Du har ret til det, du blev lovet, da du købte koncertbilletten
Musikartisterne skal holde det, der er blevet lovet i markedsføringen, når de afholder koncerter, men det er et område med gråzoner.
Da billetterne til september-koncerten i Parken med den danske raptrio Suspekt blev sat til salg i januar 2023, stod der udtrykkeligt i markedsføringen, at det “bliver den eneste Suspekt-koncert i hele 2023”. Men det skulle vise sig at være en sandhed med modifikationer, for senere på året optrådte Suspekt alligevel på bl.a. Nibe Festival.
“Det er ikke i orden at bruge eksklusiviteten som et salgsargument, når der alligevel ikke er tale om eksklusivitet. Det er klart på kanten af markedsføringsloven,” siger seniorjurist Marie Frank-Nielsen på Forbrugerrådet Tænk.
Vildledning?
Hos Forbrugerombudsmanden vil specialkonsulent Jeppe Due Hundsdahl ikke kommentere på den konkrete sag med Suspekt. Han siger dog, at det er afgørende, om vildledningsforbuddet i markedsføringsloven er blevet overtrådt. Ifølge loven må en erhvervsdrivende nemlig ikke ‘præsentere væsentlige oplysninger på en (…) uhensigtsmæssig måde’.
“Spørgsmålet er, om oplysningerne bliver præsenteret på en vildledende måde, så forbrugeren kommer til at træffe beslutninger, som forbrugeren ellers ikke ville have truffet,” siger han.
Har du fået det, du har betalt for?
Men hvornår kan du som forbruger forvente at få pengene tilbage, fordi der er blevet ændret i det, du blev lovet, da du købte koncertbilletten?
“Tommelfingerreglen for at få pengene tilbage er, når du klager, om du i det væsentligste har fået det, du har købt og betalt for. Det kan i nogle tilfælde være ret åbenlyst, og i andre tilfælde er det ikke. Hvis et arrangement ikke bliver afholdt, så siger det sig selv, at du ikke har fået det, du er blevet lovet, og som du har betalt for. Hvis du har købt en billet til en koncert med to navne, og det ene aflyser, så kan der være tale om, at der er sket en så væsentlig ændring af koncerten, at det kan give mening at klage. Hvis koncerten er meget kort, så kan der måske også være grobund for at klage, eller hvis du sidder et sted, hvor du ikke kan se noget.
"Hvis der kort sagt kan anlægges en objektiv begrundelse for, at du ikke har fået den vare, som du er stillet i udsigt, så er der grobund for at klage med henblik på at få pengene helt eller delvist retur,” forklarer Marie Frank-Nielsen.
Må forsangeren skiftes ud?
For nogle år siden vakte det opsigt og en del furore blandt billetkøberne, da rockbandet AC/DC udskiftede forsangeren Brian Johnson med Axl Rose fra Guns N’ Roses. Nogle fans mente, at der var tale om en opgradering af produktet, men andre var lodret uenige, og sagen endte med, at koncertarrangøren Live Nation i en begrænset periode gav billetkøberne mulighed for at få pengene retur, inden koncerten fandt sted.
Og endelig kan koncerten også være så dårlig, at den jo slet ikke lever op til forventningerne. Det var tilfældet, da rock’n’roll-legenden Chuck Berry spillede en koncert i Finland, og arrangøren efterfølgende blev pålagt at refundere publikums billetudgifter med 50 procent, fordi legenden sang så dårligt. Men noget lignende har vi ikke oplevet i Danmark. Simpelthen fordi det generelt er meget svært at få medhold i den slags klager.
“Når vi taler om, at en sanger virker uoplagt eller synger dårligt, eller at der bliver snakket højt blandt publikum og den slags, så er det subjektive vurderinger. Andre publikummer kan sagtens have oplevet det anderledes,” siger Marie Frank-Nielsen.
Sådan klager du
Hvis du vil klage over en koncert, en teaterforestilling eller lignende, så svarer det til at klage over et hvilket som helst andet produkt.
- Hvis klagen drejer sig om markedsføringen af eventet, er det Forbrugerombudsmanden, du skal klage til.
- Hvis du er til koncert, og der er noget væsentligt galt, som du mener, der bør klages over, så ret hurtigst muligt henvendelse til de ansvarlige.
- Hvis det ikke lykkes at få noget ud af din klage, mens begivenheden finder sted, skal du efterfølgende rette henvendelse til arrangøren af koncerten eller forestillingen for at forsøge, om du kan få pengene helt eller delvist igen.
- Lykkedes det ikke at finde en løsning med virksomheden, så kan du overveje at kontakte Forbrugerklagenævnet, som er den instans, der behandler klager over de fleste typer varer eller tjenesteydelser, herunder også eksempelvis koncertoplevelser.
AI-bøger sælges under falske forfatternavne
Er din bog skrevet af en forfatter eller af kunstig intelligens? Det er ikke sikkert, du ved det. På Saxos hjemmeside kan man købe bøger, der er skrevet af kunstig intelligens, uden at det er deklareret. Flere stemmer i branchen stiller sig uforstående.
Markedstjek: Seks digitale bogtjenester
Vi har tjekket priser og muligheder på markedet for bogtjenester, hvor du både kan lytte og læse. Vi tager forbehold for, at priser og muligheder kan variere. Tjek derfor tjenestens hjemmeside for det mest opdaterede billede.
Bogstreaming kan give færre bøger i fremtiden
Digitale abonnementstjenester med stort set ubegrænset adgang til lyd- og e-bøger bliver mere og mere populære. Men forfatterne bliver for dårligt betalt, lyder kritikken, og det kan give et dårligere kulturudbud i fremtiden.