Test af elkedler: Den bedste er også en af de billigste
En elkedel har én enkel opgave: Den skal koge vand hurtigt og præcist. Alligevel er der stor forskel på, hvor godt elkedlerne klarer opgaven. Det viser vores test af elkedler. Se, hvilken elektrisk kedel der er Bedst i test.
En elkedel er ikke bare en elkedel. Skal du købe en ny elektrisk kedel, kan du med fordel bruge vores test som guide.
Test af elkedler: Her er hovedkonklusionerne
- Der er stor forskel på, hvor hurtigt elkedlerne koger vandet.
- Flere elektriske kedler har svært ved at koge små mængder vand.
- Pris og kvalitet følges ikke nødvendigvis ad.
Bedst i test: Det kendetegner den bedste elkedel
Den bedste elkedel i testen koger vandet hurtigt og rammer præcist 100 grader. Det tager den 221 sekunder – svarende til 3 minutter og 41 sekunder – at koge en liter vand. Kedlen fortsætter heller ikke unødigt, men slår hurtigt fra, når vandet når kogepunktet.
Testen afslører stor forskel på elkedlernes kogetid
I testen måler vi, hvor lang tid de elektriske kedler bruger på at koge en liter vand. Forskellen er markant.
De hurtigste elkedler klarer opgaven på cirka 3 minutter og 20 sekunder, mens de langsomste bruger mere end 6 minutter. Nogle kedler fortsætter desuden med at koge i op til 21 sekunder, efter at vandet har nået kogepunktet.
Mange elkedler kræver mindst en halv liter vand
Kog kun den mængde vand, du skal bruge. Det er unødigt energispild at fylde en hel elkedel for at lave en enkelt kop te.
I cirka halvdelen af de testede elkedler skal der dog ifølge producents anbefaling være mindst en halv liter vand, før kedlen kan koge det. Flere af disse kedler bruger også proportionelt længere tid på at koge en halv liter end på at koge en hel liter.
En dyr elkedel er ikke nødvendigvis bedst i test
De testede elkedler koster fra under 200 kroner til 1.900 kroner, men pris og kogeevne hænger ikke umiddelbart sammen. Den bedste elkedel i testen er blandt de billigste, mens flere af de dyre modeller kun får en middel bedømmelse.
En af de dyreste elkedler dumper testen på grund af sikkerhedsproblemer.
Elektrisk kedel med temperaturvalg: Så præcise er modellerne
En elkedel med temperaturindstilling kan varme vand til andet end 100 grader.
Ni af de 24 testede elkedler har variabel temperaturindstilling. Her kan du for eksempel vælge, at elkedlen skal slå fra ved 70 grader. Vi undersøger også, hvor præcist modellerne rammer de valgte temperaturer. Enkelte er meget præcise, mens andre afviger med op til 5 grader.
Kan elkedler afgive uønsket kemi til vandet?
Vi har tidligere testet, om elkedler frigiver uønsket kemi i form af PAH'er til vandet. PAH'er er tjærestoffer, som kan forekomme som urenheder i plastik, og nogle PAH'er er mistænkt for at være kræftfremkaldende.
I vores test fra 2016 afgav 8 af 14 elkedler forskellige PAH'er til vandet. I 2019 fandt vi derimod kun PAH'er i 3 af 11 elkedler, og mængderne lå langt under grænseværdierne for drikkevand.
Derfor har vi ikke undersøgt de nyeste elkedler for frigivelse af PAH'er.
Her er de bedste elkedler i testen
Én elkedel bliver Bedst i test. Vi fremhæver også en anden model som et godt valg, hvis du ønsker en elektrisk kedel med justerbar kogetemperatur.
Vil du læse hele artiklen om elkedler?
Login her eller få adgang til denne artikel og hele tænk.dk for
58 kr. / måned
Ved køb af 12 måneders medlemskab til 695 kr.
Hvad koger vandet hurtigst – elkedel eller induktion?
En elkedel kan spare dig tid i køkkenet. Men hvad betyder watt for kogetiden, og kan det bedst betale sig at bruge elkedlen eller kogepladen?
Test afslører sikkerhedsproblemer ved flere elkedler
En elkedel skal kunne koge vand hurtigt og sikkert. Alligevel afslører vores test flere sikkerhedsproblemer. Én elkedel dumper, fordi låget bliver så varmt, at du kan brænde dig.
Det skal du vide, før du køber en juicemaskine
Juicere – både juicemaskiner med centrifuge og slowjuicere – giver dig mulighed for selv at lave frugt og grønt om til juice. Men selvom maskinerne kan virke ens, er der store forskelle. Få tips til, hvilke detaljer du skal være opmærksom på.