timer for rejser inden for EU over 1.500 kilometer.
- tre timer for rejser uden for EU mellem 1.500 kilometer og 3.500 kilometer.
- fire timer for alle andre rejser.
Du har ikke ret til kompensation, hvis:
- aflysningen skyldes usædvanlige omstændigheder som nogle strejker, politisk uro eller sikkerhedsproblemer, der er uden for flyselskabets kontrol.
- du har fået besked om aflysningen mindst 14 dage før den planlagte afrejse.
- du har fået besked om aflysningen 7-14 dage før afrejse, og du samtidig får tilbudt en anden flyafgang. Den nye afgang skal have afrejse maksimum to timer tidligere end den planlagte afrejse, og den skal have ankomst maksimum fire timer senere end planlagt.
- du har fået besked om aflysningen 0-7 dage før den planlagte afrejse, og du samtidig får tilbudt en anden flyafgang. Den nye afgang skal have afrejse maksimum en time før tidligere end den planlagte afrejse, og den skal have ankomst maksimum to timer senere end planlagt.
Flyselskabet skal altid bevise, at de har givet dig besked om aflysningen, og hvornår det er sket.
Hvis dit fly bliver påvirket af strejke eller lockout: Her er dine rettigheder
Strejke eller lockout kan påvirke din rejse, hvis flytrafikken bliver helt eller delvist indstillet. Det kan føre til forsinkelser og aflysninger af fly.
Det er vigtigt, at du møder op i lufthavnen som planlagt, medmindre du har fået skriftlig besked om, at dit fly er aflyst.
Kontakt hurtigst muligt flyselskabet og rejseselskabet.
Her er dine rettigheder, hvis dit fly bliver påvirket af strejke eller lockout
-
Du kan vælge mellem følgende:
- At ombytte din billet til næste mulige afgang med enten samme flyselskab eller et andet flyselskab.
- At ombooke din billet til en senere afgang.
- At få pengene for flybilletten tilbage.
-
Hvis du vælger at ombytte billetten til næste mulige afgang, kan du have krav på mad og drikke. Du har krav på mad og drikke, hvis dit fly er forsinket mere end 2, 3 eller 4 timer fra den oprindelige afgang alt efter rejsens længde.
-
Hvis du vælger at ombytte billetten til næste mulige afgang, har du krav på gratis overnatning og transport til lufthavnen, hvis det er nødvendigt.
-
Strejker flypersonalet eller personalet i lufthavnen, kan du i nogle tilfælde have ret til kompensation. Det afhænger af, om det vurderes, at flyselskabet selv kunne have afværget forsinkelsen/aflysningen.
Det kan være svært at vurdere, og derfor bør du i alle tilfælde ved forsinkelser eller aflysninger, der skyldes strejker, anmelde krav om kompensation til flyselskabet.
Hvis flyselskabet afviser kravet, kan du klage til Trafikstyrelsen. Det er gratis, og de vil så tage stilling til, om de mener, du har krav på kompensation.
Hvis det er strejke blandt lufthavnspersonalet, der ikke er ansat af flyselskabet, så har du ikke krav på kompensation.
Hvis dit fly er overbooket: Her er dine rettigheder
Ofte sælger flyselskaber lidt flere billetter til en flyafgang, end der er sæder til i flyet, så pladsen i flyet altid er fuldt udnyttet.
Hvis for mange rejsende så møder op til en flyafgang, er flyet overbooket. I det tilfælde kan flyselskabet afvise dig ved boarding.
Her er dine rettigheder, hvis dit fly er overbooket
-
Er du blevet afvist ved boarding, har du ret til at vælge mellem:
- Refusion af hele billetprisen. Hvis du fx er i gang med en mellemlanding, og dit næste fly bliver aflyst, har du derudover krav på at blive fløjet tilbage til dit første afrejsested, så snart det er muligt.
- Omlægning af rejsen til det endelige rejsemål, så snart det kan lade sig gøre. Flyselskabet skal betale for turen med et andet flyselskab, hvis selskabet ikke selv kan tilbyde den første ledige afgang.
- Omlægning af rejsen til en senere dato efter eget valg, hvis der er ledige pladser.
Du har ikke ret til at skifte mening, når du først har valgt én af de tre muligheder.
Hvis du frivilligt opgiver din plads, kan du lave en aftale med flyselskabet om refusion eller ombooking samt yderligere kompensation, fx opgradering, rabatkuponer eller kontakt udbetaling. Husk, at få aftalen med flyselskabet på skrift.
-
Bliver du nægtet boarding kan det betyde, at du er nødt til at vente i flere timer i lufthavnen på et andet fly. Flyselskabet er forpligtet til at sørge for mad og drikke, når forsinkelsen overstiger to timer.
-
Flyselskabet skal også for overnatning og transport mellem lufthavn og overnatningssted, hvis dit nye fly først flyver næste dag.
Husk at give flyselskabet muligheden for at finde overnatning, før du selv booker et hotel.
Flyselskabet skal desuden tage særlig hensyn til børn og personer med nedsat bevægelighed, når der arrangeres overnatning og transport.
-
Hvis du bliver afvist ved boarding på grund af et overbooket fly, har du ret til yderligere kompensation:
- 250 euro for flyvninger under 1.500 kilometer.
- 400 euro for flyvninger over 1.500 kilometer inden for EU og alle andre rejser på mellem 1.500 og 3.500 kilometer.
- 600 euro for flyvninger uden for EU over 3.500 kilometer.
Kompensationen kan blive halveret, hvis du bliver ombooket til en ny afgang til din destination inden for to-fire timer afhængig af afstanden til destinationen.
Hvis du ikke kan rejse, fordi du ikke overholder krav eller regler: Her er dine rettigheder
Hvis du ikke kan få lov til at komme ombord på flyet, fx fordi du ikke er vaccineret eller på anden vis ikke overholder indrejsereglerne på rejsedestinationen, risikerer du, at pengene er tabt.
Du kan kontakte flyselskabet og høre, om det er muligt at ombooke din rejse, men det er ikke noget, du har krav på. Og det er i øvrigt dit eget ansvar at holde dig informeret om alle rejsereglerne.
Det er også vigtigt, at du tjekker betingelserne samt ordrebekræftelsen igennem. Hvis der er fejl i navne, datoer, tidspunkter, destinationer og oplysninger om bagage og andre tilvalg, kan forhandleren tage sig dyrt betalt for at ændre fejlen.
Hvis du vil aflyse din flyrejse: Her er dine rettigheder
Hvis du af en eller anden grund vil aflyse din flyrejse, har du ikke ret til at få pengene tilbage. Der er nemlig ingen lovbestemt fortrydelsesret på flybilletter.
Vær dog opmærksom på følgende tre ting:
- Du kan kontakte flyselskabet eller rejseportalen for at høre, om det er muligt at ombooke rejsen eller få dine penge retur.
- Når du køber en flybillet, betaler du skatter og afgifter af billetten. Nogle af disse skatter og afgifter bliver kun opkrævet, hvis du bruger flybilletten, og dem har du ret til at få tilbagebetalt – også hvis det er dig selv, der har aflyst rejsen.
- Aflyser du flyrejsen, dækker din afbestillingsforsikring måske dit tab. Mange afbestillingsforsikringer dækker fx ved sygdom, eller hvis Udenrigsministeriet fraråder rejser til det område, du skulle rejse til. Læs betingelserne for din forsikring grundigt.
Få hjælp her
-
- Klag altid først til flyselskabet eller rejsebureauet selv. Har du købt din flybillet gennem en rejseportal, skal du stadig klage til flyselskabet.
- Klag skriftligt, og gem al dokumentation.
- Bliver problemet ikke løst, skal du klage til myndigheden i afgangslandet. Hvis du rejser fra en dansk lufthavn, skal du klage til Trafikstyrelsen.
- Hvis du har købt en pakkerejse, skal du klage til bureauet først og derefter til Pakkerejse-Ankenævnet.
- Du er ikke forpligtet til at tage imod det tilbud, som flyselskabet tilbyder dig. Kan du og flyselskabet ikke blive enige, kan du klage over flyrejsen til Center for Klageløsning og Forbrugerklagenævnet.
-
- I Danmark kan du klage over rejser, der er op til tre år gamle.
- I andre lande kan klagefristen være kortere eller længere.
- Ifølge Europa-Kommissionen skal du have svar fra flyselskabet inden for to måneder.
- Hører du ikke noget fra flyselskabet inden for fire uger, bør du rykke dem fra svar.
- Er du ikke tilfreds med flyselskabets svar, eller får du slet ikke noget svar inden for to måneder, kan du klage til den relevante nationale myndighed i det land, hvor du blev nægtet boarding. Hvis myndigheden er i et andet EU-land, så kan du få gratis hjælp til at klage hos forbrugereuropa.dk.
Har du brug for en rejseforsikring – eller er du allerede dækket?
Ferien kan blive dyr, hvis du kommer ud for uheld, sygdom eller tyveri, og du ikke har styr på din rejseforsikring. Men hvad dækker en rejseforsikring – og har du overhovedet brug for en?
Dine flyrettigheder står til at blive forringede
Du har i dag krav på kompensation, hvis dit fly bliver mere end tre timer forsinket. I fremtiden skal der dog gå fire eller seks timer, før du kan gøre dig forhåbninger om at få penge tilbage, hvis det står til EU’s ministerråd for transport.
Pakkerejse eller charterrejse: Her er dine rettigheder
Hvad gør du, hvis rejseselskabet går konkurs, eller hvis du får en ekstraregning for din rejse? Og hvad har du ret til, hvis rejseselskabet går konkurs? Få overblik over dine rettigheder her.