Sådan siger du nej tak til reklamer i din postkasse
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Sådan siger du nej tak til reklamer i din postkasse

Vil du undgå, at tilbudsaviser og reklamefoldere fylder din postkasse? Med Reklamer Nej Tak-ordningen og et klistermærke kan du slippe for at smide bunker af reklamer ud hver uge.

Lindi Elisabeth Winkel · 24. marts 2025
skilt på postkasse med nej tak til reklamer og tilbudsaviser

Er du træt af at gå direkte fra postkassen til skraldespanden med stakke af reklamer? Så kan du læse med, og få overblik over, hvordan du håndterer dine reklamer så de passer til dine behov.

Hvilken reklameordning skal jeg vælge?

 Du kan undgå uønskede reklamer i din postkasse ved hjælp af tre forskellige ordninger. Du tilmelder dig alle ordninger digitalt hos FK Distribution.

Når du tilmelder dig, får du et klistermærke, som du kan sætte på din postkasse. Du vil modtage klistermærket et par uger efter tilmeldingen.

• Reklamer Nej Tak

Tilmeld dig Nej Tak-ordningen for at slippe for reklamer, der ikke er adresseret til dig. 

• Reklamer og gratis aviser – Nej Tak

Tilmeld dig ordningen Reklamer og ugeaviser – Nej Tak, hvis du ønsker at undgå både reklamer og lokal- og gratisaviser uden dit navn på.

• Nej Tak+

Vil du gerne have nogle reklamer, men ikke alle? Så skal du vælge Nej Tak+. Her registrerer du dig digitalt og vælger, hvilke reklamer du vil modtage. 

Tjek betingelserne grundigt, hvis du tilmelder dig Nej Tak+-ordningen. Du kan blive nødt til at acceptere markedsføring fra andre annoncører via e-mail, sms, brev og sociale medier. Overvej derfor, om det er det værd, og husk, at du altid kan trække dit samtykke tilbage.

  • Robinsonlisten

Ønsker du at undgå reklamer med dit navn og adresse på? Så skal du tilmelde dig Robinsonlisten. Reklamer med navn og adresse er nemlig ikke dækket af Nej Tak-ordningerne. 

Du tilmelder dig Robinsonlisten via. borger.dk.

Hjemmelavede Nej-Tak mærker duer ikke

Hjemmelavede Nej tak-skilte virker ikke. Afsenderen af reklamerne skal nemlig have besked, før de er forpligtet til at undgå din postkasse. Det er FK Distribution, der informerer reklamedistributørerne om din tilmelding, når du tilmelder dig Reklamer Nej Tak.

Tilmeld dig igen, når du flytter

Når du har tilmeldt dig en Reklamer Nej Tak-ordningen, gælder din tilmelding, indtil du flytter. Før 2017 skulle du forny Reklamer Nej Tak-mærket hvert andet år, men det er ikke længere nødvendigt. Derfor er dit klistermærke stadig gyldigt, selvom der står et årstal på det.

Reklamer Nej Tak-ordningen er knyttet til din adresse. Hvis du flytter til en ny adresse, skal du tilmelde dig ordningen igen, selvom der allerede sidder et klistermærke på din nye postkasse.

Information fra stat og kommune kommer altid frem

Meddelelser og information fra stat, regioner og kommuner er ikke omfattet af markedsføringsloven og vil derfor stadig lande i din postkasse, uanset hvilken ordning du er tilmeldt. Du vil også modtage valgmateriale fra politiske partier, foldere fra velgørende organisationer og kirkeblade.

Derudover vil du få information af almen samfundsmæssig interesse, som f.eks. meddelelser fra vandværker, hvis de lukker for vandet i en periode.

Modtager du reklamer, selvom du er tilmeldt Nej Tak-ordningen?

Har du modtaget reklamer, selvom du er tilmeldt en Nej Tak-ordning? Så kan du klage til FK Distribution. Hvis din klage til distributøren ikke hjælper, kan du kontakte Forbrugerombudsmanden.

Husk at Nej Tak-ordningen ikke beskytter for markedsføring via telefon, sms og andre digitale medier.