Derfor skal du undgå kopivarer | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Derfor skal du undgå kopivarer

Lavere priser kan gøre det fristende at købe kopivarer som tøj, legetøj, elektronik og medicin. Men det kan både være ulovligt og farligt at købe kopivarer.

Mette Andrea Boesgaard · Foto: Getty Images · 24. marts 2025
En person rækker en pakke til en anden person. Det er varer købt online og køberen skal undgå at købe kopivarer.

Kopivarer er kopier af mærkevarer, hvor producenterne bryder ophavsretten ved at efterligne designs, som andre har brugt tid og penge på at udvikle. Og så kan kopivarer også være usikre produkter, der sætter din sikkerhed og sundhed på spil.

Hvorfor skal du undgå kopivarer? Og må du overhovedet købe og bruge dem? Læs med og få svar på dine spørgsmål angående kopivarer.

Hvad er problemet med kopivarer?

Tøj, kosmetik, legetøj, elektronik, designermøbler og medicin er blandt de varer, der ofte bliver kopieret.

Kopivarer sælges oftest gennem udenlandske butikker eller internetbutikker, men det er også muligt at støde på dem i danske butikker.

Kopivarer kan være sundhedsskadelige, da de ikke opfylder de samme sikkerhedskrav og standarder som de originale produkter. Kopier af tøj og legetøj kan indeholde uønsket kemi og skadelige farvestoffer, og kopilegetøj kan have små dele, som børn kan få galt i halsen. Kopier af elektronik, som batterier og opladere, kan forårsage stød, kortslutning eller i værste fald brand.

Medicin i kopieret udgave kan medføre alvorlige bivirkninger og i værste fald føre til dødsfald. I bedste fald kan medicinen være virkningsløs, da den ikke indeholder de aktive stoffer, den burde.

Kopivarer som kosmetik kan indeholde skadelige stoffer som arsenik, kviksølv og bly.

Når du køber kopivarer, risikerer du også at støtte organiseret kriminalitet og ulovligt arbejdskraft, hvor arbejdsforholdene ikke bliver ordentligt kontrolleret.

Sådan undgår du at købe kopivarer

Kopivarer kan være svære at skelne fra originale varer. Når du handler, bør du være opmærksom på følgende:

  • Lav pris

Hvis prisen er usædvanligt lav sammenlignet med producentens egen pris, er det højst sandsynligt en kopivare. Prisen kan dog også være tæt på originalens for at skjule, at det er en kopi.

  • Dårlig kvalitet

Kopivarer er ofte af lav kvalitet. Hvis du har mulighed for at mærke på varen, kan du tjekke, om for eksempel sømmene på tøj eller læder er ujævne, eller om kopivaren lugter unaturligt af lim, plastik eller kemikalier.

  • Emballage med fejl

Fejl og dårligt sprog på mærkater, emballager og etiketter kan afsløre, om produktet er en kopi.

  • Mistænkelig forhandler

Kopivarer findes ofte på gaden og på markeder. Hjemmesider, der sælger kopivarer, kan have en tvivlsom webadresse. Tjek om hjemmesiden har en "Om"-side med kontaktoplysninger, og om netbutikken eventuelt er e-mærket.

Få flere råd til at undgå kopivarer på jegvælgerægte.dk.

Er kopivarer ulovlige at købe?

Kopivarer kan være lovlige at købe, men det afhænger af, hvor du køber dem.

  • Kopivarer købt i fysiske butikker i EU

Du må gerne købe kopivarer i fysiske butikker i Danmark og i de fleste EU-lande, så længe det kun er til eget brug. I Frankrig, Italien og Portugal er køb og brug af kopivarer dog ulovligt. Husk at undersøge reglerne for det enkelte land, hvis du køber kopivarer på ferie.

  • Kopivarer købt online i EU

Du kan lovligt købe kopivarer til eget brug i en netbutik baseret i Danmark eller et EU-land. Firmaet med rettighederne til den originale vare kan dog sagsøge dig for at få erstatning, hvis der er mistanke om, at du vil sælge kopivarerne videre.

  • Kopivarer købt i fysiske butikker uden for EU

Hvis du køber kopivarer i et land uden for EU og bringer dem til Danmark med fly eller skib, må varerne højst koste 3.250 kroner. Hvis du rejser med bil, bus eller tog, er grænsen 2.250 kroner. Uanset transportform skal varerne være til eget brug og pakkes i din egen bagage, så du kan fremvise dem ved en eventuel toldkontrol. Hvis reglerne ikke overholdes, kan Toldstyrelsen tilbageholde varerne, og du kan få en bøde.

  • Kopivarer købt online uden for EU

Det er lovligt at købe kopivarer til eget brug online fra en butik uden for EU. 

Du risikerer dog, at Toldstyrelsen tilbageholder og destruerer dine kopivarer på producentens begæring. Firmaet med rettighederne til den originale vare kan også sagsøge dig for at få erstatning, hvis de mistænker, at du vil sælge kopivarerne videre. 

Selv om du lovligt har købt kopivarer, er det ulovligt at sælge dem videre. Hvis du sælger større mængder kopivarer, risikerer du bødestraf. Virksomheden med ophavsretten til varerne kan også sagsøge dig for erstatning

Sådan klager du over en kopivare

Har du købt en kopivare uden at vide det, kan du klage til forhandleren, som har solgt dig varen. Dine klagemuligheder afhænger af, hvor du har købt kopivaren.

  • Kopivarer købt i en fysisk butik i Danmark

Hvis du har købt en kopivare i en fysisk butik i Danmark, skal du hurtigst muligt klage til forhandleren. Forhandleren skal give dig pengene tilbage. Hvis forhandleren ikke vil hjælpe, kan du klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager.

  • Kopivarer købt i en fysisk butik inden for EU

Køber du en kopivare uden at vide det i en butik i EU, Norge eller Island, kan du klage til forhandleren og få pengene tilbage. Hvis du ikke kan blive enig med forhandleren, kan du klage videre til Forbruger Europa.

  • Kopivarer købt online i Danmark og EU

Har du købt en kopivare online i Danmark eller EU, kan du returnere varen uden begrundelse indenfor 14 dage fra modtagelsen og få pengene tilbage eller bytte den til en original vare. Hvis forhandleren ikke hjælper, kan du klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager, hvis forhandleren er dansk.

  • Kopivarer købt online uden for EU

Netbutikker uden for EU, som sælger til danskere og europæere, skal overholde de samme regler som netbutikker i EU, hvis de henvender sig til købere fra dette marked. 

I teorien kan du fortryde købet indenfor 14 dage og få pengene tilbage eller bytte kopivaren til en original vare, men det kan være svært at håndhæve dine rettigheder udenfor EU. Du kan forsøge at klage til econsumer.gov.

  • Kopivarer købt af en privat sælger

Hvis du har købt en kopivare af en privatperson, kan du ikke fortryde købet medmindre, I har aftalt det. Du kan dog have krav på at få penge tilbage, hvis du uvidende har købt en kopivare, da reklamationsretten gælder. 

Kopivarer købt online uden for EU

Netbutikker uden for EU, som sælger til danskere og europæere, skal som udgangspunkt overholde samme regler som netbutikker i EU.

Købet kan du derfor i teorien fortryde uden begrundelse i 14 dage, og du kan få pengene tilbage eller bytte kopivaren til en original vare. I praksis kan det dog være svært at håndhæve dine EU-sikrede rettigheder uden for EU.

Varer købt uden for EU kan du forsøge at klage over til Econsumer.gov.