Telefonsalg: Hvem må ringe til dig? | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Telefonsælgere: Hvem må ringe til dig?

Du har sikkert oplevet at få opkald fra telefonsælgere, analyseinstitutter og hjælpeorganisationer, der tilbyder dig et godt tilbud. Men må de egentlig det?

Mette Andrea Boesgaard · Foto: Getty Images · 24. marts 2025
Kvinde er telefonsælger og vil ringe til en person

Når telefonen ringer fra et ukendt nummer, og en person vil sælge dig en vare eller ydelse, kan det være svært at vurdere, hvem der egentlig må ringe til dig på dit private nummer.

Telefonsælgere må kun kontakte dig, hvis du har givet dem lov til det på forhånd. Det fremgår af Forbrugeraftaleloven. Der er dog undtagelser, hvor opkald kan finde sted uden dit samtykke. Det gælder opkald om:

  • Bøger
  • Aviser, ugeblade og tidsskrifter
  • Forsikringer
  • Redningstjenester og sygetransport, for eksempel fra Falck

Velgørende organisationer og almennyttige foreninger kan også kontakte dig uden samtykke, så længe det er inden for deres kerneområder. Forbrugerrådet Tænk må for eksempel gerne ringe til dig og tilbyde et medlemskab.

Undgå opkald - kom på Robinsonlisten

Vil du helt undgå telefonsælgere? Så kan du skrive dig op på Robinsonlisten.

Robinsonlisten er et register over forbrugere, som har frabedt sig både skriftlige og telefoniske henvendelser i markedsføringsøjemed.

Virksomheder og organisationer er forpligtet til at tjekke Robinsonlisten, før de ringer til dig – selvom de ellers gerne må kontakte dig. Tilmelding til Robinsonlisten er gratis, og det kan tage op til 3 måneder, før din tilmelding træder i kraft.

Du kan tilmelde dig Robinsonlisten på borger.dk.

Hvis virksomheder ringer til dig, selvom du står på Robinsonlisten, kan det skyldes, at du tidligere har givet samtykke til at blive kontaktet.

Børn og unge under 18 år er umyndige, og de kan derfor ikke selv tegne abonnementer eller forpligte sig til køb over telefonen uden forældrenes samtykke.

Samtykke til markedsføring: Hvordan trækker du det tilbage?

Hvis du ønsker at trække dit samtykke tilbage og stoppe med at modtage opkald fra telefonsælgere, har du flere muligheder.

  • Oplys virksomheden om dit ønske når de ringer

Når du bliver kontaktet af en telefonsælger, kan du klart og tydeligt oplyse dem om, at du ønsker at trække dit samtykke tilbage, og at du ikke ønsker at blive kontaktet igen. Det er vigtigt at være specifik og klart sige, at du ikke ønsker at modtage flere opkald.

  • Opt-out via kundeservice

Hvis du har givet samtykke til at blive kontaktet via telefon som en del af et specifikt tilbud eller tjeneste, kan du kontakte virksomheden skriftligt eller telefonisk via deres kundeservice for at ændre dine præferencer.

Få rådgivning om dine rettigheder

Fik du ikke svar på dit spørgsmål? Forbrugerrådet Tænk giver rådgivning om dine rettigheder med hensyn til købelov og markedsføring. Som medlem kan du både få rådgivning på mail, telefon og online.

Få rådgivning på mail og telefon