Fortrydelsesret på nettet: Her er dine rettigheder
Shopper du i en dansk netbutik, har du 14 dages fortrydelsesret. Men kan du fortryde alle køb online? Og må du prøve varen, hvis du vil returnere den? Få hjælp her.

Køber du en vare over internettet, kan du ikke mærke på varen eller prøve den, før du betaler. Derfor har du mulighed for at fortryde dit køb i op til 14 dage efter, du har modtaget varen.
Fortrydelsesretten gælder også:
- hvis du har handlet ved click & collect eller en Facebook eller Instagram live af en erhvervsdrivende og du bestiller og betaler for varen online.
- hvis du får leveret dit onlinekøb til butikken og selv henter varen i butikken
- hvis varen er nedsat eller 2. sortering, eller
- hvis den erhvervsdrivende fejlagtigt siger, at købet ikke kan fortrydes.
Fortrydelsesretten gælder dog ikke alle varer og situationer - for eksempel hvis du handler click & collect og betaler varen i butikken. Så gælder reglerne for handel i fysiske butikker.
Fortrydelsesret: Hvor gælder den?
Din fortrydelsesret på 14 dage gælder, når du handler i danske netbutikker eller webbutikker i et andet EU-land.
Handler du udenfor EU, kan du ikke gå ud fra, at du har ret til at fortryde dit køb.
Fortrydelsesret: Disse varer er ikke dækket
Fortrydelsesretten gælder de fleste varer, du køber online i EU. Du kan dog ikke fortryde disse varer:
- Flybilletter, pakkerejser og billetter til kulturarrangementer
- Mad
- Billeje, hotelophold og leje af sommerhus
- Speciallavede varer, der er lavet særligt til dig
- Forseglingen på cd'er, dvd'er og software må ikke være brudt - så mister du også din fortrydelsesret.
- Dele af dit køb kan du kun fortryde, hvis det står i betingelserne for dit køb. I det tilfælde skal du have tilbagebetalt beløbet for den del af købet, du fortryder.
Fortrydelsesret er ikke det samme som reklamationsret. Du kan stadig klage over dit køb, hvis det går i stykker.
Butikken skal oplyse om fortrydelsesretten
Handler du online i Danmark eller EU? Så skal virksomheden gøre dig opmærksom på, at du har 14 dages fortrydelsesret, inden du køber en vare.
Fortrydelsesretten og hvordan du bruger den skal stå beskrevet i din ordrebekræftelse eller på en følgeseddel, hvis du ikke har fået oplyst dine rettigheder ved bestillingen.
Gør butikken dig ikke opmærksom på din fortrydelsesret, er perioden automatisk på et år og 14 dage. Gør netbutikken dig opmærksom på fortrydelsesretten inden for det første år, kan du fortryde i op til 14 dage derefter. De 14- dages fortrydelsesret løber fra, når du modtager varen.
Butikken skal også sende dig en fortrydelsesblanket, som du kan bruge, hvis du vil fortryde dit køb og sende det tilbage til butikken.
Returforsendelsen skal du selv betale
Fortryder du dit køb, skal du senest 14 dage efter modtagelsen af varen give sælgeren besked om, at du vil fortryde købet.
Fristen på 14 dage er overholdt, hvis du blot har meddelt sælger, at du vil fortryde købet inden fristens udløb. Derefter har du yderligere 14 dage til at få pakken afsendt.
Sender du en vare retur til en webshop, fordi du har fortrudt dit køb, skal du selv betale fragten – men kun hvis virksomheden har oplyst det på forhånd.
Når du sender varen, skal du altid sørge for at få dokumentation for, at varen er sendt – for eksempel en kvittering fra posthuset eller fragtmanden. Du bærer ansvaret for varen, indtil den er retur hos sælger.
Pengene tilbage? Husk at få fragtprisen med
Fortryder du dit online-køb, har du krav på både at få pengene tilbage for varen og for fragten.
Sælger skal betale dig pengene tilbage for en standardlevering. Hvis du har valgt en speciel hastelevering, kan du altså ikke nødvendigvis få alle pengene tilbage.
Returnerer du en vare, har sælger en frist på 14 dage til at betale pengene tilbage til dig. Fristen starter, når du har meddelt, at du returnerer varen.
Må du prøve varen, før du fortryder dit køb?
Butikken skal kunne sælge varen videre, hvis du fortryder dit køb. Derfor skal varen fremstå som ny, når du sender den retur.
Dit køb må du derfor gerne prøve – men du må ikke tage købet i brug. Det betyder, at du gerne må pakke tøjet ud og prøve det, men du må ikke tage det på til fest. Og du må pakke printeren ud og undersøge den, herunder afprøve printeren.
Er varen skadet eller bærer den præg af brug? Så mister du ikke din fortrydelsesret. Men du skal måske betale en del af varens pris, hvis varen har mistet værdi, fordi du har brugt den.
Er varen værdiløs efter brug, kan du ikke få dine penge retur.
Sælgeren vurderer, om varens værdi er forringet. Er du uenig i sælgerens vurdering, kan du klage til Center for klageløsning.

Genbrug: Her er dine rettigheder, når du køber brugt i en butik
Brugte smartphones, tøj og børneudstyr er billigere end nyt og sparer jordens ressourcer. Men hvad er dine rettigheder, hvis du køber brugt i en butik?

Gavekort: Her er dine rettigheder
Hvor længe gælder gavekortet? Og kan du få pengene tilbage, hvis gavekortet udløber? Få hjælp her.

Skade efter behandling: Sådan søger du erstatning
Erstatning kan du søge, hvis du har fået skader efter medicin eller forkert behandling i sundhedsvæsenet. Få hjælp til at søge erstatning.