7 ting, du skal vide om babymadrasser
Når du køber en babymadras til tremmesengen, skal du være opmærksom på flere ting. Her får du syv ting om babymadrasser, du skal have styr på.
En babymadras skal være god og sikker, da dit lille barn opholder sig mange timer i sengen. Støtte til barnets krop og sikkerhed er vigtigt, og derfor får du her syv vigtige pointer om køb og brug af babymadrasser, som du skal være opmærksom på.
Vi tester løbende babymadrasser på et uafhængigt laboratorie, og disse syv pointer er nogle af de væsentligste ting, der er kommet frem under testen.
1. Babymadras og seng skal have samme størrelse
Tjek inden købet, at størrelsen af seng og madras passer sammen.
Madrassen skal fylde sengen helt ud – også efter vask af betrækket. Der må ifølge standarden ikke være mere end tre centimeter mellem seng og madras, før der er risiko for, at barnet kommer i klemme.
I vores test undersøger vi, om madrassen passer til en standardseng, og om betrækket krymper efter vask, så madrassen bliver for lille til sengen.
2. Vælg en madras, der lever op til standarden og er fri for uønsket kemi
Den Europæiske standard EN 16890:2017 opstiller en række sikkerhedskrav til babymadrasser. Det er ikke på alle madrasser, at der er oplysninger om, hvor vidt madrassen lever op til denne standard.
Vælg en madras, der gør. Men vær samtidig opmærksom på, at det er producenten selv, der oplyser, at de har sørget for, at madrassen lever op til standarden. Produktet er ikke godkendt af for eksempel myndighederne.
Spørg derudover til uønsket kemi, når du køber en babymadras.
I vores test af babymadrasser kan du under testresultaterne for de enkelte madrasser se, om vi har fundet uønsket kemi i madrassen.
3. Gør madrassen klar til brug i god tid
Pak den nye madras ud, og lad den lufte et par dage før brug – gerne udendørs.
Vask betrækket før brug for at fjerne eventuelle rester af kemikalier fra produktionen, og vask madrasbetrækket jævnligt
Det er en god idé at købe en tynd rullemadras, der kan tages af og jævnligt vaskes ved 60 grader.
4. Sørg for at lufte madras og børneværelse
Red ikke barnets seng, men hæng dynen over sengekanten, så dyne og seng lettere tørrer.
Ventilation af madrassen er bedst, hvis sengebunden ikke er massiv. Vend gerne madrassen med mellemrum.
Luft ud i børneværelset et par gange om dagen – også gerne inden sengetid.
5. Betal ikke ekstra for madrasser med to forskellige sider
Nogle madrasser oplyser, at de har to forskellige sider. Den ene side er beregnet til den lille baby, den anden side til det lidt større barn.
Vores uafhængige laboratorietest viser, at madrasser med to forskellige sider ikke giver bedre støtte hverken til det mindre eller det større barn end de madrasser, hvor siderne er ens.
6. Tjek madrassen, før den går i arv
Genbrug er godt for miljøet, og vores holdbarhedstest af babymadrasser viser, at de generelt set har så god en holdbarhed, at de godt kan gå i arv til mindre søskende.
Vær dog opmærksom på, at madrasser kan ændre hårdhed gennem tiden og blive for blød til fortsat at være sikker. For eksempel må barnets hoved ikke kunne synke for langt ned i madrassen, da det giver risiko for, at barnet kan blive kvalt.
Tjek derfor, om madrassen stadig virker hård.
7. Vær opmærksom på madrasser med ekstra ventilation
I vores test har vi set eksempler på madrasser, som ifølge producenten har ekstra ventilation, men hvor de i testen klarer sig dårligt, når vi ser på luftgennemtrængeligheden.
At spædbørn skal sove på ryggen gælder, uanset hvad der står på madrassen. Vi ser, at der for eksempel kan stå, at "madrassen lader børnene trække vejret, selv hvis de ruller om på maven". Heller ikke på sådanne madrasser skal børn sove på maven, før de selv kan vende sig.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at spædbørn altid skal sove på ryggen for at nedsætte risikoen for vuggedød. Først når barnet selv kan vende sig og også gør det i søvne, må barnet sove videre på maven.
Sørg også for, at det lille barn ikke har for det for varmt.
Sådan finder du den bedste og sikreste babymadras
En babymadras skal støtte dit barn, være sikker og fri for uønsket kemi. Vi har testet babymadrasser. Få hjælp til at vælge den bedste og sikreste babymadras.
Disse babymadrasser har problemer
Babymadrasser kan have problemer med sikkerheden, så der opstår risiko for, at barnet bliver fastklemt eller kvalt, viser vores nye uafhængige laboratorietest. Derudover har vi fundet andre problemer ved babymadrasserne.
Test: Tre babymadrasser afgiver problematiske stoffer
I tre babymadrasser finder vi mindre afgivelser af mistænkt kræftfremkaldende og reproduktionsskadelige stoffer. Nu kan flere af dem blive forbudt i EU.