Kan du klage over reparationer?
Varer, der går i stykker, kan ofte repareres. Men hvad gør du, hvis reparationen ikke virker, eller hvis fejlen opstår igen?

Fotokredit: Getty Images
Er din computer, bil, et stykke tøj eller smartphone gået i stykker, og løste reparationen ikke problemet? Så kan du klage over reparationen til den virksomhed som udførte den.
Læs videre, og få svar på fire udbredte spørgsmål til hvordan du klager over en reparation.
I hvilke tilfælde kan du klage?
Du kan klage over en reparation, hvis én eller flere af følgende forhold gør sig gældende:
- Den samme fejl opstår igen.
- Reparationen er utilstrækkelig eller ikke fagmæssigt korrekt udført.
- En ny fejl er opstået som følge af reparationen.
Hvis du vælger at klage over en reparation, skal du kunne bevise, at fejlen ikke er blevet udbedret, eller at den er opstået som følge af reparationen. Hvis der er uenighed om vurderingen, vil det ofte være din påstand mod forhandlerens. Du kan for eksempel tage et billede af genstanden, før du indleverer den til reparation, som bevis på varens stand før reparationen.
Hvis reparationen ikke holder på grund af almindelig slitage eller forkert brug af varen, kan du ikke kræve, at reparationen bliver lavet om gratis.
Hvornår skal du klage?
Er du utilfreds med reparationen, skal du klage til reparatøren med det samme. Hvis du venter for længe, risikerer du at miste retten til en ny reparation, og det bliver sværere for dig at bevise, at reparationen var utilstrækkelig.
Reparatøren har som udgangspunkt ét forsøg til at løse problemet. Er der tale om en periodisk fejl – en fejl, der kun viser sig af og til – kan det dog tage længere tid, og der kan være behov for op til to-tre forsøg, før problemet er løst.
Bliver problemet ikke løst inden for rimelig tid, har du ret til at få pengene tilbage for reparationen. Du kan også kræve erstatning, hvis du kan dokumentere, at du har lidt et tab. For eksempel kan du, hvis din computer blev repareret forkert, få erstattet udgifterne til at få computeren repareret hos en anden virksomhed.
Inden du får udført en reparation hos en tredjepart, skal du først reklamere til sælgeren og give dem mulighed for at udbedre fejlen. Hvis sælgeren ikke afhjælper problemet, skal du informere dem om, at du vil få reparationen udført andetsteds og efterfølgende kræve omkostningerne dækket af sælgeren. Det er dog en forudsætning for at kunne kræve erstatning, at der reelt er en mangel ved varen.
Hvor længe kan du klage over reparationer?
Du har ret til at klage over reparationer i op til tre år. Det gælder både, når du får repareret en vare, der er mere end to år gammel, og når reparationen sker inden for de to års reklamationsret.
Gem kvitteringen for reparationen som bevis, hvis du får brug for at klage. Kvitteringen skal indeholde datoen for arbejdet og en beskrivelse af, hvad der er blevet repareret på varen.
Hvad gør du, hvis forhandleren ikke vil hjælpe?
Hvis forhandleren der har lavet den fejlslagne reparation ikke vil hjælpe, kan du klage videre til Mæglingsteamet for Forbrugerklager og Forbrugerklagenævnet.
For at klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager skal produkterne eller tjenesteydelserne koste mellem 1.220 og 100.000 kr. Hvis du vil klage over tøj og sko, skal disse have kostet minimum 790 kr.

Sådan klager du over varer eller tjenesteydelser
Er der fejl ved din nye vare, eller er den gået i stykker? Så kan du klage. Men hvordan skal du klage? Og hvad gør du, hvis butikken ikke vil hjælpe dig? Find svarene her.

Sådan klager du til Forbrugerklagenævnet
Vil du klage over en vare eller en tjenesteydelse, skal du først tage kontakt til forhandleren og dernæst Mæglingsteamet for Forbrugerklager. Få hjælp til at klage på den rigtige måde her.

Sådan klager du over en håndværker
Hvad gør du, hvis du opdager, at håndværkeren har lavet en fejl, eller hvis håndværkeren pludselig går konkurs? Få hjælp til at forstå dine rettigheder her.