Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem nu

Social

Titel

Kopivarer kan være farlige

Kopivarer lever nødvendigvis ikke op til de sikkerhedsstandarder, du kan forvente, du køber varer i EU. Kopierne er ulovlige og måske ligefrem farlige.
Af Christina Vejsgaard
2. November 2017
kopi batterier kan bryde i brand
Foto: Getty Images

Kopivarer følger ikke standarder

Legetøj, medicin og tøj du køber i butikker eller på nettet indenfor EU skal følge en række regler, som garanterer, at produkterne er sikre i brug. Det sikrer blandt andet, at lampen ikke bryder i brand, og at tøj og tilbehør ikke indeholder kemikalierester.

Køber du produkter uden for EU, for eksempel på nettet eller på en ferie, kan du ikke regne med, at produkterne skal opfylde de samme sikkerhedskrav. Nogle af de produkter sælges måske ikke i EU, netop fordi de ikke lever op til sikkerhedskravene. Andre produkter kan være kopier af kendte mærkevarer, men det gør dem ikke mere sikre.

Kopivarer er ulovlige at sælge. Derfor er der ingen kontrol med kopivarer, som med de originale produkter. Det betyder, at du kan ende med et produkt, der er farligt for dig eller dit barn.

Legetøj med skadelige stoffer

Europæiske standarder for legetøj sikrer blandt andet, at der ikke er skadelige stoffer i dit barns legetøj. Det skal for eksempel beskytte børnene mod hormonforstyrrende stoffer og allergi.

Standarderne sikrer også, at legetøj ikke indeholder små dele, som dit barn kan få galt i halsen og blive kvalt i.

Køber du kopier af mærkevarelegetøj fra eksempelvis en asiatisk webshop, er du ikke garanteret samme sikkerhed.

Batterier kan eksplodere

Batterier til smartphones har en begrænset levetid. Når telefonen hurtigt går død, kan det være tillokkende straks at få skiftet batteriet ud – og på nettet kan du nemt få et billigt kopi-batteri i indkøbskurven.

Kopibatterierne er farlige, fordi de kan indeholde stoffer, som ikke normalt er tilladt inden for EU. I 2012 advarede Told&Skat mod blandt andet kopivarebatterier, fordi der var en risiko for, at batterierne kunne eksplodere.

Opladere, der bryder i brand, var også med i advarslen fra Told & Skat. Skal du have ny oplader til din telefon eller computer, er det altså bedst at bruge penge på et produkt, der er underlagt de europæiske krav.

Medicin uden virkning

Kopimedicin kan du finde i mange afskygninger på nettet. Det er alt fra fra dyr, livsvigtig medicin til almindelige hovedpinepiller. Men bestiller du kopipiller, kan det sætte dit helbred i fare.

Lægemidlerne bliver ikke kontrolleret af myndighederne, og derfor kan du ikke være sikker på, hvad der er i. I bedste fald indeholder pillerne ingen aktive stoffer og er virkningsløse.

Forfalskede lægemidler kan også indeholde aktive stoffer, men i forkerte doser og sammensætninger. Endelig kan du risikere, at medicinen indeholder stoffer, der slet ikke hører hjemme i medicin – for eksempel maling eller rottegift.