Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Udsalg: Sådan undgår du at blive snydt

Tilbud og kup kan snyde, når udsalget bliver skudt i gang. Få tips til, hvad du skal være opmærksom på, inden du falder for de lave priser.
Af Mette Andrea Boesgaard
11. November 2019
Udsalg: Undgå at blive snydt
Foto: Getty Images

Udsalg: Sådan gør du et godt køb

Black Friday, Singles Day, Cyber Monday, sommer- og vinterudsalg, fødselsdagsudsalg, januarudsalg – listen over typer af udsalg er lang. Når der er udsalg, kan du købe fladskærme, smartphones, vaskemaskiner, tørretumblere og møbler billigt.

Prisen er dog langt fra det eneste, du skal se på, når du køber et nyt produkt. Undgå at blive snydt ved at stille dig selv 4 simple spørgsmål:

Find de bedste køb med Forbrugerrådet Tænks test

1. Har jeg brug for produktet?

Vaskemaskinen, sofaen eller trøjen kan være virkelig billig på udsalg - men har du egentlig brug for at udskifte eller købe nyt?

Store rabatter og gode tilbud kan let friste dig til at købe ting, du ikke har brug for. Det går ud over miljøet, når du køber unødvendige ting. Men dine penge er også spildt, hvis du køber et produkt, du aldrig får brugt. Også selv om du føler, at du gør et kup!

Afklar derfor med dig selv, inden besøget i butikken eller webshoppen, om du har behov for det nye krøllejern, det ekstra tv eller riskogeren.

2. Er lige præcis den her model den rigtige?

Forbered dig på udsalget ved at undersøge, hvilket produkt du har brug for.

Spørg dig selv, om den billige fladskærm på tilbud er den rigtige for dig. Måske har du faktisk brug for et større eller mindre tv. Og kan den nedsatte smartphone rent faktisk dét, du har brug for?

Udsalg er en god måde for butikker at rydde op i lagrene og komme af med mindre attraktive produkter. Så tjek hvor gammel modellen er, før du køber.

Køber du elektronik eller hvidevarer? Så tjek også de tekniske specifikationer, så du ved, hvad produktet kan og ikke kan.

Forbrugerrådet Tænk tester hvert år masser af produkter fra smartphones til køleskabe, frysere og ovne. I vores test får du både konkrete råd til produkter og hjælp til at få afklaret, hvad dine behov er.

Se alle test fra Forbrugerrådet Tænk

3. Hvor meget sparer jeg egentlig?

Udsalg kan være hektisk. Og du mister nemt overblikket, når du bliver lokket med gule skilte og store rabatter - især hvis der er korte frister eller kun få varer til udsalgsprisen.

Skal du købe en specifik ting på udsalg? Så hold øje med priserne op til udsalget. Følg priserne på for eksempel edbpriser.dk og pricerunner.dk. Så får du en god fornemmelse af, om du sparer penge på tilbuddet.

Sådan tjekker du prisudviklingen online

4. Har jeg returret på produktet?

Køber du varer online i Danmark og inden for EU, har du 14 dages fortrydelsesret. Husk dog, at det kan være dyrt og besværligt at sende store produkter som hårde hvidevarer, fladskærme og lignende retur – især hvis du ikke har købt varen i Danmark.

I fysiske butikker har du ikke automatisk returret. Det kan butikkerne vælge at tilbyde som en service. Tjek derfor, hvad du har ret til, inden du køber.

Sørg for at få skriftlig dokumentation på din returret. Læg også mærke til, hvad fristen er for at bruge din bytte- eller returret.

Fortrydelsesret på nettet: Her er dine rettigheder

Varer med fejl kan du altid bytte

Fejl ved varen har intet at gøre med fortrydelses- eller bytteret. Hvis der er fejl ved varen, kan du altid få varen enten byttet eller repareret eller få pengene tilbage, afhængig af situationen.

Husk at reklamationsretten også gælder ved tilbud, og husk at få din bon med. Sørg for at opbevare den sikkert i mindst 2 år.

Reklamationsret: Sådan er dine rettigheder