Sådan klager du over varer eller tjenesteydelser
Virker dit nye køb ikke? Så kan du klage. Men hvordan skal du klage? Og hvad gør du, hvis butikken ikke vil hjælpe dig?

Køber du en vare, skal du have det produkt, du har betalt for. Virker mobiltelefonen, computeren eller køkkenmaskinen ikke som lovet, kan du klage over den.
Håndværkere, bredbånd eller andre tjenesteydelser skal også leve op til den aftale, du har indgået med virksomheden.
Klag, hvis du ikke har fået det, du er blevet lovet. Gå altid først til forhandleren. Ifølge reklamationsretten har du ret til at klage over produkter indtil 2 år efter købsdatoen.
Fysisk butik: Klag nede i butikken
Varer, du har købt i en fysisk butik, kan du klage over i butikken. Medbring varen og kvitteringen på varen.
Opvaskemaskiner, fladskærme og andre varer, du ikke kan have med i butikken, klager du over ved at gå til butikken eller kontakte butikken via mail.
Fejlen ved din vare skal du vise, når du klager. Video og billeder af fejlen kan hjælpe dig med at dokumentere, hvad der er galt med produktet. Vis dokumentationen frem i butikken eller send dokumentationen til butikken i en mail.
I butikken skal du bede om at få skriftligt dokumentation på, at du har indleveret varen og klaget over den. Det kan eksempelvis være et indleveringsbevis, hvor der stå, hvad du klager over, og hvilken løsning på problemet du har aftalt med butikken.
Din klage skal du altid gemme. Vil du tage klagen op hos Mæglingsteamet for Forbrugerklager, skal du bevise, at du først har forsøgt at klage hos butikken.
Online shopping: Klag til forhandleren
Køber du varer online, kan du ikke gå ned i butikken og klage over produktet.
Fejlen ved dit produkt skal du dokumentere så godt som muligt. Beskriv problemet i en mail til forhandleren. Brug også billeder eller video til at dokumentere problemet, hvis det hjælper.
Butikker på nettet skal du kontakte på forskellige måder. Nogle butikker skal du maile til. Andre butikker har særlige kontaktformularer til formålet. Tjek webshoppens hjemmeside for at finde de rigtige kontaktinformationer.
Skriftlig dokumentation er vigtig, når du bruger din reklamationsret. Gem altid al dokumentation på din klage. Både din dokumentation af fejlen ved din vare og alle mails, der er udvekslet mellem dig og forhandleren.
Afvist klage? Gå til Mæglingsteamet for Forbrugerklager
Klager, der ikke er blevet løst mellem dig og forhandleren, kan du tage videre til Mæglingsteamet for Forbrugerklager.
Produkter og tjenesteydelser skal koste mindst 1.110 og højest 100.000 kroner, hvis du skal klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager. Vil du klage over tøj og sko, skal det have kostet minimum 720 kr.
Mæglingsteamet for Forbrugerklager går først i dialog med dig og forhandleren for at løse problemet. Hjælp hos Mæglingsteamet for Forbrugerklager koster 100 kroner, men hvis du er medlem af Forbrugerrådet Tænk, dækker vi gebyret for dig.
Lever købet ikke op til kravene, er din eneste mulighed at lægge sag an mod virksomheden.
Klag hos Forbrugerklagenævnet
Klager, som Mæglingsteamet for Forbrugerklager ikke kan løse, kan du gå videre til Forbrugerklagenævnet med.
Gebyret for at klage hos Forbrugerklagenævnet er på 400 kroner. Du får gebyret refunderet, hvis du får medhold i klagen.

Sådan klager du til Forbrugerklagenævnet
Vil du klage over en vare eller en tjenesteydelse, skal du først tage kontakt til forhandleren og dernæst Mæglingsteamet for Forbrugerklager. Få hjælp til at klage på den rigtige måde her.

Sådan klager du over din bank
Hvad skal du gøre, hvis du fx er blevet rådgivet forkert om et lån, og derfor gerne vil klage over din bank? Bliv klogere her.

Sådan klager du over en tandlægebehandling
Fejlbehandlinger hos tandlægen kan gøre ondt både på pengepungen og i munden. Mener du, at din tandlæge har fejlbehandlet dig, kan du klage eller søge erstatning.