Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Klag over syge kæledyr

Syge kæledyr betragtes som en mangelfuld vare ligesom en defekt telefon, og du har ret til at få løst problemet. Læs, hvad du gør, hvis din hund, kat eller hest bliver syg eller dør under 2 år efter købet.
Af Christina Vejsgaard
10. August 2018
kaledyr syge
Foto: iStock

Sælger skal hjælpe, hvis der er noget galt med dyret

Kæledyr, der er solgt med en medfødt lidelse, eller var smittede, da du modtog dem fra sælgeren, havde i juridisk forstand en fejl på købstidspunktet.

Reklamationsretten giver dig derfor ret til at få afhjulpet manglen af sælgeren, hvis sygdommen kommer til udtryk under 2 år efter, du har købt dit kæledyr.

Sælger skal betale dyrlægen

Sælgeren skal betale udgifterne til at kurere dit kæledyr eller til en eventuel aflivning. Kontakt sælgeren hurtigst muligt efter lidelsen er blevet opdaget, så I kan tale om, hvordan processen skal forløbe.

Penge, du allerede har betalt til dyrlægeundersøgelser og akut behandling, skal sælgeren refundere. Bliver det nødvendigt at aflive dyret, skal du have de penge tilbage, du oprindeligt betalte for dyret.

Nedslag eller ombytning ved kronisk sygdom

Kæledyr med alvorlige lidelser, der ikke er til at kurere, giver dig ret til at hæve handlen og få dine penge tilbage. Hæver du handlen, betyder det, at du skal levere dyret tilbage til sælgeren.

Syge dyr kan også ombyttes til et nyt, hvis sælgeren har flere unger fra samme kuld eller måske venter nye unger fra samme moderdyr.

Kronisk syge dyr, som du ønsker at beholde, kan du få et nedslag i den oprindelige pris for. I det tilfælde skal du selv dække de omkostninger, der efterfølgende kommer til dyrlægebehandlinger og medicin.

Køb hos privat eller erhverv

Sælgere, der ikke vil dække dine udgifter med et sygt kæledyr, kan du klage over til Forbrugerklagenævnet, hvis sælgeren er erhvervsdrivende. Har du købt kæledyret hos en privatperson, skal du derimod føre klagesag hos de civile domstole.

Sælgere er i de fleste tilfælde erhvervsdrivende, hvis de har et eller flere kuld dyr til salg over flere år eller skilter med at drive forretning over for køberen.

Forbrugerklagenævnet kan hjælpe dig med at afgøre om sælgeren er erhvervsdrivende eller driver hobbyopdræt.

Læs mere om at klage til Forbrugerklagenævnet her