Gå til hovedindhold

Aflyste fly og rejser? Se dine rettigheder ved force majeure

Hvordan er du stillet, hvis din rejse bliver påvirket af krig, naturkatastrofer og andre ekstraordinære begivenheder?

Julie Trolle Boding · Foto: Getty Images
Oversigt over flyafgange, der er blevet aflyst

En ny flybillet, mad og drikke og eventuelt overnatning samt en økonomisk kompensation – i mange tilfælde har du ret til følgende, hvis dit fly bliver aflyst med kort varsel. 

Men hvad sker der, hvis der er tale om force majeure?

Force majeure

Force majeure er en samlet betegnelse for ekstraordinære begivenheder, der ikke er til at forudse, og som har så stor kraft – force majeure – at man ikke kan forvente, at de kan forhindres. 

Eksempler på force majeur:

  • Krig 
  • Pandemier
  • Strejker
  • Naturkatastrofer som jordskælv, oversvømmelser eller vulkanudbrud

Ved force majeure har du ikke de samme rettigheder som normalt. Dine rettigheder afhænger af, om du er rejst ud eller ej. 

Seniorjurist Martin Bruun fra Forbrugerrådet Tænk har listet rettighederne ved force majeur herunder. 

Hvis du endnu ikke er rejst ud:

  • Hvis flyselskabet har aflyst turen, kan du få refunderet eller ombooket
  • Hvis flyselskabet ikke har aflyst turen, og Udenrigsministeriet fraråder udrejser til den pågældende destination, kan du som udgangspunkt kræve flybilletter refunderet
  • Du kan som udgangspunkt ikke kræve refusion eller ombooking, blot fordi du er utryg. Det kræver, at Udenrigsministeriet fraråder rejser. 
    Det kan du tjekke under rejsevejledningerne på um.dk

Hvis du er i udlandet:

  • Hvis flyselskabet har aflyst tur, kan du få refunderet eller ombooket billetten
  • Hvis du er strandet på destinationen pga. aflysninger, vil flyselskabet som udgangspunktet være forpligtet til at finde overnatning

Hvad skal du gøre:

  • Kontakt din aftalepart. Hvem det er, afhænger af, om du har købt direkte hos flyselskabet eller gennem et rejsebureau. Har du købt gennem et rejsebureau, afhænger det af, om rejsebureauet er sælger eller blot er formidler. Tjek oplysningerne, du fik, da du bookede billetten. 
  • Hvis du ikke kan komme i kontakt med aftaleparten, kan du købe selv, men du skal begrænse tabet mest muligt, og det er ikke sikkert, at du kan få dækket hele eller dele af beløbet. 

Du kan IKKE kræve kompensation, da det er force majeure.