Danish Crowns ”klimakontrollerede gris” var greenwashing
Danish Crown er i dag blevet dømt i landsretten for at have overtrådt markedsføringsloven, da de kaldte svinekød "klimakontrolleret".

Det var vildledende markedsføring, da Danish Crown i en storstilet reklamekampagne kaldte svinekød for ”klimakontrolleret. Det har vi nu rettens ord for.
Vestre Landsret har nemlig i dag afgjort den principielle sag, som Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen i Danmark anlagde mod slagterigiganten på baggrund af Danish Crowns påstande om, at koncernens svinekød var ”Klimakontrolleret” og ”Mere klimavenlig end du tror”.
”Danmarks første klimaretssag er afsluttet, og vi står nu med en vigtig og principiel sejr for forbrugerne og den grønne omstilling,” siger formand i Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip.
I retssagen deltog Forbrugerrådet Tænk på de grønne organisationers side.
”Det gjorde vi, fordi sagen er større end Danish Crown. Den handler om, at vi som forbrugere skal kunne stole på den information, vi får af virksomhederne i deres markedsføring. Ikke mindst når det gælder noget så afgørende som klimapåvirkning, ” siger Anja Philip.

Landsretten konkluderer i dommen, at betegnelsen ”klimakontrolleret gris”, som stod på pakker med svinekød og var i centrum for kampagnen, var egnet til at vildlede forbrugere, så de ikke kunne træffe et oplyst valg. Dermed har forbrugerne risikeret at købe et produkt, som ikke var det, som de troede.
”Derfor er vi også rigtig godt tilfredse med, at det nu er blevet afgjort, at den slags er ulovligt, og vi tror og håber på, at dommen får stor betydning for markedsføring fremover, så vi kommer til at se mindre greenwashing.”
Retssagens andet punkt, som handlede om et slogan for kampagnen, hvor Danish Crown påstod, at deres svinekød var ”Mere klimavenligt end du tror”, betragter landsretten ikke som vildledende.

Det handler klimaretssagen mod Danish Crown om
Sagen mod Danish Crown har kørt i landsretten på grund af sin principielle karakter, og det er forventningen, at dagens afgørelse kommer til at vise, hvor grænsen går for reklamer, der benytter sig af klima- og miljøbudskaber.
Forstå retssagen mod Danish Crown
Greenwashing: Forbrugerrådet Tænk anmelder 11 produkter
Vi stødte på en indkøbstur på en række produkter, der nu er anmeldt til Forbrugerombudsmanden, fordi vi mener, at der er tale om greenwashing.

Greenwashing: Undgå at blive snydt af grøn salgsgas
Greenwashing er grøn, vildledende markedsføring. Få hjælp til at gennemskue, om produkter er så gode for klima, miljø og mennesker, som de påstår.

Grønne anprisninger kan vildlede forbrugerne
Der er brug for en mere ensartet regulering af klimaanprisninger på fødevarer, så forbrugerne ikke bliver misinformeret, mener Forbrugerrådet Tænk.