Black Friday: Bliv klar til udsalg
Tilbud, rabatter og lave priser kan friste, når udsalget bliver skudt i gang. Få tips til, hvad du skal være opmærksom på, inden du tager til tilbudsfest.

Imagecredit: Getty Images
Black Friday, Singles Day, Cyber Monday, sommerudsalg, vinterudsalg, fødselsdagsudsalg, januarudsalg – listen over typer af udsalg er lang. Når der er udsalg, kan du købe fladskærme, smartphones, vaskemaskiner, tørretumblere, tøj, tasker, sko og møbler billigt eller med stor rabat.
Prisen er dog langt fra det eneste, du skal se på, når du køber et nyt produkt. Forbered dig ved at stille dig selv 4 simple spørgsmål.
1. Hvor meget sparer jeg egentlig?
Udsalg kan være hektisk. Og du mister nemt overblikket, når du bliver lokket med gule skilte og store rabatter - især hvis der er korte frister eller kun få varer til udsalgsprisen.
Skal du købe en specifik ting på udsalg? Så hold øje med priserne op til udsalget. Følg priserne på for eksempel edbpriser.dk og pricerunner.dk. Så får du en god fornemmelse af, om du sparer penge på tilbuddet.
2. Er lige præcis denne model den rigtige?
Forbered dig på udsalget ved at undersøge, hvilket produkt du gerne vil have.
Udsalg er en god måde for butikker at rydde op i lagrene og komme af med mindre attraktive produkter. Så tjek hvor gammel modellen er, før du køber, og vær sikker på, at den passer til dine behov.
Hvis varen ikke lever op til dine forventninger, og du derfor hurtigt ender med at udskifte den igen, så har du heller ikke nødvendigvis sparet noget.
Forbrugerrådet Tænk tester hvert år masser af produkter fra smartphones til køleskabe, frysere og ovne. I vores test får du både konkrete råd til produkter og hjælp til at få afklaret, hvad dine behov er.
3. Har jeg returret på produktet?
Køber du varer online i Danmark og inden for EU, har du 14 dages fortrydelsesret. Husk dog, at det kan være dyrt og besværligt at sende store produkter som hårde hvidevarer, fladskærme og lignende retur – især hvis du ikke har købt varen i Danmark.
I fysiske butikker har du ikke automatisk returret. Det kan butikkerne vælge at tilbyde som en service. Tjek derfor, hvad du har ret til, inden du køber.
Sørg for at få skriftlig dokumentation på din returret. Læg også mærke til, hvad fristen er for at bruge din bytte- eller returret.
4. Har jeg brug for produktet?
Du sparer ingenting, hvis du køber ting, du ikke har brug for. Samtidig har produktionen af produkterne ofte et stort aftryk på klima og miljø, så der er meget fornuft i at overveje dine køb.
Afklar med dig selv, hvad du egentlig har brug for eller gerne vil have, inden du går i butikken eller klikker ind på webshoppen – ligesom du skriver indkøbssedler, inden du tager i supermarkedet.

Gratis: Hvornår må firmaer skrive det?
Gratis prøvemåned, briller eller måske en babybox? Det lyder godt, men hvornår må virksomheder kalde varer for gratis? Og ender du med at betale noget alligevel?

Sådan siger du nej tak til reklamer i din postkasse
Undgå at tilbudsaviser og reklamefoldere fylder din postkasse. Med Reklamer Nej Tak-ordningen og et klistermærke kan du slippe for at smide bunker af reklamer ud hver uge.

Sådan trækker du dit samtykke til markedsføring tilbage
Hvordan trækker du et samtykke til at modtage markedsføring tilbage? Og hvor klager du, hvis du modtager reklamer efter tilbagekaldelsen af samtykket?