Gå til hovedindhold

Hvilke hakkede tomater smager bedst?

Hakkede tomater er en fast del af danskernes spisekammer. Forbrugerrådet Tænk har testet smag samt indhold af problematiske stoffer. Her er de bedste hakkede tomater.

Julie Trolle Boding · Foto: Getty Images · 1. juli 2026
Hakkede tomater på dåse, der er halvåben, i smagstest af hakkede tomater

Griber du ud efter de hakkede tomater i supermarkedet, når menuen står på pasta bolognese eller chili sin carne?

Så vær opmærksom på, at der både er stor forskel på prisen og på smagen af de hakkede tomater. Det viser Forbrugerrådet Tænks nye test af hakkede tomater. 

Hovedkonklusioner fra testen af hakkede tomater

  • To produkter skiller sig positivt ud i smagen fra resten, mens et enkelt produkt dumper på smagen. 
  • Vi finder rester af bisphenoler i to produkter. 
  • I nogle af de hakkede tomater er der spor efter svampegifte relateret til skimmelvækst. I et enkelt tilfælde er resterne af svampegifte på et niveau, hvor en voksen højest bør indtage 49 gram om dagen. 
Se og sammenlign alle testresultaterne her

Hvornår smager hakkede tomater bedst?

En sødlig og rund smag af tomater og en cremet konsistens med små stykker af modne tomater – det kendetegner de hakkede tomater, som er blevet bedst i vores nye test. 

Her har to professionelle eksperter smagstestet 10 forskellige hakkede tomater fra de danske supermarkeder. 

”Man vil gerne have så meget smag som muligt – på alle parametre: En god balance mellem syre, umami, salt og sødme”, forklarer Erik Lautrup-Nielsen, der er kok og underviser på Hotel- og Restaurantskolen. 

Smager dåsetomater bedre end friske tomater?

Dåsetomater er ifølge kogebogsforfatter og ­ekspert i det italienske køkken Andreas Harder populære, fordi der både er syre og sødme i tomaterne. Og når de bliver opvarmet, udvikler de umamismag, der er særligt tilfredsstillende.

Tomater på dåse kan faktisk smage bedre end friske tomater. Dåsetomater kan nemlig have den fordel, at de kan plukkes, når de er modne, og køres direkte til fabrikken. Friske tomater er oftest plukket umodne inden de udvikler sødme og aroma. På den måde kan de tåle fragten og holde sig længe på butikshylderne.

Han har blindsmagt de hakkede tomater sammen med Malthe Gaarden, elev på Hotel- og Restaurantskolen og iværksætter i et firma, der bruger overskydende tomatstykker fra storkøkkener til at producere tomatsovs. De to eksperter har bedømt smag, udseende, konsistens og lugt. 

Hvilke hakkede tomater smager bedst?

I blindsmagningen, hvor de to eksperter ikke kender hinandens bedømmelser undervejs, fik to af produkterne en bedre bedømmelse end resten. 

De dyreste hakkede tomater er ikke de bedste. 

Disse hakkede tomater har vi testet

Vi har testet ti forskellige hakkede tomater, hvoraf syv er økologiske. De hakkede tomater er testet for smag, konsistens og udseende. Derudover har vi testet, om der er spor af uønsket kemi i de hakkede tomater, herunder bisphenoler og svampegifte. Endelig har vi bedømt informationen på emballagen. 

Kun hakkede tomater på dåse eller karton er med i testen. Vi har ikke testet flåede tomater eller hakkede tomater tilsat krydderier. 

Disse mærker har vi testet

Baresa, Coop, De Cecco, Grøn Balance, Mutti, Rema 1000, Salling, Urtekram, Änglamark og ØGO.

Faktisk klarer de dyreste tomater fra Mutti – som koster mere end tre gange så meget som de billigste – sig kun middel i smagstesten. De hakkede tomater fra Mutti koster næsten 65 kroner pr. kg, mens den bedste i testen koster omkring 25 kroner. 

Dog klarer en række af de billigste hakkede tomater, der koster under 20 kroner pr. kg, sig dårligst i smagstesten. 

Se, hvilke hakkede tomater der er de bedste

Få adgang til denne artikel og hele tænk.dk for

58 kr. / måned

Ved køb af 12 måneders medlemskab til 695 kr.

Allerede medlem?